Da Wolfmueller slog op på sin hjemmeside (https://wolfmueller.co/), at han udgav denne bog, kom en kommentar: ”You write books faster than I can read them”. Man kan få indtryk af, at Bryan Wolfmueller (BF) bare prædiker i sin egen kirke, rejser for at prædike, laver undervisningsvideoer og skriver bøger. Men BF gør disse ting godt og klart og velstruktureret, så vi blot kan glæde os og gerne dele det.
Senest har BF skrevet ”And Take They Our Life”, hvor han indfanger Luthers tanker om at være martyr. Bogen er en naturlig forlængelse af den forrige bog ”A martyrs faith in a faithless world” og en udvidelse af et foredrag fra sidste års Doxology-konference. Den kan hentes gratis som pdf-fil på hjemmesiden, hentes gratis som Kindle (ePub) og kan købes som trykt bog fra Amazon.de.
Med udgangspunkt i luthersk korsteologi og forståelse af at Satan gennem død forsøger at udrydde den kristne, fører BW os ind i, at det er Satans kamp mod Guds Ords livgivende kraft, der viser sig i martyriet. Satan hader evangeliets ord om at ”kvindens sæd skal knuse slangens hoved” og at det lever i den, der tror på evangeliet, så han søger at dræbe det og den, det lever i. Derfor taler Luther ikke om martyrium som et kald eller en tjeneste for Gud, men som en følge af troen på Guds Ord og løfter. Martyrer var i Luther øjne ikke efterfølgelseshelte, men trosvidner, for Satan søger at dræbe troens liv.
Den, der lever i troen, hviler dog i at døden er ikke afslutningen. For når slaget ser ud til at være tabt. både på korset og i martyrens død, da viser Guds Ord og Ånd sig netop at have magten over liv og død. Så kommer hverken Kristus eller martyren ikke til at lide nederlag, men det gør til Satan. Der er en rig trøst i dette første afsnit – en trøst, der binder troen til Guds Ord i liv og død.
Herefter fortæller BW 3 martyr beretninger, der har fyldt i Luthers teologi og skrifter. To af disse er udvidede udgaver af en kort udgave i ”A martyrs faith … ”. Her er flere historiske informationer om Luthers forståelse af martyrernes død med og flere af Luthers reaktioner på dem. De forløb gør martyriet aktuelt for nutids læseren.
Den første, Henry Zutphen, blev martyr i den slesvigske del af Dittmarsken (gammelt dansk land) 100 km. syd for den nuværende grænse mellem Tyskland og Danmark, imens han er tilknyttet en luthersk menighed i Bremen. For Luther var Zutphens død et stærkt vidnesbyrd om hvordan Satan hader evangeliet og evangeliets tjenere. BW gennemgår Luthers brev til menigheden i Bremen og viser 9 vinkler af Luthers teologiske forståelse af martyriet. Luther fastholder at Jesus er herre midt i forfølgelser, som Luther anser for normaltilstanden for kristenlivet. Helligånden styrker den kristne på vejen til herligheden igennem den tilsyneladende skamfulde død, fordi martyriet bekræfter Guds ords troværdighed og deres forkyndelses sandhed. Luther går endda så vidt, så han lærer menigheden, at Zutphens martyrdød må blive set som et kald til bødlerne gennem Zutphens forkyndelse af det klare evangelium.
I delen om de unge romerske kvinder, Agnes og Agatha, gengives hele deres forhør og forløbet af deres henrettelse. Det er på en gang barsk læsning - og et stærkt vidnesbyrd om at troen ægtevier den kristne til Kristus og fører til en virkelig skilsmisse fra verden, så Agatha taler om skridtene til torturen som vejen til hendes bryllupsdans. Når BW gengiver Luthers sammenvævning af beretningerne med skriftudlægning, bliver det forkyndelse af, hvad Guds Ord siger om hengivelse til Kristus igennem døden. I Luthers forkyndelse er det helt grundlæggende, at Gud bruger Satans egne gerninger til at ødelægge Satans rige. Samtidig er det en jordnær praktisk teologi, for Satans angreb rammer krop og dermed i smerte vores hjertes frygt og nød.
Næstsidst retter BW opmærksomheden på, at martyrernes liv og død er en gave til kirken, til opmuntring og til efterfølgelse, for de fuldførte løbet. Den anfægtelse, som kan sidde i os i dag - om vi kan følge efter dem i troskab - tages op, med det sidste eksempel, Romanus, hvor BW peger på, at vi ikke skal frygte forfølgelsen og opsøge martyriet, men rette fokus på målet og hvile i Guds hånd og vej indtil vi når dertil.
De sidste 20 sider er klip fra Luthers tekster og prædikener med vinkler på martyriet. De skal ses som tilføjelse til de mange citater, der er flettet ind i resten af bogen.
Alt i alt er dette en lille kompakt men let læst bog, som på en sund luthersk og bibelsk retter fokus på den kristne kamp på Satan, Verden og mig eget kød (og mest på de to første), men derved retter fokus på trøsterig måde hen på løbets fuldendelse i at være forenet med vor retfærdighed i Jesus Kristus og på målet hjemme hos Gud.
And Take They Our Life
Martin Luther’s Theology of Martyrdom
2020 Bryan Wolfmueller
96 pp.
11.08 € på amazon.de + porto / gratis som Kindle og pdf.