Ånd og jura

FBB-RESSURS:

Konvent for Kirke og Theologi, Sct. Pauls Kirke, Århus 2. - 3. november 1997.

Sognepræst Hartvig Wagner.

Ånd og jura. Bibeltime over Apg 5,17-42.

Indledning

Apostlenes gerninger beretter om en del alvorlige konflikter, som allerede Apostelkirken blev involveret i. Analyserer vi disse konflikter, ser vi, hvor stor en rolle forholdet mellem Ånd og jura spiller i de opgør, apostlene og de første kristne menigheder blev udsat for både i jødiske og hedenske omgivelser.

Analysen viser tillige adskillige fælles træk i det, de første kristne oplevede, og det, der aktuelt foregår i folkekirken. Vi tager nu for os en bestemt tekst: Beretningen om apostlenes fængsling og forhøret i det jødiske Synedrium, Det store Råd (Apg. 5,17-42). Ikke bare for at belyse konventets hovedtema behandles teksten, men også for at fastholde den tradition, konventet altid har haft, nemlig gennem en bibeltime at lade sig opbygge og inspirere af Guds ord i en udvalgt tekst.

Primært vil vi nu lytte til teksten som helhed. Hvor teksten så giver anledning til det, sætter vi den i relation til folkekirkens aktuelle situation. På den måde håber jeg, at det følgende mere vil fremstå som en opbyggelig bibeltime end som et foredrag til belysning af den kirkelige situation. Vi ønsker at være under Skriftens tiltale. Guds ord og ikke situationen, må altid være vort udgangspunkt.

Tekstgrundlaget er Nestle-Aland, 26 udg. og D0 1948.

Konteksten

Apg. kap. 4 beretter om Peter og Johannes for Rådet. Denne beretning har mange fælles træk med vor tekst. I begge tilfælde får apostlene et strengt påbud om ikke mere at tale eller lære i Jesu navn. Det møder de med spørgsmålet: "Døm selv, om det i Guds øjne er ret at lyde jer mere end Gud, for vi kan ikke lade være at tale om det, vi har set og hørt" (4,19f).

Efter trusler løslades Peter og Johannes og genoptager straks deres virksomhed. Lige forud for vor tekst skildres apostlenes virke i Salomons søjlegang i templet og den brede folkelige tilslutning, der bliver resultatet heraf (5,12-16). Folket holder apostlene højt i ære, og stadig føjes flere til, som troede på Herren. "Endog fra byerne i Jerusalems omegn strømmede mængden sammen og kom med deres syge og besatte, som alle blev helbredt", hedder det. Dermed er vi fremme ved vor tekst.

Fængslingen og befrielsen. 5,17-21a

Foranlediget af den folkelige opslutning om apostlene griber ypperstepræsten ind. Apostlene arresteres og sættes i fængsel. Alle skulle kunne forvisses om, at der var sat stopper for apostlenes offentlige virke. Derfor sad de nu i offentlig forvaring. Der er grund til at formode, at det drejer sig om flere end Peter og Johannes, måske om alle tolv.

Ypperstepræsten nævnes ikke ved navn. Det er sikkert Kajfas, der var regerende ypperstepræst fra år 18 til 36 e.Kr. Hans navn var Josef. Tilnavnet Kajfas betyder undersøgeren, inkvisatoren, specialist i forhør af religiøst mistænkte. I ryggen havde han rådsmedlemmerne af sit eget religiøse parti, saddukæerne. Når det hedder, at han og partifællerne blev fulde af nidkærhed (ZÆLOS), er der næppe tale om almindelig misundelse over tilslutningen til apostlene, men om religiøs nidkærhed for at holde sammen på folket, der var truet af både national og religiøs splittelse. Det søgte saddukæerne og med dem præsteskabet at modvirke ved at fastholde folket på den nedarvede kult efter Moselovens bogstavelige forskrifter. De udviste rigoristisk konservatisme og var derfor skeptiske og til tider direkte fjendske over for farisæernes forsøg på en smidigere tolkning af de strikte forskrifter med henvisning til den mundtlige overlevering, der var farvet af fædrenes praktiske erfaringer i omgang med de skrevne paragraffer.

Specielt når det gjaldt tempeltjenesten kan man forsvare at kalde saddukæerne paragrafryttere. Ved hjælp af jura ville de holde gang i kulten og sammen på folket. Men samtidig var de mere kulturåbne og romervenlige og ikke i samme grad som farisæerne moralens vogtere. Modsat farisæerne overlevede saddukæernes parti da heller ikke templets ødelæggelse. I den grad havde de bundet sig selv op på den ydre kult.

Studiet af saddukæerne, deres grundsyn og metoder for at sikre kult og folk, leder uvilkårligt tankerne hen på en stivnet stats- og folkekirkelighed, som vi møder op gennem kirkehistorien frem til den øjeblikkelige kirkelige situation i Danmark og vore nabolande, som saddukæernes skæbne er et alvorligt memento til. Ikke jura, men alene Ånd kan redde Kirken gennem konflikter og kriser.

Svaret på saddukæernes juristeri er Herrens egen indgriben ved sin engel, der på underfuld måde sætter apostlene fri med befaling om, at bringe liv og frelse til folket ved i Helligdommen at forkynde omvendelse og syndernes forladelse. En befaling, som de adlød vel vidende, hvilken risiko, der var forbundet dermed på grund af autoriteternes strenge taleforbud og letheden ved at pågribe dem på et så offentligt sted som Salomons søjlegang.

Ved netop at stå frem i Helligdommen signalerede apostlene to ting. Først, at Helligdommen er åbenbaringen sted. Her ville Herren efter sit løfte til fædrene åbenbare sin frelse. Det tilkendegav Jesus selv ved sin gang i templet, og det samme gjorde disciplene. I Jesu person opfyldes kulten. I Jesus er kultens åndelige mening åbenbar. Han er det endegyldige sonoffer. Alt står og falder med folkets og den enkeltes personlige holdning til Ham i troens modtagelse.

For det andet signalerer apostlene ved deres tilstedeværelse i Helligdommen, at de ser sig selv som ét med folket og deres tro. Nu er alt det opfyldt, som Israels gudsdyrkelse har sigtet på. Det er den røde tråd gennem hele skriftet at vise, at Kristusbegivenheden ikke står i modsætning til Israels tro og håb, men er Guds eget svar derpå. Derfor kan Peter ansigt til ansigt med sine fjender i Rådet gøre sig til ét med dem ved at sige: "Vore fædres Gud har opvakt Jesus, som I tog af dage..." (v. 30).

Denne del af teksten giver også associationer til senere tiders kirkelige forhold. Det har ofte vist sig, at små grupper, der klemmes af systemets jura og magt og udråbes som sekterere, repræsenterer den åndelige sandhed, der skulle forene og bære alle, men som autoriteterne er blevet blinde og afvisende over for.

Rådets reaktion. V. 21-24

Ypperstepræsten og hans meningsfæller får i nattens løb kaldt "alle Israels børns ældste" sammen til møde næste morgen. Sagen var så alvorlig, at den skulle behandles i plenum og ikke af et 23-mandsudvalg, som det var skik i en del tilfælde. Med andre ord kom sagen for Højesteret. Også Torah-juristerne, de skriftkloge medlemmer af farisæernes parti skulle inddrages i processen. Der var brug for den højeste juridiske kompetence.

Den blev dog i første omgang sat ud af spillet af Guds underfulde indgriben. Meldingen lød: "Fængslet fandt vi forsvarligt låset, og vagten stod ved dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde." Ikke engang en så usædvanlig hændelse, får Rådet til at tænke i åndelige baner, om her dog ikke skulle være tale om et under, som juraen intet kan stille op med. Anføreren for tempelvagten, også kaldet seganen, der havde ansvaret for tempelpolitiet, og ypperstepræsterne tager sig blot forvirret til hovedet. "De vidste ikke, hvad de skulle tænke om dem, eller hvad dette skulle blive til." Sådan kan høje kirkelige autoriteter komme grundigt i vildrede i mødet med Guds underfulde verden. Deres måde at styre tingene på ved hjælp af jura og magt blev afsløret som magtesløs!

Frimodig bekendelse. V. 25-33

Så indløb en ny ydmygende melding: "Se, de mænd, som I satte i fængsel, står i Helligdommen og lærer folket" (v. 25). Guds underfulde indgriben og englens befaling havde givet apostlene frimodighed til at genoptage deres offentlige gerning som forkyndere og lærere i Helligdommen trods forbud, trusler og fængsel. Åndens virke er stærkere end jura og magt og lader sig ikke standse. Apostlene adlyder kaldet.

Dog har måske det passerede gjort indtryk på autoriteterne. Har de anet en guddommelig indgriben? De siger det ikke åbenlyst, som da de tidligere under forhøret af Peter og Johannes stående over for den helbredte mand må indrømme, at et tydeligt tegn er sket ved apostlene, åbenbart for alle i Jerusalem. "Vi kan ikke nægte det," konkluderer de ved den lejlighed (4,17).

Samme indrømmelse er autoriteterne ikke parate til denne gang. Men forsigtige er de dog blevet. Seganen går nu selv til Helligdommen (v. 26). Han vil forsøge sig med det gode, men tager for en sikkerheds skyld magtapparatet med, en deling af det bevæbnede vagtmandskab.

Igen går tankerne til vore dages kirkelige autoriteter, som nu og da forsøger overtalelsens kunst, men med jura og magtapparat i baghånden for det tilfælde, at modparten ikke går ind et foreslået kompromis, der skal sikre freden på sandhedens og rettens bekostning. En fred, som alligevel ikke er fred, men bare lægger kim til ny splid.

Her ser vi (v. 26) det klassiske eksempel på menneskefrygtens sejr over gudsfrygten. Selv stående over for et Guds under, vejer menneskefrygten tungest. Folket har indset, hvad autoriteterne ikke vil indrømme. Nu truer mængdens tilslutning til apostlene rådet. For tilslutningen er en indirekte anklage mod dem, der har dræbt den Herre, som apostlene havde viet liv og gerning til. Autoriteterne bliver bange. Det er også siden hørt i kirkelig sammenhæng. Over for Ånden kommer juraen i klemme. Systemets vogtere bliver usikre og sårbare. "Bare de ikke stener os!"

Dog vover Seganen at skride til handling, men får sig straks endnu en overraskelse stående over for noget, magtens mænd har svært ved at håndtere. Apostlene følger frivilligt med og står snart påny som anklagede over for inkvisatoren Kajfas og hans tro partifæller i Højesteret (v. 27). Apostlene er altid klar til at aflægge regnskab for den tro og det håb, der lever i dem og bærer dem oppe, hvad Peter siden med baggrund i egen erfaring formaner sine trængte læsere til (1.Pet 3,15).

Samme håbets bekendelse aflægger Paulus, da han står anklaget i Rådet (23,6), og da han senere som fange i Kæsarea forsvarer sig over for kong Agrippa II med ordene: "Nu står jeg her og skal dømmes for håbet om den forjættelse, som Gud gav vore fædre, og som vort tolvstammefolk ved at tjene Gud uafladelig nat og dag håber at nå frem til; på grund af dette håb, konge, er det, at jeg anklages af jøder" (26,6f). Her er igen et af skriftets mange eksempler på, at kristentroen er udfoldelsen af Israels egen tro og derfor noget, Israels religiøse autoriter ikke bør afvise med henvisning til den formelle juras love og paragraffer.

Ypperstepræsten er lige blind over for den Ånd, der gør apostlene foruroligende rolige. Han klynger sig til juraen: "Vi har jo udtrykkeligt forbudt jer at lære i dette navn, og se, nu har I fyldt Jerusalem med jeres lære og vil bringe dette menneskes blod over os!" Det er alt, hvad Kajfas har at sige (v. 28). Er det mon åbenlys foragt eller undertrykt skælven og angst for det hellige, der gør, at han ikke nævner Jesu navn og blot siger "dette menneske" om Ham, der gennem sine tro apostle står bag hele det røre i Jerusalem, som kan blive farligt for de autoriteter, der formelt står med både den lovgivende, dømmende og udøvende magt i folket.

De mægtige føler sig truet: Skulle det vise sig, at Gud står bag apostlene, vil et angreb på dem jo være at forgribe sig på Gud selv. Dermed ville rådsmedlemmerne gøre sig selv skyldige til den dødsdom ved stening, som de pønsede på at idømme apostlene. Og folket på apostlenes side ville så blive Rådets bødler. Eller var tiden inde, da de ord skulle opfyldes, som autoritetstro folk råbte til den feje Pilatus: "Hans blod komme over os og vore børn!" (Matt 27,25). Kajfas har måske anet, at han spiller højt spil.

Tidligere har han forstået at vare sig, da Jesus stillede det prekære spørgsmål til ham og andre rådsmedlemmer: "Johannes' dåb, var den fra Himmelen eller fra mennesker?" De fik noget at tænke på. "Svarer vi 'fra Himmelen', så vil han spørge: 'Hvorfor troede I ham ikke?'. Svarer vi: 'Fra mennesker', vil hele folket stene os, for det er overbevist om, at Johannes var en profet" (Luk 20,4-6). Jo, nok var de magtens mænd, og dog var de bange for folket. Jura er godt til meget, men gør dog sine håndhævere usikre i Åndens nærhed, hvis ikke den justeres af Ånden.

For i Åndens verden vendes op og ned på denne verdens principper og metoder: De svage bliver stærke, og de stærke svage: Da svarede Peter og de andre apostle: "Man bør adlyde Gud mere end mennesker!" (v. 29). Den sætning, sagt af mennesker udleveret i magthavernes vold, bør til alle tider være bestemmende for Guds folks holdning. Det er ikke nok at sige kønne og rigtige ting, hvis man for at få fred alligevel føjer sig for overmagten imod Guds klare vilje. Guds vilje kræver altid handling, der tit koster kors og smerte. Men samtidig skænker lydigheden en befriende oplevelse af Guds herlige handlemåde, når han underfuldt vender tingene på hovedet og "styrter stormænd fra troner og løfter småfolk op i højhed" (Luk 1,52).

I Åndens verden bliver de anklagede de anklagende og omvendt. I Åndens kraft sætter Peter og de andre apostle juristerne på anklagebænken: "Vore fædres Gud har opvakt Jesus, som I tog af dage ved at hænge ham på et træ" (v. 30). Med tydelig henvisning til 5.Mos 21,23: "En hængt er en Guds forbandelse", baner apostlene vej for at kunne ændre den hårde anklage mod Jesu mordere til Guds nådige frelsestilbud til dem. Han, som de hængte på forbandelsens træ, har Gud ophøjet på æres trone ved sin højre hånd: "Ham har Gud med sin højre hånd ophøjet til fører og frelser, for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse."

Den mulighed står nu åben selv for Jesu mordere (v. 31). Også deres skyld er sonet ved Jesu offer på træet. På det grundlag står Gud nu rede til at skænke omvendelse og syndernes forladelse. Begge dele. Syndernes forladelse kan nemlig kun skænkes den, som Gud får lov at bringe til syndserkendelse og omvendelse. Derfor måtte juristerne først på anklagebænken, før frelsen ved syndernes forladelse kunne skænkes dem.

Her slår den jordiske jura ikke til. Guds retfærdighed ligger ikke i forlængelse af Torah-juristernes teologi. Guds retfærdighed må åbenbares fra Himlen gennem hans kaldede, lydige tjeneres prædiken af både lov og evangelium.

Igen bliver teksten brændende aktuel. Mens Åndens kæmper, apostlene, frivilligt og frimodigt lod sig anklage af Thorah-juristerne, blev de rasende, da de pludselig selv kom på anklagebænken. De ville slå deres anklagere ihjel, skønt apostlene med deres anklage ville lede dem til frelse (v. 33).

Sådan sker det også, at vore dages kirkelige autoriteter hindrer Guds frelse i at nå frem ved at skaffe dem af vejen, som i lydighed mod Herrens vilje, sætter folk på anklagebænken for at have syndet mod Guds bud og ordninger. Omvendelsesforkyndelse er ikke tålt. Ingen skal på anklagebænken. Men derved berøver autoriteterne med jura og magt folket frelsens dyrebare gave.

"Vidner om disse ting er vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham," slutter apostlene (v. 32). Som de begyndte, sådan ender de med talen om den alt afgørende lydighed mod Gud. "Vidner om disse ting". "Vidner om disse ord", om den prædikens sandhed, som de lige har holdt. Sådan kunne vi også oversætte. Ord og begivenhed, handling hører sammen i Åndens verden jf. det hebraiske DABAR.

Vidnesbyrdet er gyldig, for der er to vidner, som Moseloven kræver (5.Mos 19,15, jf. Hebr 10,28). Apostlene vidner om det, det har set og hørt i følge med Jesus. Helligåndens vidnesbyrd er lige så håndgribeligt. Det er selve begivenheden. Det at apostlene underfuld befriede af fængslet nu frimodige står ansigt til ansigt med deres anklageres dødstrussel, er Helligåndens klare vidnesbyrd.

Helligånden er ikke et luftigt begreb. Helligånden siger altid det samme som Guds ord. Hvor mennesker lydigt forkynder Skriften klart og uafkortet, er det Helligånden selv, som taler. Det løfte har Kristus givet dem, der var med ham i begyndelsen: "Når Talsmanden kommer, som jeg skal sende jer fra Faderen, sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, så skal han vidne om mig" (Johs 15,26).

Juraens og magtens mænd i Synedriet oplevede den dag opfyldelsen af Jesu løfte til hans lydige vidner: "Når de fører jer frem for synagoger og øvrigheder og myndigheder, så skal I ikke bekymre jer for, hvordan eller hvormed i skal forsvare jer, eller hvad I skal sige. Thi Helligånden skal i den samme stund lære jer, hvad der bør siges" (Luk 12,11f).

Men apostlenes og Helligåndens vidnesbyrd og dermed Guds nådige frelsestilbud blev afvist. Autoriteterne hørte kun anklagen. De blev rasende og ville slå Åndens vidner ihjel (v. 33) oven i købet under tilsidesættelse af deres egen jura, der fordrede en forbrydelse bevist før domfældelse. De var klare til at benytte sig af tvivlsom lynch-justits.

Et klogt råd redder apostlenes liv. V. 34-40

En klog mand redder dem fra et så fatalt skridt. De rigoristiske saddukæere var ikke enerådende i Synedriet. Farisæerne var også repræsenteret og øvede en ikke ringe indflydelse takket være bred tilslutning i den jævne befolkning. Josefus fortæller om saddukæerne, at de ofte måtte lempe sig efter farisæerne: "ellers ville mængden ikke tåle dem" (Ant 18,17). Nu rejser den højt agtede leder af farisæerpartiet, Gamaliel d. Ældre sig og byder, at apostlene et øjeblik skulle føres udenfor. Det bøjer alle sig for (v. 34).

Gamaliel var enten søn eller sønnesøn af den store lærer, Rabbi Hillel, hvis teologiske skole var den fremherskende både før og efter Templets fald. Gamaliels mest berømte elev var den senere apostel Paulus (Apg 22,3), hvis nidkærhed som forfølger af de kristne kan synes at stå i modsætning til læremesterens besindige optræden, hvorved apostlene den dag reddede livet.

Ikke underligt at en senere tradition siger, at Gamaliel blev kristen, ja at han allerede røbede en kristen indstilling ved sin holdning over for apostlene. Men var Gamaliel blevet en kristen, ville hans eftermæle blandt jøderne næppe have været så lovprist, som tilfældet var. I det senere vigtige jødiske skrift Mishnah hedder det om ham: "Efter at Rabbi Gamaliel er død, findes ikke mere ærefrygt for loven, og samtidig døde renhed og afholdenhed" (mSot 9,15).

Bag hans initiativ i Synedriet den dag, hvor han først maner til forsigtighed (v. 35) og sidst direkte advarer, ligger en ægte gudsfrygt, som kendetegnede de farisæere, der ikke bare gik op i juraen, men også havde åndelig sans. De regnede med Guds indgriben i historiens gang, og tog den alvor ind over sig, at Guds vrede kunne komme over folkets for dets synder.

Nu vil Gamaliel advare Rådet mod den fare. Hans holdning og initiativ i denne sag kunne tyde på, at han aner Guds indgriben bag apostlenes udfrielse af fængslet og deres frimodige afvisning af rådets taleforbud og deres lydighed mod Gud.

Med to konkrete eksempler vil han mane Rådet til forsigtighed. Er apostlenes virke og resultaterne deraf kun menneskeværk, vil Gud selv bremse det, som det skete med de bevægelser, messiasprætendenterne Teudas og Judas fra Galilæa satte i værk. Er lederen først fældet, vil tilhængerne spredes og forsvinde.

If. Josefus optrådte bedrageren Teudas først efter Judas så sent som år 44 e.Kr. altså længe efter episoden i Synedriet, mens Judas fra Galilæa rejste opstand mod romerne i forbindelse med skatteudskrivningen der fulgte efter kong Arkelaus' afsættelse og Judæas overgang til romersk provins i året 6 e.Kr. Hvordan det nu forholder sig historisk, om Lukas eller Josefus husker galt, eller om to af navnet Teudas har optrådt som falske messiaser, er underordnet for Gamaliels argumentation og stemmer for så vidt med Josefus oplysninger.

Men i apostlens tilfælde tager sagen sig anderledes ud. Ophavsmanden er død, men bevægelsen lever videre! Står Gud mon bag? Det maner til forsigtighed, som kommer til udtryk i den græske grundtekst. I v. 38 anvendes casus potentialis: "hvis - som nogle antager - dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden." I v. 39 anvendes derimod casus realis: "Men er det - virkelig - af Gud, kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud."

Et lignende udsagn kommer Rabbi Jochanan, Sandalmageren med: "Enhver sammenslutning, som sker i Guds navn, vil vedblive at bestå, men en, som ikke sker i Guds navn, vil ikke vedbliver at bestå" (mAv 4,11).

Gamaliels ord gør indtryk, og hans råd følges. Ånd sejrer over juraen. Dog helt tabe masken, vil Rådet ikke. Apostlene føres ind og piskes, antagelig med de "fyrretyve slag på ét nær", som Paulus fem gange blev udsat for af jøderne (2.Kor 11,24). Juraen sagde 40 slag, men for at være på den sikre side, nøjedes man med 39. Man kunne jo komme til at tælle forkert.

Endnu engang pålægges apostlene at indstille deres forkyndelse og virke. Dermed løslades de, vanærede i menneskers øjne af den rå magt, der trods indrømmelser alligevel havde taget uåndelig jura i anvendelse. Sådan handler altid de, der ikke har saglige argumenter at stille op mod ånd, sandhed og ret. De bruger i stedet magt. "Folkenes konger hersker over dem, og de, der har magten over dem, lader sig kalde 'velgørere'. Sådan skal I ikke være; men den ældste iblandt jer skal være som den yngste, og føreren som den, der tjener!" Det er Jesu bud til hans kirke.

Vidnesbyrdet fortsætter. V. 41-42

I Åndens verden vendes det hele om. Ydmygede gik de ophøjede og glade bort. De var "agtet værdige til at vanæres for navnets skyld" (v. 41). De fik skænket den glæde, Jesus lover dem, der hånes og forfølges for hans skyld (Matt 5,11f). Apostlene var efter den oplevelse så fulde af ærefrygt over for Jesu navn, at de ligesom jøderne ikke nævner det hellige Gudsnavn. Ikke fordi de som ypperstepræsten er forlegne ved navet Jesus, men fordi de med ærefrygt har erkendt, at Faderen og Sønnen er ét.

Og da de genoptager deres forkyndelse og lære i Helligdommen og i hjemmene, samler de det hele i bekendelsen: Jesus er Kristus! (v. 42). Dermed slår de fast, at kristendommen til alle tider står og falder med lighedstegnet mellem de to navne: Jesus = Kristus. Kun, hvor det lighedstegn med alle dets konsekvenser fastholdes i lære og liv, i tilbedelse og lovsang, er kirken (med lille) Kirken (med stort), og kun da kan kirkeret og jura være, hvad de skal: "Recht der Gnade"!