Budskabets anmeldelse av "De to skal være ett"

27.05.2015
Christian Haahr Andersen
Bokanmeldelser Seksualitet Familie Ekteskap

Anmeldelse av "De to skal være ett" i bladet Budskabet.

De to skal være ett - om ekteskap, skilsmisse og gjengifte

Ragnar Andersen

For Bibel og Bekjennelse, 2014

187 sider, Nkr. 200,-

Pastor dr. Ragnar Andersen (RA) har med denne bog givet en grundig bibelsk beskrivelse af ægteskab, skilsmisse og gengifte. 

Bogen har fire kapitler. I kapitel 1 udfolder RA godt og klart den bibelske forståelse af ægteskabet med inddragelse af både GT og NT. 

I kapitel 2 tager han spørgsmålet om skilsmisse op, også her ud fra både GT og NT. Desuden inddrager han kirkehistorien. 

I det tredje kapitel behandler han spørgsmålet, om det er rigtigt eller forkert at gifte sig igen. Dette emne bliver også grundigt behandlet på basis af hele Bibelen samt af kirkehistorien. 

Sidste kapitel i bogen omhandler forlig mellem fraskilte - med overskriften: ”Mer enn en teoretisk mulighet.”

Bogens store styrke er den bibelske forankring og forfatterens vilje til og intense arbejde med at bore sig grundigt ind i kildeteksterne og søge sandheden og Guds vilje med hensyn til ægteskab, skilsmisse og gengifte. Der bliver gået i dybden, grundteksten studeres, og forskellige tolkninger overvejes, inden konklusionen drages.

En bog med kant

Bogen er modkulturel på flere måder. Den giver et bibelsk perspektiv på ægteskab og samliv og er ikke bange for at tale om kønsroller og ansvar for det ufødte liv. RA tager et klart opgør med nutidens mange skilsmisser og efterfølgende mange gengifte. Desuden udfordrer bogen det ”gammellutherske” syn, der giver mulighed for at vie den såkaldte uskyldige part igen. 

Til sidst taler RA om genforening af fraskilte og understreger, at en genforening må bygge på erkendelse af svigt og på tilgivelse. Er én af de fraskilte gift igen, kan det være et spørgsmål, om den forladte ægtefælle har lov til at håbe på genforening (s.180). Baggrunden for RA´s reservation er ordene i Femte Mosebog 24,1-4, som fylder meget i hans bog.

Det gammellutherske syn bliver udfordret 

I bogen er der ingen leflen for, hvad der er moderne at sige i dag, og RA er heller ikke bange for at tage et opgør med den gammellutherske forståelse, der giver mulighed for i nogle (få?) tilfælde at vie fraskilte igen. 

Han hævder, at Jesus i tilfælde af utugt tillader skilsmisse, men ikke at gifte sig igen. Dette syn kommer han frem til ved at hævde det gode princip for bibeltolkning, at de mindre klare bibelsteder skal tolkes i lys af de klare. 

Det vil sige, at Matt 19,9 og 1 Kor 7,15 skal tolkes i lyset at de klare ord (Matt 5,32. Mark 10,11f. Luk 16,18. 1 Kor 7,10f.39. Rom 7,2f). RA bruger også oldkirkens afvisning af muligheden for et nyt ægteskab som et argument imod den gammellutherske forståelse.

Om end der kan føres argumenter for det gammellutherske syn, som er et kendt synspunkt i den lutherske kirke, så bliver dette syn udfordret af RA i hans grundige gennemgang af de relevante bibelsteder. 

Hans gennemgang og konklusion er, at nok åbner Bibelen op for skilsmisse i nogle få tilfælde, men der åbnes ikke op for at gå ind i et nyt ægteskab. Hans argumenter for dette opgør med den gammellutherske opfattelse er efter min mening overbevisende. RA nævner, at der kun er én situation, hvor Skriften udtrykkelig siger, at det er tilladt at gifte sig på ny, og det er når ægtefællen er død (1 Kor 7,39).

Han medgiver, at det kan være vanskeligt at afstå fra at gifte sig, men han tror, at den fraskilte har et kald til at hævde ægteskabets livslange karakter ved ikke at gifte sig igen. Det er jeg enig i. 

Men når han taler om ”anger og oppbrudd” (s.166) i et allerede eksisterende ægteskab med en fraskilt, så har jeg nogle reservationer. Han henviser i en fodnote til en kvindes vidnesbyrd om, hvordan hun måtte afbryde samlivet efter at have været gift med en fraskilt mand i 17 år (s.166). Begrundelsen for dette drastiske skrift er ifølge RA, at ikke bare det nye ægteskab er i strid med Bibelen, men deres seksuelle samliv er også i strid med det sjette bud, derfor må der anger og opbrud til. At opløse det nye ægteskab, synes jeg dog, er en problematisk løsning, og det vil medføre meget ondt og mange smerter også med tanke på eventuelle børn i det nye ægteskab.

En aktuel bog

Det er nødvendigt, at vi kristne kender Guds ord om ægteskab, skilsmisse og gengifte og er villige til at fremholde Guds gode vilje med ægteskabet. Desuden er det vigtigt, at vi, der er gift, lever efter Guds vilje i ægteskabet i kærlighed og villighed til tilgivelse.

RA nævner sorgen og fortvivlelsen, som kvinder og mænd har i forbindelse med en skilsmisse, og han nævner vigtigheden af, at de oplever forståelse og støtte hos familie, venner og i det kristne fællesskab. Det er meget vigtigt. Og det kunne være udfoldet noget mere, for den kristne menighed må være med til at støtte og bevare ægteskaberne med bøn og undervisning. Netop i den kristne menighed, der hævder en høj ægteskabsmoral, skal der være god plads og støtte til de mange, der har lidt nederlag, når det gælder det livslange ægteskab.

Spørgsmålet om ægteskab, skilsmisse og nyt ægteskab er meget aktuelt i dag. Også missionsfolk bliver skilt og gift igen, og en del præster med baggrund i MF og DBI vier fraskilte. 

Vi har alle brug for at besinde os på, og lade os bestemme af, hvad Bibelen faktisk lærer os om dette, for vi påvirkes let af ”fornuftige” og moderigtige holdninger. Derfor anbefales denne grundige bog meget. Den henvender sig til en bred læserkreds, og samtidig går den sagligt ind i den teologiske debat om skilsmisse og gengifte.