Begrundelse for frimenighedsdannelse

FBB-BAKGRUNNSSTOFF:

Fra Danmark, Januar 2000.

BAGGRUND OG BEGRUNDELSE FOR FRIMENIGHEDSALTERNATIV.

Undertegnede syv personer udgør en initiativgruppe, som siden efteråret 1998 har arbejdet på dannelse af en evangelisk luthersk frimenighed i København. Vi hører hjemme i forskellige missionsforeninger og organisationer på kirkens højrefløj, men står sammen i ønsket om og bestræbelserne på at danne en frimenighed med en bibeltro, evangelisk luthersk profil.

I august 1999 udarbejdede vi et dokument, der i en foreløbig form redegjorde for baggrunden og begrundelsen for vores initiativ. Dette dokument har siden været grundlag for en lang række samtaler med nærtstående trossøskende. Adskillige har enten mundtligt eller skriftligt givet os værdifulde kommentarer til dokumentet og forslag til rettelser og bearbejdelse. Dette vil vi gerne udtrykke stor tak for! Vi håber, at den broderlige samtale kan fortsætte. På baggrund af de råd og kommentarer, vi har modtaget, har vi justeret dokumentet for at tydeliggøre vort anliggende. Dokumentet foreligger således nu i sin endelige form og er ikke underlagt restriktioner med hensyn til kopiering og distribuering.

Det er vores plan, at det nærværende dokument skal udgøre det første afsnit i et mere omfattende papir, der også skitserer nogle af de hovedtanker og principper, som vi ønsker skal være retningsgivende for frimenighedens udformning. Vi tænker os, at papiret eksempelvis skal rumme afsnit om menighedsliv og mission, ledelsesform, tjenestedeling mellem mand og kvinde og netværkstilknytning. Disse afsnit forventes udarbejdet i løbet af foråret år 2000 med henblik på fremlæggelse af et endeligt papir sommeren år 2000. Herefter ønsker vi at indgå i en samtaleproces med dem, som ser en frimenighedsdannelse som en mulig vej frem i den aktuelle folkekirkelige situation. Denne samtaleproces skulle gerne lede frem til en afklaring om frimenighedens konkrete form og om muligt en indvielse i foråret år 2001.

Indledning

Det nærværende dokument er en begrundelse for, hvorfor vi anser det for nødvendigt at danne en menighed, som ikke står under tilsyn af Folkekirkens nuværende biskopper. Vores begrundelse tager udgangspunkt i de nytestamentlige formaninger om at bryde med og tydeligt lægge afstand til vranglærere. Som vi læser og forstår disse formaninger, forpligter de i den nuværende kirkelige situation den troende menighed til ikke at anerkende folkekirkens biskopper som rette tilsynsmænd, men derimod markere over for dem, at det åndelige og kirkelige fællesskab med dem er brudt.

Vi mener ikke, at dette behøver at indebære, at vi forlader Folkekirken. Vi henholder os i denne forbindelse blandt andet til sendebrevene til menighederne i Tyatira (Åb.2, 18-29) og Sardes (Åb.3, 1-6). I disse menigheder har åbenlys vranglære og ugudelighed vundet indpas. Men de troende i menigheden formanes ikke af den grund til at forlade den. De formanes derimod i første omgang til at holde sig til Guds Ord og arbejde for menighedens åndelige fornyelse. På den baggrund mener vi ikke, at medlemskab af Folkekirken er uforeneligt med en klar markering af, at det åndelige og kirkelige fællesskab er brudt med biskopperne. I konsekvens heraf er der på nuværende tidspunkt ingen af os, der har planer om at træde ud af Folkekirken. Vores anliggende er således ikke at danne en menighed uden for Folkekirken, men en menighed, som er frigjort fra fællesskab med og tilsyn fra en folkekirkelig biskop. Det kan i den forbindelse være illustrativt at tænke på Fjellerup valgmenighed, som i 1998 forsøgte at gøre sig fri af biskoppens tilsyn og i stedet få en bibeltro tilsynsmand. Det var ifølge vores vurdering et godt og modigt initiativ. Var det lykkedes, ville de have opnået netop det, som vi arbejder for. Nu blev det imidlertid forhindret. Valgmenigheden har måttet anerkende biskoppen som deres eneste tilsynsmand.

Vi ønsker ikke at gøre fortsat medlemskab af Folkekirken til en betingelse for medlemskab af vores frimenighed. Men nogle af os vil opretholde vores folkekirkelige medlemskab, selvom vi danner frimenighed. Herved vil vi få et dobbelt medlemskab. Dels af Folkekirken og dels af frimenigheden. Der er en lang kirkelig tradition for, at frimenighedsfolk har dobbelt medlemskab, selvom det formelt strider mod den folkekirkelige lovgivning. Vi betragter det som en forsvarlig nødløsning i betragtning af den kirkelige situation. I så måde ser vi en parallel mellem den nuværende kirkelige situation og den situation, som Luther og de øvrige reformatorer stod i. De ønskede ikke at forlade den ydre kirke, men de anså det for nødvendigt at bryde med de åbenlyst vranglærende biskopper. Som det fremgår af redegørelsen, talte de nok så stærkt og utvetydigt herom. Deres vejledning til de troende var, at de inden for kirken måtte danne lokale, evangeliske menigheder, som ikke stod under biskoppens tilsyn. Det var i strid med kirkens love. Men ifølge reformatorerne var det en forsvarlig nødløsning i betragtning af den kirkelige situation.

Når vi ønsker at opretholde vores folkekirkelige medlemskab, har det flere grunde. Vi ønsker for det første at tilkendegive, at vi fortsat vedkender os et ansvar for de folkekirkelige menigheders åndelige situation og udvikling. Vi ønsker endvidere at tydeliggøre, at vi ikke ser vores initiativ som en opgivelse af kirkekampen, men tværtimod som et led i kirkekampen. Endelig vil vi så klart som muligt markere, at vi ønsker at bevare fællesskabet med alle bibeltro præster og menigheder i Folkekirken. At vi danner frimenighed, er på ingen måde et udtryk for manglende respekt for eller glæde over det arbejde, som drives af bibeltro præster og menigheder i Folkekirken. Vi anerkender tværtimod, at netop sognemenighederne har nogle enestående missionsmuligheder, og at der mange steder i Folkekirken drives et godt og frugtbart missionsarbejde ud fra menigheder med bibeltro præster. Vi anser det for både naturligt og i høj grad ønskeligt at bevare et godt fællesskab med alle de menigheder, der arbejder på Bibelens og bekendelsens grund.

Samtidig er vi bevidste om, at vores initiativ uundgåeligt vil skabe spændinger i forholdet mellem os selv og andre på den kirkelige højrefløj. Ikke alle deler vores vurdering af biskopperne og af den rette handlemåde over for dem. Som erklærede bibeltro ønsker vi alle at være tro mod Bibelen, men vi når frem til forskellige udlægninger af de bibelske formaninger om brud med vranglærerne. Denne uenighed er ikke ubetydelig. Ifølge vores udlægning må vi således anse visse medkristne for i bestemte situationer at handle i modstrid med de pågældende formaninger. At hævde dette er i sagens natur en alvorlig udfordring for det indbyrdes fællesskab. Men det er vores håb og ønske, at fællesskabet må kunne bære denne indbyrdes uenighed. Vi vil i denne sammenhæng henvise til en anden uenighed, som vi har kunnet leve med på højrefløjen. Der er på højrefløjen og blandt bibeltro præster to forskellige syn på vielse af fraskilte. Nogle mener, at Bibelen åbner mulighed for, at en fraskilt i visse bestemte tilfælde kan indgå nyt ægteskab. Andre betegner ethvert nyt ægteskab som et ægteskabsbrud. Denne uenighed er ikke mindre tung og smertelig end uenigheden om de kirkelige konsekvenser af biskoppernes lære. Den fælles vurdering på højrefløjen har imidlertid været, at uenigheden om vielse af fraskilte ikke bør bryde det indbyrdes fællesskab. Det er vores håb, at man vil anlægge samme vurdering af uenigheden om den rette forholdsmåde over for de aktuelle biskopper. For vores del vil vi arbejde på at bevare gode og nære relationer til den øvrige højrefløj og stille os åbne for enhver form for samarbejde, der måtte være naturlig.

Det er vores ønske, at den nærværende redegørelse må ses som et led i den indbyrdes samtale på højrefløjen om de kirkelige konsekvenser af Folkekirkens læremæssige krise. Ifølge vores vurdering er der to spørgsmål, som trænger til en grundig gennemdrøftelse efter biskoppernes fælles erklæring om homofilt samliv. For det første: bør biskopperne betragtes som vranglærere? For det andet: hvordan skal Bibelens formaninger om brud med vranglærere i givet fald anvendes på biskopperne? Disse spørgsmål kommer vi ikke uden om at forholde os til på højrefløjen. Vi må tale sammen om dem og støtte hinanden i at finde en afklaring ud fra Bibelen. I redegørelsen fremlægger vi de svar, som vi for vores egen del foreløbig er nået frem til. Vi fremlægger dem med bæven. Har vi læst og forstået Bibelen ret? Det vil vi meget gerne tale med andre på højrefløjen om - med Bibelens ord som det fælles grundlag og udgangspunkt for vores samtale.

En skelsættende begivenhed

Den 28. oktober 1997 udsendte den danske folkekirkes biskopper en fælles erklæring vedrørende homofilt samliv og kirkelig velsignelse af homofile par. Erklæringen fastslog, at homofilt samliv ikke er under Guds dom, hvorfor der er teologisk grundlag for gudstjenstlig markering af registreret partnerskab. Samtlige biskopper stod bag erklæringen. Ingen af dem har efter dens offentliggørelse tilkendegivet nogen holdningsændring i dette spørgsmål, og den efterfølgende bispeudskiftning har ikke bragt nye holdninger ind i bispekollegiet.

Forud for biskoppernes afgørelse gik en længere offentlig debat. Et væsentligt indlæg i debatten var betænkningen "Kærligheden glæder sig ikke over uretten!", der var udgivet af otte organisationer på kirkens højrefløj, kaldet "De Otte".

Betænkningen fastslår, at homofilt samliv er i åbenlys strid med Guds ord og under Guds dom. Accepterer kirken registreret partnerskab som en legitim samlivsform på linie med ægteskabet, vil den "have forladt sit fundament" (s.56). Kirken er kaldet til at vise åbenhed og inklusivitet over for homofile, men "den kristne kirke kan ikke rumme to samlivsformer, da det vil tilsidesætte Guds skaberordning og vilje, sådan som han har åbenbaret os den" (s.56). Hvis kirken alligevel indfører en velsignelseshandling for homoseksuelle par eller legitimerer blidere mellemløsninger som officielle eller uofficielle forbønshandlinger, "er kirken i modstrid med sit eget grundlag" (s.64).

Betænkningen lægger således vægt på lydigheden mod Guds ord, men betoner også sagens sjælesørgeriske aspekter. Hvis kirken forsvarer og legitimerer, hvad Gud har erklæret for synd, fører den mennesker i åndelig og evig ulykke. Mennesker holdes borte fra syndernes forladelse. "Når mennesker fratages muligheden for skyld, fratages de også muligheden for tilgivelse. Det, som ikke erkendes som synd, søges der heller ikke tilgivelse for...Dermed kommer kirken ind under den dom, som ramte de falske profeter i GT: 'De afslørede ikke din skyld, så de kunne vende din skæbne' (Klag.2,14)" (s.65).

Betænkningen fra De Otte sætter biskoppernes fællesudtalelse i et åndeligt og evigt perspektiv. Med deres anerkendelse af homofilt partnerskab som en kristeligt legitim samlivsform har biskopperne forladt Folkekirkens fundament, de har trodset Guds klare ord, og de har gjort sig til talsmænd for en etisk vranglære, der leder mennesker vild til evig dom og fortabelse. Det er rystende alvorligt. De biskopper, som er kaldet til at øve tilsyn med præsternes forkyndelse og liv, de er selv blevet vranglærens og syndens talsmænd og forsvarere. Bibelens lære er utvetydigt klar. Ingen, som praktiserer homofilt samliv, kan arve Guds rige (1.Kor.6,9 f.). Men hvad Guds ord fordømmer, det forsvarer biskopperne, og de tillader endog, at det gøres til genstand for gudstjenstlig markering og forbøn. Som det blev tilkendegivet i De Ottes betænkning, er en sådan handlemåde kendetegnende for falske profeter.

Biskoppernes fællesudtalelse må ses som et symptom på og et udslag af Folkekirkens almene åndelige og læremæssige forfald. Som sådan repræsenterer den i en vis forstand intet nyt. Synd og vranglære har længe udfoldet sig upåtalt i den danske folkekirke. Præster har kunnet benægte selv centrale trossandheder og har kunnet udfolde en åbenbart ukristelig livsførelse, uden at blive kaldt til omvendelse af deres biskop. I så henseende synes alle biskopper at have misrøgtet deres embede. Men det må være rigtigt at sondre mellem passiv forsømmelse af tilsynspligten og aktiv fremførelse af alvorlig vranglære. I den forstand markerer biskoppernes fællesudtalelse en ny situation i Folkekirken. Med deres forsvar for homofilt samliv har biskopperne kollektivt gjort sig til talsmænd for vranglære i relation til selve frelsens grund og vej . Det er vores fælles vurdering, at de danske biskopper ifølge Bibelens vejledning om, hvad der kendetegner sande hyrder, og hvad der kendetegner vranglærere, herefter alle må betragtes som vranglærere.

Sande hyrder og vranglærere

Af en hyrde og tilsynsmand i den kristne menighed må det ifølge Ny Testamente fordres, at "han skal holde fast ved lærens troværdige ord, så han er i stand til både at formane med den sunde lære og at gendrive dem, der siger imod" (Tit.1,9). Det er afgørende, at han kan og vil give klar sjælesørgerisk vejledning om kristen tro og livsførelse. Kun derved kan mennesker blive ledt til omvendelse fra synden: "Han skal med mildhed irettesætte dem, der siger imod, om dog Gud vil få dem til at omvende sig, så de kommer til erkendelse af sandheden og igen besinder sig og slipper ud af den fælde, hvor de holdes fanget af Djævelen" (2.Tim.2,25 f.). En sand hyrde og lærer kendetegnes ved at formidle Guds åbenbaring uafkortet (Ap.G.20,20; 2.Tim.2,2; 1.Pet.4,11; Åb.22,18 f.).

Modsat kendetegnes de falske hyrder og vranglærerne ved, at de trodser og fornægter Guds åbenbaring. Kilde og norm for deres forkyndelse er ikke Guds ord, men deres egne spekulationer og tilhørernes forventninger (Rom.16,18; 1.Tim.1,3-7; 4,1 f.; 6,3 ff.; 2.Tim.3,8; 4,3 f.; Tit.1,10 f.). De forsvarer synden og leder derved mennesker bort fra frelsens grund og vej i evig undergang (2.Pet.2,1-22; Jud.4-16). De kan være med i den ydre menighed, kalde sig med Kristi navn og have gudsfrygts skin, men under deres fåreklæder er de glubske ulve, der dræber hjorden (Matt.7,15; Ap.G.20,29; 2.Tim.3,5). "De forsikrer, at de kender Gud, men i handling fornægter de ham" (Tit.1,16).

At betegne en kirkelig leder som falsk hyrde og vranglærer er ifølge Ny Testamente dybt alvorligt. Derfor bør det heller ikke ske på et løst grundlag. Her kan en række sondringer være tjenlige: mellem læremæssig uklarhed og klar vranglære; mellem forsømmelse af visse trossandheder og direkte fornægtelse; mellem uvidenhed om den bibelske lære og bevidst afvisning af Bibelens klare ord; mellem læremæssig afvigelse i sekundære spørgsmål og vranglære vedrørende frelsens grund og vej.

I tilknytning til den sidste sondring tilkendegiver Paulus i Filipperbrevet, at der i menighederne bør være rum for uenighed om visse lærespørgsmål af sekundær betydning, når blot man befinder sig i det samme trosspor og er villig til at lade sig belære af Gud: "…tænker I anderledes på noget punkt, så vil Gud åbenbare også det for jer; blot skal vi blive i det spor, vi er kommet ind på" (Fil.3, 15-16).

Det er imidlertid tydeligt, at andre lærespørgsmål har en sådan vægt, at uenighed ikke kan tåles i menigheden. Når det drejer sig om lærespørgsmål, der angår frelsens grund og vej, er der for Paulus ingen tvivl om, at der må kæmpes hårdt og kompromisløst imod den afvigende lære, og at dens talsmænd må betegnes og behandles som vranglærere. I disse lærespørgsmål står menneskers evige frelse og Kristi ære på spil, og da går man med sikkerhed kun de forførende åndsmagters ærinde ved at vise tålsomhed (2.Kor.11,1-6; Gal.1, 6-9 & 5,7-12).

Vranglære vedrørende frelsens grund og vej kan have mange former: fornægtelse af frelseren Kristus som sand Gud og sandt menneske, krav om lovgerninger for at opnå frelse, forsvar for et liv i synd. I forhold til alle disse former for vranglære gælder det, at Ny Testamente betegner deres talsmænd som falske lærere, bedragere og forførere, som menighederne må holde sig fra (Gal.1,6-9 & 5,7-10; 2.Pet.2,1-22; 1.Joh.2, 22 & 4,1-3; 2.Joh. 7-11; Jud.4-16).

Ny Testamente giver intet svar på, præcis hvor grænsen går mellem læreafvigelser, der kan tåles i menigheden, og læreafvigelser, der direkte vedrører frelsens grund og vej. Igennem kirkehistorien er der gjort ihærdige forsøg på at definere denne grænse, men uden held. Her må der med andre ord være plads for et vist skøn. På indirekte måde er denne problemstilling allerede berørt tidligere i vores redegørelse. I indledningen omtalte vi, at højrefløjen længe har rummet to syn på vielse af fraskilte. Repræsentanterne for de to syn må i sagens natur indbyrdes betragte modpartens syn som en afvigelse fra den sande, bibelske lære. Men man har vurderet, at denne uenighed ikke er af en sådan art, at den bør bryde fællesskabet. Her spiller det utvivlsomt en afgørende rolle, at man gensidigt anerkender, at også modparten forsøger at finde afklaring ud fra en samvittighedsfuld læsning af de bibelske tekster, og at den rette udlægning af teksterne ikke i alle dele er helt enkelt. Der kunne nævnes flere andre eksempler på læreuenigheder, som man på højrefløjen har vurderet, ikke bør bryde det kirkelige og broderlige fællesskab. Hvor grænsen går for denne rummelighed, er det som nævnt svært at præcisere. Men ifølge vores læsning af Ny Testamente, er grænsen klart overskredet, når nogen forsvarer en handlemåde, som ifølge Bibelens klare ord er uforenelig med at arve Guds rige. Vi kan ikke forstå Ny Testamente anderledes end, at kirkelige ledere, som fremfører og forsvarer en sådan lære, må betegnes og behandles som vranglærere.

På denne baggrund må vi konkludere, at de danske biskopper med deres kollektive forsvar for homofilt samliv har gjort det umuligt for den troende menighed at betragte dem som sande hyrder og tilsynsmænd. Som vi læser og forstår Ny Testamente, må de tværtimod af menigheden betragtes og behandles som vranglærere.

At vranglæren har fået en sådan udbredelse i den danske folkekirke er udtryk for en dybt alvorlig åndelig situation. Vranglæren nedbryder troen hos Guds børn (2.Tim.2,16 ff.). Dens egentlige ophavsmand er Guds modstander, hvis mål er at føre de udvalgte vild (Matt.24,24). I de sidste tider skal mange føres vild, fordi de lytter til vranglæren (Matt.24,11;1.Tim.4,1). Frafaldet sker ikke i et nu. Det er en proces, hvor den åndelige dømmekraft gradvist nedbrydes. Hvad man i udgangspunktet klart anså for synd, kan man under indtryk af vranglæren gradvist komme til at betragte som kristeligt legitimt. Ingen kristen er uimodtagelig for denne forførelse.

Kaldet til kirken i denne situation er at holde fast ved Guds ord. Netop med henblik på truslen fra de falske profeter siger Paulus til lederne i Efesus-menigheden: "Nu overgiver jeg jer til Gud og til hans nådes ord, som formår at opbygge og give arven til alle dem, der er helliget" (Ap.G.20,32). Tilsvarende lyder formaningen fra Judas på baggrund af en advarsel mod vranglærerne: "Men I, mine kære, skal opbygge jer selv på jeres højhellige tro og bed i Helligånden" (Jud.20).

Det eneste virkelige værn mod vranglæren er at holde sig til Guds ord. At tilegne sig dette ord og derved opbygges, fornyes og vejledes i en evangelisk tro. Alene ved Guds ord i lov og evangelium holdes troen levende. Ved dette ord salves menigheden med både åndskraft og åndelig dømmekraft. Den menighed, som til sidst står sejrende, er kendetegnet ved dette: at den har holdt fast ved Guds ord og ikke fornægtet hans navn (Åb.3,8).

Kirkens troskab mod Guds ord er uløseligt forbundet med et klart opgør med vranglæren og dens repræsentanter. Vranglæren forstås i Ny Testamente som et udtryk for menneskets oprør mod Gud og hans vilje. Derfor er det kun naturligt, at menighederne i Ny Testamente formanes til at forholde sig til de åbenbare vranglærere på samme måde, som til dem, der på anden måde lever i åbent oprør mod Gud. Vranglære og vranglevned betragtes af Ny Testamente som to i deres natur ensartede udslag af det menneskelige oprør imod Gud. Menighederne formanes på denne baggrund til at forholde sig lige så alvorligt og konsekvent til synd i læren som til synd i livet. Ingen af de to former for synd kan tillades udfoldelse i menigheden. Begge former må underlægges tugt. Visse nytestamentlige tekster om menighedstugt handler primært om den ene form for synd, andre primært den anden, mens en tredje gruppe tekster behandler dem begge under ét (således f.eks. 2.Tess.3,6). Det væsentlige er imidlertid, at Ny Testamente foreskriver samme handlemåde fra menighedens side i forhold til begge former for synd. Når spørgsmålet om den rette handlemåde over for åbenbare vranglærere skal afklares, er det derfor naturligt at inddrage hele det nytestamentlige tekstmateriale vedrørende menighedstugt.

Ny Testamente angiver mere end ét motiv for, at der må gøres op med vranglære og vranglevned i menigheden.

For det første skal menighedstugten tjene som et værn om menighedens karakter af et helligt folk i denne verden (Rom.1,7 & 16,17-18; 1.Kor.1,2 &.5,1-13). Hellighed er en grundlæggende del af menighedens identitet og har betydning både udadtil i forhold til verden og indadtil i forholdet mellem de kristne indbyrdes.

I forhold til verden udenfor er helligheden en betingelse for, at menigheden kan være et vidnesbyrd om Guds riges nærvær. Kun ved at være udskilt fra verden kan den være et vidnesbyrd om et liv af en anden verden. Der er ikke tale om, at menigheden skal leve afsondret fra verdens mennesker, men den skal repræsentere et opgør og brud med den tidsånd, som råder i verden (Matt.13,29-30 & 37-39; Joh.17,15-19; 1.Kor.5,9-10; 1.Pet.2,12). Ved sin gudgivne tro på Kristus og ved sit genfødte liv i Kristi efterfølgelse er menigheden grundlæggende anderledes end verden og kan netop derved være lys og salt i den (Matt.5,13-14; Joh.17,16-23; 1.Pet.2,11-12).

Indadtil er helligheden en betingelse for, at menigheden kan være åndeligt sund og levende. I samme grad synden får lov til at udfolde sig frit iblandt de kristne, svækkes deres tro og åndelige liv. Vranglære og vranglevned omtales i Ny Testamente som en syndens surdej. Hvis den får plads i en kristen menighed, vil den over tid gennemsyre hele menigheden og opløse dens karakter af et helligt folk (1.Kor.5,6-7; Gal.5,9). Virkningen vil blive forvirring, splittelse, frafald fra troen og i sidste instans, at menigheden forkastes af Gud (Rom 16,17; Gal.5,7-12; Åb.2,5 & 16).

For det andet skal menighedstugten tjene som et kald til omvendelse for dem, som lever i synd. Grundtanken er her, at også de mennesker, der lever i synd, er elsket af Gud. Han vil deres frelse. Over for disse mennesker tjener menighedstugten et sjælesørgerisk formål. Den skal vække dem til erkendelse af deres synd, så de ledes til omvendelse (1. Kor.5,5; Matt.18,15-18). Ny Testamente foreskriver, at de åbenbare syndere først må formanes verbalt. Det ønskelige er, at de omvender sig under indtryk af den broderlige formaning (Matt.18, 15-16; Luk.17,3-4; Gal.6,1-2; Hebr.3,12-14; Jak.5,19-20). Men står de formaningen imod og fastholder deres synd, hvad enten det er i form af vranglære eller vranglevned, da må menigheden gå ét skridt videre og bryde det ydre fællesskab med dem. Det ydre brud er således det kaldsredskab, som sidst tages i anvendelse.

De to ovennævnte motiver for menighedstugt er de mest fremtrædende i Ny Testamente. Men udover disse peges der på, at menigheden risikerer at blive meddelagtig i synden, hvis den ikke gør op med den (2. Joh.11).

Når det drejer sig om menighedstugtens form, giver Ny Testamente meget konkret vejledning om, hvordan de kristne skal forholde sig til den, som fastholder synd i lære eller liv:

"…vil han ikke engang høre efter menigheden, skal han i dine øjne være som en hedning og en tolder" (Matt.18,17 b).

"Jeg formaner jer brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem!" (Rom.16,17).

"Hvad jeg skrev til jer, var, at I ikke må have med nogen at gøre, der har navn af broder, men lever utugtigt eller er grisk eller er en afgudsdyrker eller en spotter eller en drukkenbolt eller en røver. I må heller ikke spise sammen med sådan en" (1.Kor.5,11).

"Vi påbyder jer brødre, i vor Herre Jesu Kristi navn at holde jer fra enhver broder, der lever et uordentligt liv og ikke holder sig til den overlevering, de modtog af os" (2.Tess.3,6).

"Et kættersk menneske skal du vise bort efter en første og en anden advarsel" (Tit.3,10).

"Enhver, som går ud over Kristi lære og ikke bliver i den, har ikke Gud; men den, der bliver i hans lære, har både Faderen og Sønnen. Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så tag ikke imod ham i jeres hus, og byd ham ikke velkommen; for den, der byder ham velkommen, gør sig delagtig i hans onde gerninger" (2.Joh.10-11).

Samlet foreskriver Ny Testamente således, at menigheden og navnlig dens ledere må lægge utvetydig afstand til dem, som fremturer i åbenlys synd, hvad enten det er i form af vranglære eller vranglevned. Det må tydeliggøres både over for dem selv og over for alle andre, at de ikke anerkendes som kristne, men at det kirkelige og åndelige fællesskab med dem er brudt.

I denne sammenhæng kan det være afklarende at uddybe et forhold, som kort er berørt ovenfor. Ny Testamente skelner mellem to faser i opgøret med de ubodfærdige syndere. I første fase møder menigheden synderne med formaninger og advarsler. Man påpeger syndens alvor og opgørets nødvendighed med ord (Matt.18, 15-16; Luk.17,3-4; Gal.6,1-2; Tit.3,10; Jak.5,19-20). Men hvis dette verbale kald til omvendelse afvises, da må menigheden gå videre til en anden form for opgør. I denne anden fase lægger man tydelig afstand til de ubodfærdige. Man deltager ikke i nogen form for kristeligt fællesskab med dem, men viser tværtimod ved sin ydre handlemåde, at det kirkelige og broderlige fællesskab med dem er brudt. Det er denne fase, de oven for citerede vers omhandler. Formuleringerne afspejler, at der her er tale om at etablere en tydelig ydre afstand og adskillelse mellem de ubodfærdige og menigheden. Der tales således om, at man må 'holde sig fra', 'ikke have noget at gøre med', 'ikke spise sammen med' og 'ikke tage imod', men tværtimod 'bortvise' de pågældende. Hensigten med etableringen af den ydre afstand og adskillelse synes at være at forhindre, at de ubodfærdige fremover identificeres med menigheden eller øver indflydelse i den. Det skal være tydeligt for alle, at de ikke længere hører til menigheden, og at menigheden ikke vil lytte til dem eller på anden måde lade sig påvirke af dem.

I Tit.3,10 formaner Paulus til, at man 'bortviser' det menneske, som fører kættersk lære. Her forudsættes det altså, at de troende har ledelsen i menigheden og derfor kan påbyde de ubodfærdige at forlade den. Men dette er ikke altid situationen. Det var det ikke på Ny Testamentes tid, og det er det som bekendt heller ikke i dag. Hvor de troende er i mindretal i en menighed og er berøvet ledelsen, må formaningerne til at 'holde sig fra' og 'ikke have noget at gøre med' de ubodfærdige efterleves på anden vis. Her kan der blive tale om, at de troende selv må forlade og holde sig borte fra de ubodfærdige.

Det kan i denne sammenhæng være afklarende at se nærmere på Paulus' udredning om menighedstugt i 1.Kor.5. Her fastslår han, at de kristne 'ikke må have at gøre' med ubodfærdige syndere. De må 'end ikke spise' sammen med dem, givetvis fordi dette tilkendegiver broderligt fællesskab. I denne forbindelse må Paulus imidlertid afklare en misforståelse for korinterne. Nogle i menigheden har fået den opfattelse, at det ydre brud skal etableres i forhold til alle verdslige mennesker. Men det er en misforståelse, påpeger Paulus. Afstanden skal kun etableres i forhold til dem, der kalder sig kristne og alligevel lever i åbenlys synd. For at tydeliggøre sin pointe, udmaler Paulus, hvad konsekvensen måtte blive, hvis man skulle bryde med alle verdslige mennesker: 'så måtte I jo forlade denne verden' (1.Kor.5,10 b). Her forudsætter Paulus altså, at det ydre brud kan etableres ved at man 'forlader' dem, som man skal bryde med. I en mindretalssituation er det denne handlemåde, de kristne må følge.

Når den kristne menighed skal lægge afstand til de ubodfærdige, kan det altså ske på én af to måder. Enten ved at de ubodfærdige forlader menigheden, eller ved at menigheden forlader dem.

Så langt vi kan forstå de nytestamentlige formaninger om opgør med vranglære og vranglevned i den kristne menighed, er de et kald til menighederne om at formane og advare de ubodfærdige og siden, hvis de ikke vil omvende sig, at lægge ydre afstand til dem for at tydeliggøre, at det kirkelige og broderlige fællesskab med dem er brudt. Formålet er at bevare menighederne fra syndens nedbrydende surdej og at kalde synderne til omvendelse.

Opgøret med de vranglærende biskopper

Hvorledes skal Ny Testamentes vejledning på dette område udmøntes i forhold til de danske biskopper?

Som det er nævnt ovenfor, var der forud for biskoppernes stillingtagen til homofilispørgsmålet en omfattende offentlig og kirkelig debat. I den forbindelse fik alle biskopper tilsendt betænkningen fra 'De otte', som udreder det bibelske syn og betegner legitimeringen af homofil praksis som en dybt alvorlig vranglære. Også på mange andre måder er biskopperne blevet formanet og advaret imod at bryde med Guds Ord. Der synes således ikke at være tvivl om, at der er blevet taget hånd om den nødvendige første fase i opgøret med vranglæren - den verbale formaning og advarsel. Biskopperne afviste imidlertid at lade sig lede af Guds Ord i denne sag og forsvarede sidst i 1997 kollektivt homofil praksis. Hermed var den troende menighed i Folkekirken tvunget til at gå ind i en overvejelse om sin fremtidige forholds- og handlemåde over for biskopperne.

I februar 1998 udsendte De Otte en fællesudtalelse, der skulle være en hjælp for den troende menighed i denne overvejelse. I udtalelsen giver man én konkret anbefaling vedrørende den fremtidige forholds- og handlemåde over for biskopperne. Ud fra Guds ord opfordrer man til, at man ikke som forkyndere gør brug af "de biskopper, som med deres ordinationspraksis og offentlige udtalelser er med til at bane vej for en ny praksis i kirken."

Det positive indhold i denne anbefaling kan vi fuldt ud tilslutte os. Det er i samklang med Ny Testamentes vejledning. Men mange spørgsmål vedrørende de kirkelige konsekvenser af biskoppernes vranglære lades ubesvarede i udtalelsen fra De Otte. Dette forhold erkendes eksplicit i udtalelsen. Den afsluttes således med en konstatering af, at der er behov for en videre drøftelse af de kirkelige konsekvenser af Folkekirkens læremæssige krise. I den sammenhæng vil man i De Ottes fællesskab ikke gøre sig til herre over hinandens tro og handlemåde. Man erkender, at man ud fra Bibel og bekendelse kan nå frem til at drage forskellige konsekvenser af den kirkelige situation. Som det anføres i udtalelsen, behøver forskellige handlemåder ikke at bryde fællesskabet. Den kirkelige enhed består ikke i en fælles organisationsform, men i enighed om evangeliets lære og sakramenternes forvaltning.

Vi anser som tidligere nævnt det nærværende dokument for at være et led i samtalen i De Ottes bagland om de kirkelige konsekvenser af Folkekirkens læremæssige krise. Vi betragter selv vore overvejelser som et forsøg på at finde vej frem i den kirkelige situation ud fra Bibel og bekendelse.

Vores principielle udgangspunkt har vi redegjort for i det foregående. Den vranglære, som samtlige biskopper har fremført og fastholdt, er for os at se i så tydelig og alvorlig konflikt med Bibelens lære om frelsens grund og vej, at den troende menighed er forpligtet til ikke at anerkende biskopperne som tilsynsmænd, men tværtimod betragte og behandle dem som vranglærere. Dette indebærer, så vidt vi kan læse og forstå de nytestamentlige skrifter, at man efter at have formanet og advaret dem må lægge tydelig ydre afstand til dem, undgå enhver form for kristelig fællesskabsmarkering med dem og herved tilkendegive, at det kirkelige og broderlige fællesskab med dem er brudt.

Dette synspunkt deles ikke af alle i De Ottes bagland. Derfor vil vi gerne give det en uddybende begrundelse i forhold til nogle af de indvendinger, som rejses imod det. I dele af De Ottes bagland opererer man således med en række sondringer, som skulle give grundlag for et mere nuanceret syn på biskopperne og de kirkelige konsekvenser af deres vranglære.

Sondring mellem embede og person. Vi er opmærksomme på, at det i mange sammenhænge er nødvendigt at sondre mellem embede og person. Bibelen pålægger os således at underlægge os og adlyde også ugudelige øvrighedspersoner (Rom.13,1-7; 1.Pet.2,13-20). En verdslig øvrighedsperson mister altså ikke sin embedsmyndighed, fordi han eller hun som person er ugudelig. Denne sondring har imidlertid begrænset bærekraft i forhold til kirkelige embeder, hvor embedsholderens myndighed er betinget af vedkommendes personlige uangribelighed som kristen. Tilsynsembedet må netop kun varetages af en person, som i lære og liv foregår menigheden med et godt eksempel. Det hænger sammen med embedets åndelige sigte og indhold: at vejlede menigheden ud fra Guds ord. Så langt en tilsynsmand med sit liv og sin lære giver sand bibelsk vejledning, har han myndighed og bør anerkendes af menigheden. Når en tilsynsmand derimod ved sit personlige liv eller sin lære fører vild fra troen, har han mistet sin myndighed og kan ikke gøre krav på anerkendelse og lydhørhed. Menigheden er tværtimod forpligtet til at afsætte ham og bryde ethvert kirkeligt fællesskab med ham. Det er derfor helt konsekvent, når De Otte anbefaler ikke at anvende vildførende biskopper som forkyndere. Forkyndelsen er imidlertid kun én side af biskoppernes embede. Tilsynet med præsterne er en anden og er ikke mindre væsentlig. Også her må man afvise at gøre brug af biskopperne.

Hvad der komplicerer billedet i den aktuelle folkekirkelige situation er, at biskopperne ud over deres åndelige kald varetager et administrativt ansvar af offentligretslig art. I disse forhold bevarer de myndighed, uanset deres personlige livsførsel og lære. Her skylder man derfor fortsat at ære og lyde dem. Det har især betydning for de kirkeligt ansatte og navnlig for præsterne. Opstår der imidlertid en konflikt mellem lydigheden mod Guds ord og mod biskoppen som offentlig myndighedsperson, er der ingen tvivl om, hvad der er præstens kald. Han må adlyde Gud mere end mennesker (Ap.G.5,29).

Sondring mellem at lære vrangt og at bane vej for en ny praksis i kirken. Vi er opmærksomme på, at der nuanceforskelle i biskoppernes syn på homofil praksis, og at nogle har presset på for at få et officielt kirkeligt ritual for velsignelse af registrerede par, mens andre har været modstandere af et sådant ritual. At der i første omgang ikke blev tale om et ritual, er der grund til at glæde sig over. Men dette forhold ændrer ikke ved, at samtlige biskopper har lagt røst til og forsvaret selve vranglæren: at homofilt samliv ikke er under Guds dom. Ulykkeligvis og mod manges forventning ville ingen biskop fastholde Guds ords enkle tale i denne sag. Det er selve vranglæren, der er sagens kerne. Det er den, som er grundlaget for praksis. At nogle biskopper foreløbig "kun" lærer vrangt om frelsens grund og vej og ikke personligt har presset på for en ny officiel kirkelig praksis, gør for os at se ingen forskel i spørgsmålet om, hvorledes menigheden skal forholde sig til dem. I øvrigt har samtlige biskopper stillet sig bag og taget ansvar for, at der i Folkekirken kan ske en gudstjenstlig markering af registreret partnerskab. Alle nuanceforskelle i bispekollegiet til trods er der, så vidt vi kan vurdere, intet sagligt grundlag for en differentieret forholdsmåde fra menighedens side over for de enkelte biskopper.

Sondring mellem at fremføre alvorlig vranglære på ét punkt og at være vranglærer. Vi har tidligere betonet, at man skal have meget gode grunde for at betegne et kirkemedlem som kvalificeret vranglærer. Vi har også forsøgt at indkredse, hvornår det er rigtigt og nødvendigt at gøre det. Som vi læser og forstår Ny Testamente, må man betragte og betegne en person som vranglærer, når vedkommende fremfører og forsvarer vrang lære vedrørende frelsens grund og vej, uanset hvor få eller mange lærepunkter vedkommende lærer vrangt om. Vi ser intet i Ny Testamente, som skulle godtgøre en reservation af vranglærerbegrebet for personer, der lærer vrangt angående mange forskellige eller måske alle troens hovedspørgsmål. Tværtimod er de nytestamentlige advarsler mod vranglærere ofte rettet mod personer, der lærer vrangt om ét bestemt, men vigtigt lærespørgsmål. I Galaterbrevet gælder det omskærelsen som frelsesbetingelse (Gal.5,2-12 & 6,11-13). I Første Timotheusbrev gælder det friheden til at nyde Guds gode skabergaver, blandt andet ægteskabet (1.Tim.4,1-3). Og i Første Johannesbrev gælder det en læren om Kristus som sand Gud og sandt menneske (1.Joh.4,1-3).

Bibelen lægger ikke skjul på, at vranglærerne netop er farlige, fordi de i mange spørgsmål taler sandt og ret. Ny Testamente nævner således eksempler på vranglærere, som taler meget om Kristus og evangeliet og lægger stor vægt på Guds nåde og på den kristne frihed (2.Kor.11,4; Gal.1,6-9; 2.Pet.2,19; Judas 4). Netop dette kan forføre menigheden til at fæste lid til dem. Men uanset hvor meget sandt og godt de siger, så må menigheden forholde sig afvisende til dem, når de samtidig fremfører vrang lære vedrørende frelsens grund og vej.

For os at se er prøvestenen således ifølge Ny Testamente ikke, hvor mange spørgsmål en person lærer vrangt om, men hvor alvorlig en vranglære vedkommende fremfører. Igennem det meste af kirkens historie har man betjent sig af netop denne prøvesten, når man har skullet vurdere, hvem den troende menighed måtte betragte og behandle som vranglærere. Et eksempel herpå er den lange række fordømmelser i Confessio Augustana. De rettes mod personer og grupperinger, som fastholder alvorlig vranglære, og med hvem den troende menighed derfor ikke kan have kirkeligt og broderligt fællesskab. I denne sammenhæng gøres der intet ud af, hvor mange spørgsmål de pågældende personer og grupper lærer vrangt om. Det synes ikke at have afgørende betydning. Det principielle udgangspunkt er, at alle, som fremfører og fastholder alvorlig vranglære, bør betragtes og behandles som vranglærere.

På denne baggrund har vi ikke ønsket at gå ind på spørgsmålet om, hvorvidt biskopperne evt. lærer vrangt på andre områder end i spørgsmålet om homofilt samliv. Det er for os at se tilstrækkeligt at konstatere, at de i klar modstrid med Guds Ord forsvarer en synd, der indebærer et brud med Guds skaberordning og er uforenelig med delagtighed i Guds rige. De, som lytter til og efterlever biskoppernes vejledning i dette spørgsmål, kan ifølge Guds Ord ikke blive frelst. Denne vranglære er med andre ord så alvorlig, at om biskopperne så kun fremfører denne ene vranglære, så må de for os at se betragtes og behandles som vranglærere.

Ordinationsproblematikken

Hvis biskopperne må betragtes og behandles som vranglærere, hvordan skal den troende menighed da i praksis efterleve de nytestamentlige formaninger om at lægge tydelig ydre afstand til dem og undgå enhver form for kristelig fællesskabsmarkering med dem?

Som vi tidligere har nævnt det og siden vil uddybe, mener vi ikke, at bruddet med biskopperne behøver at implicere en udtræden af Folkekirken. Hvis de troende til enhver tid var kaldet til at træde ud af menigheder med åbenbar vranglære og åbenbart vranglevned, så ville dette også have været kaldet til de troende i Tyatira og Sardes (Åb.2,18-3,6). De får imidlertid intet kald til at forlade deres menighed, men derimod til at forblive tro mod Guds Ord og arbejde for menighedens åndelige fornyelse. Det er således for os at se muligt at være medlem af samme ydre kirke som vranglærere og samtidig efterleve formaningerne om at 'holde sig fra', 'ikke have noget at gøre med' og 'heller ikke spise sammen med' dem.

Men det næste spørgsmål bliver da, hvordan afstanden til biskopperne skal markeres inden for kirken. På baggrund af de nytestamentlige formaninger kan vi ikke se andet end, at de troende må afstå fra enhver form for kristelig fællesskabsmarkering med biskopperne og fra enhver brug af dem som forkyndere og åndelige ledere. De troende må således ifølge vores læsning og forståelse af Ny Testamente afstå fra nadverfællesskab med biskopperne, afstå fra at sidde under deres forkyndelse, og afvise at stå under deres åndelige tilsyn.

For det almindelige folkekirkemedlem kan det være relativt uproblematisk og omkostningsfrit at etablere afstand til biskoppen på denne måde. Anderledes stiller det sig imidlertid for præsterne og ikke mindst for præstekandidaterne.

Indgangen til en præstetjeneste i Folkekirken er betinget af en ordination, der på flere måder er med til at markere åndeligt fællesskab mellem den nye præst og biskoppen og anerkendelse af biskoppen som åndelig tilsynsmand. I denne sammenhæng kan det være afklarende kort at redegøre for, hvilken rolle biskoppen har i Folkekirken, og hvad der er indholdet i ordinationen.

Biskoppen indvies ved en gudstjeneste med et særligt ritual, i hvilket det lyder, at tjenesten som biskop er en tilsynsgerning i menigheden. Der læses ved indvielsen en række bibeltekster, og en del af de tekster, som kan læses, handler om de krav, man må stille til en sand hyrde, lærer og tilsynsmand i en kristen menighed (f.eks. Ap.G.20,28-32; 2.Tim.4,1-5; Tit.1,5-9; 1.Pet.5,2-4). Meningen er tydeligvis, at det er denne rolle, biskoppen nu skal udfylde og forinden er fundet værdig til. Mod afslutningen af indvielsen indskærpes det over for den ny biskop, at tilsynsgerningen indebærer, at han skal støtte præster og menigheder ved at vejlede, trøste, undervise og irettesætte dem.

I de kirkelige love og deres vejledende fortolkninger uddybes det, hvad der konkret ligger i biskoppens tilsynsembede. Her lyder det blandt andet, at biskoppen har alle provster og præster i sit stift under sig og skal minde dem om at udøve deres embede på en ret og skikkelig måde. Han skal således ikke mindst indskærpe dem at forkynde Kristi evangelium og den øvrige kristendom ret og sandt. Disse opgaver forventes biskoppen at udøve i form af personlige samtaler med præsterne, hvor han rådgiver og belærer dem. Til biskoppens opgaver som åndelig tilsynsmand henregnes endvidere de eksaminerende samtaler med præstekandidater forud for ordinationen og indvielsen af nye præster ved ordinationen. Når biskoppen optræder som leder af ordinationen, optræder han altså som åndelig tilsynsmand.

For os at se, er der intet til hinder for, at man i en kirke kan have biskopper, der benævnes åndelige tilsynsmænd og har netop de opgaver, som er beskrevet ovenfor. Som vi læser Ny Testamente og i øvrigt også de lutherske bekendelsesskrifter, kan man ikke definere én bestemt kirkelig ledelsesform som den sandt kristelige. Her er en høj grad af evangelisk frihed til at finde former, der tjener menighedens opbyggelse og evangeliets udbredelse i den konkrete situation. Én ting står dog fast. Menighedens åndelige ledere skal være retlærende og værdige mænd. I Ny Testamente har de åndelige ledere forskellige titler: hyrder, ældste, lærere og tilsynsmænd (Ap.g.14,23; Ap.G.20,28; Ef.4,11; 1.Tim.2,12; 1.Tim.3,2; Tit.1,5-6). Hvilke opgaver titlerne dækker over, får vi ikke at vide. Et stykke på vej synes titlerne at være indbyrdes overlappende (se f.eks. Ap.G.20,17 og 28). Men fælles for dem alle er, at deres indehavere skal føre den sande lære og være værdige kristne mænd (1.Tim.2,11-3,13; 2.Tim.2,24-26; Tit.1,6-9). Ingen kan således anerkendes som åndelig leder eller som indehaver af nogen af de nævnte titler uden at leve op til disse krav.

Ordinationen er ifølge Folkekirkens love og bestemmelser en indvielse til præstetjenesten i Folkekirken. Almindeligvis kan man kun ordineres, hvis man forinden er kaldet til et embede af et menighedsråd. For at understrege, at det i grunden er menigheden, der kalder præsten, kan menighedsrepræsentanter deltage i processionen ved ordinationsgudstjenestens begyndelse. Også senere i gudstjenesten er der lagt op til, at menigheden deltager aktivt. Ordinationen må således forstås som en menighedshandling.

Når biskoppen leder ordinationen, er det, fordi han er menighedens åndelige tilsynsmand. Han optræder således som menighedens leder og repræsentant. Dette svarer til den nytestamentlige praksis, som der også direkte henvises til i ritualet. Det lyder således umiddelbart forud for selve ordinationen, at præstekandidaterne nu skal indvies 'efter apostlenes skik under bøn og håndspålæggelse'. Når Ny Testamente beretter om indvielse af menighedstjenere under bøn og håndspålæggelse, er det enten apostlene eller menighedsældste, der foretager indvielsen (Ap.G.6,6; 1.Tim.4,14 & 5,22; 2.Tim.1,6). Det er med andre ord åndeligt værdige ledere, der handler på vegne af menigheden og indvier dens nye tjenere. Det er denne rolle, den folkekirkelige biskop optræder i ved ordinationen. Det er også i kraft af rollen som værdig åndelig leder og tilsynsmand, at biskoppen ved afslutningen af ordinationen afkræver præsterne præsteløftet og forestår en nadverfejring, som alle de nye præster skal deltage i.

For os at se, er der intet til hinder for, at indvielsen af en præst i menigheden kan foregå på den måde, som ritualet og de folkekirkelige love forskriver. Men betingelsen må være, at biskoppen virkelig er en sand åndelig leder og en værdig repræsentant for menigheden. Er han ikke det, kan hverken menigheden eller de kommende præster acceptere, at han leder ordinationen.

På baggrund af ovenstående ser vi to alvorlige problemer ved som bibeltro præstekandidat at lade sig ordinere af en af de nuværende biskopper.

For det første må modtagelsen af biskoppens ordination umiddelbart forstås som en anerkendelse af biskoppen som en værdig åndelig leder og tilsynsmand. Det er den forståelse, som både ritualet, de folkekirkelige love og den nytestamentlige baggrund lægger op til. Ved ordinationen optræder biskoppen som menighedens værdige repræsentant og åndelige tilsynsmand. Han ordinerer de præster, som han fremover skal vejlede og føre åndeligt tilsyn med. At lade sig ordinere af ham må derfor umiddelbart forstås som en anerkendelse af, at han indtager og optræder i denne rolle. Visse biskopper ønsker at nedtone betydningen af dette anerkendelsesaspekt ved ordinationen, mens andre lægger stor vægt på det. Siden efteråret 1997 har flere biskopper således tydeliggjort over for præstekandidater fra De Ottes bagland, at de med ordinationen anerkender og underlægger sig biskoppen som deres tilsynsmand. For os at se er dette umuligt, hvis man vil være tro mod de bibelske formaninger angående vranglærere. Som vi læser og forstår disse formaninger, udelukker de, at man kan anerkende de aktuelle folkekirkelige biskopper som åndelige tilsynsmænd og underlægge sig deres tilsyn.

For det andet er den fælles nadverfejring med biskoppen en utvetydig markering af broderligt og kirkeligt fællesskab med ham. Ingen bliver præst i den danske Folkekirke uden at fejre nadver sammen med biskoppen. Men netop den obligatoriske nadverfejring er for os at se ordinationens mest problematiske element i den aktuelle folkekirkelige situation. Ifølge Ny Testamente er nadverfejringen den stærkeste markering af åndeligt og kirkeligt fællesskab (1.Kor.10, 16 f.; 11,17-26). Derfor må bruddet med de åbenbart ubodfærdige nødvendigvis indebære, at man bryder nadverfællesskabet. Som vi tidligere har anført, forbyder Ny Testamente i klar tale, at de troende spiser sammen med åbenbart ubodfærdige (1.Kor.5,11). Det kan være svært at sige, om denne formaning omfatter både nadveren og almindelige måltider. Men der synes ikke at kunne være tvivl om, at den i hvert tilfælde omfatter nadveren. For så vidt de aktuelle biskopper må betragtes og behandles som vranglærere, må vi derfor konkludere, at de troende er forpligtet til at afstå fra nadverfællesskab med dem. På denne baggrund udgør kravet om nadverfællesskab med biskoppen ved ordinationen for os at se et uoverstigeligt problem for de bibeltro præstekandidater. Vi kan ikke se det anderledes, end at de må afstå fra at lade sig ordinere ved de nuværende biskopper for ikke at handle i strid med Guds Ord.

Vi vil gerne uddybe den ovenstående vurdering af biskoppens rolle som tilsynsmand og af ordinationen ved at kommentere fire argumentationsmåder, der anvendes til at legitimere, at man som bibeltro præstekandidat kan anerkende en af de danske biskopper som tilsynsmand og lade sig ordinere af vedkommende.

Kandidaterne kan selv bestemme, hvordan de vil forholde sig til biskoppens tilsyn.

Tankegangen er her, at en bibeltro præstekandidat kan fastholde for sig selv, at han kun vil lytte til og følge biskoppens vejledning, når den er i overensstemmelse med Guds ord.

Vi er ikke i tvivl om, at mange præstekandidater har en meget høj bevidsthed om at forholde sig kritisk til deres biskops lære og vejledning. Men vi vil stille spørgsmålstegn ved, om dette kan legitimere, at de anerkender og anvender en af de nuværende biskopper som tilsynsmand. I så fald vil det også kunne forsvares at gøre brug af biskopperne som forkyndere i menigheden. Når blot menigheden fastholder for sig selv, at den kun vil tilegne sig det, som er sandt bibelsk i biskoppernes forkyndelse.

En biskop er kaldet til både at forkynde og til at øve tilsyn med præsterne. Forkyndelsen retter sig til en større forsamling, mens tilsynet ofte har karakter af personlig rådgivning, sjælesorg og vejledning. I begge funktioner er det imidlertid i lige grad afgørende, at der gives sand vejledning ud fra Guds ord. Ikke uden grund betegnes biskoppen lejlighedsvis som "præsternes præst". Biskoppen skal være åndelig vejleder og hyrde for præsterne. Denne vejledning må ske ud fra Guds ord. En biskop, der har brudt med Guds ord, fører præsterne vild. At være udsat for en vejledning, der er en sammenblanding løgn og sandhed, er ikke mindre farlig for præster end for andre troende.

Vi vil gentage vores tilslutning til De Ottes advarsel mod at bruge vildførende biskopper som forkyndere. Men vi vil påpege, at Ny Testamente ikke sondrer mellem anvendelsen af vranglærere som forkyndere og som åndelige vejledere i andre funktioner. Menigheden er kaldet til helt at bryde med vranglærerne, ikke anvende dem og ikke lytte til dem (Rom.16,17, 1.Tim.6,20 f.; Tit.3,10). Som vi forstår denne vejledning, kan biskopper, der åbenbart har brudt med Guds ord som norm for deres vejledning, ikke på nogen måde anerkendes eller anvendes som tilsynsmænd.

Kandidaterne er under tvang. De er nødt til at anerkende biskoppen som tilsynsmand og gå ordinationen igennem for at komme i embede.

Det er sandt, at der ikke går nogen vej ind i et folkekirkeligt præsteembede uden om en ordination ved en af de danske biskopper. Men det burde være uden for diskussion, at prisen for at få et embede kan blive for høj. En god præst er først og sidst kendetegnet ved lydighed mod Guds ord. Gøres adgangen til embedet betinget af en konkret handling i strid med Guds Ord, så er prisen for høj. Lydigheden mod Guds Ord må altid gå forud for og veje tungere end både det indre og det ydre kald til et bestemt kirkeligt embede.

Forsvarer man en bibelstridig handling med henvisning til, at man er under tvang, så anvender man en argumentationsform, der i sin konsekvens opløser den absolutte forpligtelse på Guds ord. I princippet er der ingen grænser for, hvad man så kan acceptere, når blot man er under tvang.

Et tilsvarende problem gør sig gældende for en argumentation, der henviser til de store muligheder, der vil åbne sig, når først man er kommet i embede. Hvor sandt det end er, at der er store missionsmuligheder for en folkekirkepræst, så kan selv nok så store muligheder ikke legitimere, at man i en bestemt situation bevidst handler i strid med Guds Ord. Da er man i færd med at nedbryde sig selv som et åndeligt redskab. Hermed vil vi ikke sige, at alle bibeltro præstekandidater, der lader sig ordinere ved en af de nuværende biskopper, bevidst handler i strid med Guds Ord. Vi taler i denne sammenhæng snævert om dem, som selv mener, at de ved en ordination kommer til at trodse klare bibelske formaninger og alligevel går ordinationen igennem.

Formaningerne åbenbarer Guds vej for vores liv og vores tjeneste. Inden for formaningernes rammer kan vi gøre os overvejelser om, hvor og hvordan vi bedst driver mission. Men trodser vi bevidst formaningerne ud fra en selvgjort beregning om derved bedre at kunne drive mission, da står vi i fare for at ophøje vore egne tanker over Guds og falde ind under dommen for at drive handel med Guds Ord (2.Kor.2,17).

Kandidaterne står i samme situation som Na´aman, der fik lov til at følge sin herre ind i et afgudstempel som en del af sit arbejde.

Dette argument tager udgangspunkt i beretningen i 1.Kong.5 om den aramæiske hærfører Na´aman, der kom til Elisa og blev helbredt for sin spedalskhed. Helbredelsen førte til, at Na´aman blev omvendt til Israels Gud og ved afskeden med Elisa lovede, at han aldrig mere ville ofre til andre guder end Herren. Men én ting ønskede han frihed til: at følge sin herre og konge ind i Rimmons tempel og støtte ham, når han faldt ned for afguden, selvom dette indebar, at han også selv måtte falde ned. Denne frihed tilstod Elisa ham (v.18-19).

Argumentet om, at denne beretning skulle legitimere kristelige fællesskabsmarkeringer med vranglærere ved en gudstjeneste, når blot de sker i embeds medfør, har for os at se to afgørende svagheder.

For det første er det altid problematisk at uddrage almene læresætninger og etiske regler af enkelte historiske beretninger i Bibelen. Det er et gammelt fortolkningsprincip, at vi må lade de principielle afsnit i Skriften forme vores troslære og etik og aldrig tolke historiske beretninger på en måde, der er i strid med eller opløser det, som siges i de principielle afsnit. I denne sammenhæng må det betyde, at spørgsmålet om fællesskabsmarkeringer med vranglærere bør finde sin primære afklaring ud fra de principielle bibelske formaninger, og at beretningen om Na´aman skal tolkes i lyset af og aldrig i strid med disse formaninger.

Når dette fortolkningsprincip anvendes, kommer den anden svaghed ved argumentet til syne. De nytestamentlige formaninger omhandler specifikt de troendes forhold til dem, som bærer brodernavn og alligevel lever ubodfærdigt (Matt.18,15-17; 1.Kor.5,11; 2.Tess.3,6). Bruddet med disse personer skal skabe klarhed om skellet mellem dem og menigheden og hindre, at de påvirker menigheden. Paulus specificerer som tidligere nævnt, at de troende ikke skal bryde med verdslige mennesker i almindelighed, da skellet i forhold til dem er klart (1.Kor.5,10). Netop denne situation er det, Na´aman står i i forhold til sin herre og konge. Kongen er hedning. Mellem Na´aman og ham er skellet klart og umisforståeligt. Dette forhold må tillægges afgørende betydning for, at Na´aman får lov til at følge kongen ind i afgudstemplet.

Kandidaterne kan mundtligt lægge afstand til biskoppens vranglære.

Det er al ære værd, når unge kandidater har mod til at lægge afstand til biskoppens vranglære både over for denne selv og offentligt. Men det er ikke uden grund, at Ny Testamente kalder os til at lade det mundtlige opgør efterfølge af det ydre brud, hvis vranglærerne ikke omvender sig. Netop ved det ydre brud tilkendegives det utvetydigt klart, at der er tale om noget andet og langt mere alvorligt end uenighed mellem brødre. At det åndelige og kirkelige fællesskab er brudt.

Der er ingen tvivl om, at både biskop og menighed tager det til efterretning, når en præstekandidat forud for ordinationen mundtligt har gjort op med biskoppens lære og eventuelt undsagt biskoppen som tilsynsmand. Det er med til at forme andres tolkning af ordinationshandlingen. Men der er elementer i ordinationshandlingen, der ikke er åbne for tolkning. Nadveren indgår således som en integreret del af ordinationshandlingen, og dens indhold og betydning er tolket på forhånd. Ifølge Ny Testamente har nadveren mange aspekter. Men ét af dem er markeringen af åndeligt og kirkeligt fællesskab. Dette aspekt har ingen mennesker ret til eller mulighed for at borttolke. At deltage i nadver med en åbenbar vranglærer er derfor altid en handling, der markerer åndeligt og kirkeligt fællesskab med vedkommende.

Med dette sætter vi ikke spørgsmålstegn ved gyldigheden af en nadverhandling, der forestås af en vranglærende biskop. Sakramenternes gyldighed og virkekraft beror ikke på den forvaltende person. Om dette taler det lutherske bekendelsesskrift Confessio Augustana ganske klart: "…sakramenterne og Ordet er virksomme på grund af Kristi forordning og bud, selv om de forvaltes ved onde" (Artikel 8). Også ved nadverhandlinger forestået af vranglærere er Jesus til stede og giver sig selv til den enkelte. Men som vi har anført, er dette møde mellem den enkelte og Jesus ikke det eneste aspekt ved nadveren. Fællesskabsmarkeringen er et andet væsentligt aspekt.

De lutherske reformatorer havde syn for begge aspekter. I Confessio Augustana betones særlig det første (Artikel 8, 10 & 13). Men også det andet aspekt nævnes. Artikel 13 betegner således nadveren som et tegn for andre på, hvem der er kristne. I sin kommentar til Confessio Augustana tydeliggør Melanchton, at artikel 8 er et forsvar for sakramenternes gyldighed og virkekraft uafhængigt af forvalteren, men at dette ikke kan bruges som en legitimering af, at man betjener sig af og har fællesskab med vranglærende sakramentforvaltere: 'Ugudelige lærere bør man forlade, for de handler ikke længere i Kristi sted, men er antikrister.' I sin prædiken om kirketugten skriver Luther mere udførligt om nadveren som bekendelseshandling og som fællesskabsmarkering. Her kommer han ind på de nytestamentlige formaninger om menighedens forholdsmåde over for åbenbart ubodfærdige og vranglærere. Han citerer bl.a. forbudet i 1.Kor.5,11 mod at spise sammen med sådanne. Dette forbud overfører han på nadveren. Den kristne menighed må ikke fejre nadver sammen med åbenlyst ubodfærdige og vranglærere.

Uafhængighed af biskoppernes ordination og tilsyn

Som vi læser og forstår det Ny Testamente, må vi konkludere, at det er umuligt at lade sig ordinere som præst i den danske folkekirke uden at handle i strid med Guds ord. Dette er ikke kun et problem for præstekandidaterne. Det er i mindst lige så høj grad et problem for os som menige medlemmer. Det er ikke forsvarligt, at vi baserer vores fremtid i Folkekirken på, at der er troende teologer, som vil lade sig ordinere. Hvad vi ikke selv vil gøre, fordi det for os at se er i strid med Guds ord, det kan vi ikke bede andre gøre for os. Det er baggrunden for, at vi i initiativgruppen arbejder på at etablere en menighed, hvortil vi kan kalde hyrder og lærere uden om de danske biskopper.

Vi finder vores handlemåde i fuld samklang med den vejledning, Luther giver til menighederne i sin samtid:

"Da den kristne menighed imidlertid hverken skal eller kan være uden Guds ord, følger det klart af det foregående, at de må have lærere og prædikanter, der forkynder ordet. De nuværende biskopper med deres falske kirkestyre i denne forbandede tid er ikke og vil ikke være sådanne lærere. De vil hverken selv indsætte sådanne lærere eller tolerere dem. Og da man ikke skal friste Gud ved at forvente nye prædikanter direkte fra Himlen, må vi følge Skriften og blandt os selv kalde dem, vi finder egnede, og som Gud har oplyst med forstand og udrustet med nådegaver."

"Hvis biskopperne ville være rette biskopper og tage sig af menighederne og evangeliet, så kunne man godt for kærlighedens og enighedens skyld - men ikke på grund af nogen nødvendighed, gå med på, at de ordinerede og bekræftede os og vore prædikanter, men på den betingelse, at de afskaffede alle narrestreger og alt gøgleri, som kommer af et ukristeligt væsen og prangelyst. Men de er ikke rette biskopper, og de vil heller ikke være det…Derfor vil og skal vi selv ordinere den skikkede person for denne tjeneste, sådan som kirkens og fædrenes gamle eksempel lærer os."

Melanchton giver en ganske tilsvarende vejledning:

"Om derfor biskopperne enten er vranglærere, eller ikke vil indvie skikkede personer, så er menighederne ifølge guddommelig ret nødt og skyldige til at indvie pastorer og tjenere for sig selv. Om man nu ville kalde dette for uorden eller splittelse, så skal man vide, at det er biskoppernes ugudelige lære og tyranni, som bærer skylden. For Paulus påbyder, at alle biskopper, som enten selv lærer ugudelige lærdomme eller forsvarer uret lære og falsk gudstjenesteskik, skal anses for at stå under forbandelse."

I disse citater nævner reformatorerne to forhold, der hver for sig vil være en tilstrækkelig og nødvendig grund til at bryde med biskopperne og etablere et af dem uafhængigt menighedsliv. For det første at biskopperne ikke vil give menigheden rette lærere og prædikanter. For det andet at biskopperne selv er vranglærere.

Artikel 28 i Confessio Augustana understreger, at hvis biskopperne fastholder en lære og praksis, som er i strid med Guds ord og tvinger menighederne til at trodse Guds ord, da er det biskopperne selv, der bærer ansvaret for, at menighederne bryder med dem. Og da '…må de selv se til, hvordan de vil stå Gud til regnskab for, at de ved denne hårdnakkethed giver årsag til splittelse.'

Det er blevet sagt om de lutherske reformatorer, at de blev i kirken til de blev smidt ud. Det er sandt. De ønskede ikke at danne nogen ny kirke, men blot at genrejse den gamle. Det er imidlertid værd at bemærke, at de anså bruddet med de vranglærende biskopper for et nødvendigt led i arbejdet for kirkens genrejsning. At bryde med biskopperne og danne selvstændige evangeliske menigheder betragtede de ikke som kirkebrud, men som et led i arbejdet for kirkens fornyelse. Historisk var det gennem dannelsen af frie, evangeliske menigheder, reformationen vandt frem i den første tid. Derefter fik den gennemslag i større områder, så hele fyrstendømmer og lande blev evangeliske. Først længe efter Luthers død kom det til et ydre og tydeligt kirkebrud mellem de evangeliske kristne og katolikkerne.

Andre problemområder

Vi har indledt vores redegørelse med en grundig behandling af biskoppernes udmelding om homofil praksis og de kirkelige konsekvenser heraf, som vi vurderer dem. Dette er ikke et udtryk for, at vi ikke er opmærksomme på andre sider af folkekirkens læremæssige og åndelige krise. I vore drøftelser om det betimelige og forsvarlige i at danne frimenighed har vi forholdt os til mange aspekter af den problematiske folkekirkelige situation. Vi skal kort nævne de væsentligste.

Det verdslige kirkestyre. Allerede ved reformationen blev kirken ledelsesmæssigt underordnet den verdslige magt. Kongen blev kirkens øverste leder, men med en forsvarlig teologisk begrundelse. Som kristen monark var han delagtig i og kunne repræsentere det almene præstedømme. Denne begrundelse opløstes med enevældens afskaffelse og religionsfriheden i 1849. Kirken var herefter underlagt et principielt a-religiøst folkestyre. For dette gives der ingen teologisk begrundelse. Ved springende punkter i den senere kirkehistorie har det verdslige kirkestyre evident fremskyndet Folkekirkens sekularisering.

Det folkekirkelige demokrati. Da menighedsrådsloven blev indført i begyndelsen af det 20. århundrede, var betingelsen for at blive menighedsrådsmedlem, at man levede og lærte i overensstemmelse med kristendommen. Denne betingelse er siden gledet ud. Nu kan alle blive medlemmer, stort set uanset hvad de tror på, og uanset hvordan de lever. Menighedsrådene er kommet til at udgøre et folkestyre inde i kirken. Visse steder arbejder menighedsrådet til gavn for et bibelsk menighedsliv, men de fleste steder er de sammensat på en måde, så de i praksis modarbejder det. Menighedsrådenes teologiske profil afspejles blandt andet i bispevalgene. Det er menighedsrådsmedlemmerne, der vælger biskopperne.

Den forkyndelsesmæssige pluralisme. Allerede tidligt i det 20. århundrede blev det afklaret, at en præst kunne fornægte helt centrale dele af den kristne tro uden at blive afskediget. Siden er udviklingen gået i retning af en stadigt større forkyndelsesmæssig rummelighed. De bibeltro præster kan glæde sig over, at rummeligheden giver dem mulighed for at forkynde klart og vækkende om frelse og fortabelse. Men andre præster kan i kraft af den samme rummelighed direkte fornægte fortabelsens mulighed. Hovedtonen i den folkekirkelige forkyndelse er en almenreligiøs betryggelse om Guds nåde og kærlighed mod enhver, uanset hvordan man lever og forholder sig til Gud.

Den kirkelige servicering. Siden 2. verdenskrig har det verdslige kirkestyre i tiltagende grad set det som sin opgave at sikre det almindelige folkekirkemedlem en god betjening. Kirkeministeriet betragter Folkekirken som en gren af den offentlige forvaltning, der skal yde sine medlemmer kirkelig servicering. Hovedreglen er, at alle har ret til samme servicering. Dette er baggrunden for, at Folkekirkens præster har ubetinget dåbs- og nadverpligt. De må ikke nægte noget kirkemedlem at få sit barn døbt eller at modtage nadveren. Selv folk der ubodfærdigt lever i åbenlys synd, skal man give nadveren, hvis de ønsker det. At ikke alle præster efterlever dette, må man glæde sig over. Men de gør det med embedet som indsats.

De åbenbart bibelstridige ordninger. At Bibelens ord i længere tid har været forkastet som grundlag for Folkekirkens praksis, er bl.a. kommet til udtryk i de kirkelige ordninger for kvindelige præster og vielse af fraskilte. I begge tilfælde er der tale om, at Guds klare ord er tilsidesat, og at kirken i stedet har ladet sig lede og bestemme af den almindelige folkevilje. Accepten af homofil praksis bør på den baggrund ikke undre. Den ligger i naturlig forlængelse af den tidligere udvikling. De åbenbart bibelstridige ordninger lægger klare begrænsninger på bibeltro præsters mulighed for at få ledende embeder i kirken og herigennem præge det folkekirkelige arbejde. Enhver provst og biskop må således være indstillet på henholdsvis at indsætte og at ordinere både kvindelige præster og i påkommende tilfælde også homofilt praktiserende.

I vore drøftelser af disse aspekter af den folkekirkelige situation har vi været enige om, at de tilsammen tegner billedet af en kirke i dyb krise. Der er ingen tvivl om, at kirkens almene forkyndelse og praksis er med til at fastholde mange i åndelig søvn og selvsikkerhed. Der er heller ingen tvivl om, at den troende menighed i Folkekirken står i fare for at påvirkes af kirkens åndelige skred.

Synet på Folkekirken

Overvejelsen af disse perspektiver har ledt os frem til spørgsmålet om, hvordan vi skal se på Folkekirken. Kan den betragtes og betegnes som en kristen kirke? Dette spørgsmål har afgørende betydning for, hvordan vi forholder os til Folkekirken og dens enkelte menigheder. Men det er et spørgsmål, der kun kan besvares inden for rammerne af et defineret kirkesyn. Derfor har vi måttet tage dette spørgsmål op. I den forbindelse er vi nået frem til flg.:

Kirke i egentlig forstand er de troende Guds børn (Ef.5,25 ff.; Kol.1,24; Hebr.12,22 f.). Kirken er de får, som hører Hyrdens røst og følger ham (Joh.10,16 & 27 f.). Dette stemmer med den definition af kirken, som vi finder i Confessio Augustana artikel 8: "…kirken i egentlig forstand er de helliges og sandt troendes forsamling…". Hvem der hører til denne forsamling, ved kun Gud. Han alene ser hjerterne.

I Ny Testamente anvendes ordet kirke imidlertid også på en anden måde. De konkrete, ydre menighedsforsamlinger tiltales og omtales som kirker og menigheder ( se f.eks. Matt.18,17; Ap.G.8,1; 14,27; 14,23; Fil.4,15; Kol.4,16). Ny Testamente forudsætter, at de lokale menigheder er tydeligt afgrænset fra verden ved kirke- og læretugt (Matt.18,17; 1.Kor.5,9-13; 2.Tess.3,6-16). Ved denne afgrænsning bliver det muligt at udpege og tiltale en bestemt gruppe mennesker som den kristne menighed på et givent sted. Ny Testamente opererer altså med et dobbelt kirkebegreb: kirke i egentlig forstand og kirke i ydre forstand.

Kirke i ydre forstand er den lokale forsamling af mennesker, som bekender troen med hånd og mund, og som samles om en sand forkyndelse og en ret sakramentforvaltning. En sådan forsamling kan godt indeholde hyklere og vantro, men så længe deres vantro er skjult, må de regnes med til menigheden. De åbenlyse fornægtere må imidlertid udelukkes, for at de kan omvende sig. Udelukkelsen er en del af den rette sakramentforvaltning.

Luther skriver om de vantro i kirken:

"De vanhelliger ikke Guds folk, så længe de er skjult. De åbenbare kan kirken eller Guds folk ikke tåle i sit tal, men straffer og helliger dem, eller, hvis de ikke vil, jager dem ved band bort fra lægedommen og regner dem for hedninger, Matt.18."

I god overensstemmelse med Ny Testamente har reformatorerne frimodighed til at pege ud, hvor kirken er. De peger da på den forsamling, "hvori evangeliet læres rent og sakramenterne forvaltes ret." Hvor mange, der i en sådan forsamling er sande troende, er det umuligt for mennesker at se. Men så sandt Guds Ord lyder sandt og rent, og nåden rækkes mennesker i sakramenterne, så skabes og næres den frelsende tro hos nogle. For Guds Ord vender ikke tomt tilbage. Omvendt gælder det, at den forsamling, hvori der vedvarende lyder en falsk forkyndelse, og sakramenterne forvaltes imod Jesu indstiftelse, dér føres mennesker vild fra troen. En sådan forsamling kan ikke kaldes en kristen kirke eller menighed.

Det er altså de aktuelle forhold i forsamlingen, der for reformatorerne er afgørende for, om de vil anerkende den som menighed. Forsamlingens historie og formelle bekendelsesgrundlag er i denne sammenhæng underordnet. Hvis dens forkyndelse og sakramentforvaltning er i strid med Guds Ord, er det umuligt at anerkende den som en kristen kirke eller menighed.

Reformatorernes kriterium for at anerkende en forsamling som kirke må i almindelighed anvendes på de enkelte lokalforsamlinger hver for sig. Hverken ifølge Bibelen eller evangelisk luthersk kirketænkning er der noget til hinder for, at lokalforsamlinger kan slutte sig sammen og opbygge en fælles kirkelig struktur eller organisation. Men lige så snart der opstår en indre splittelse, hvor nogle forsamlinger holder sig til Guds Ord, og andre ikke gør det, så må man se på hver enkelt forsamling for sig. I en kirkeorganisation med overvejende bibeltro forsamlinger, kan der være nogle, som på grund af åbenbar og fastholdt ulydighed mod Guds Ord ikke kan anerkendes som kristne menigheder. Omvendt kan en kirkeorganisation med et flertal af vranglærende forsamlinger rumme nogle, der trofast holder fast ved Guds Ord som norm for deres forkyndelse og sakramentforvaltning og derfor må anerkendes som kristne menigheder.

Netop det sidstnævnte synes for os at være situationen i Folkekirken. Den er helt åbenbart en kirkeorganisation i splid med sig selv. Hvad der prædikes som frelsende sandhed i den ene lokalforsamling, benægtes åbenlyst i den anden. Hvad den ene præst advarer mod som alvorlig synd, velsignes af hans kollega. På denne baggrund er det umuligt at fælde én dom over Folkekirken. Den kan ikke under ét betragtes og betegnes som en kristen kirke. Omvendt kan den heller ikke under ét og i sin totalitet betegnes som frafalden. Vi må forholde os til de enkelte lokalforsamlinger hver for sig. Hvor der i folkekirken er lokalforsamlinger med en bibeltro, evangelisk forkyndelse og en bibelsk forsvarlig sakramentforvaltning, der må vi se og anerkende kristne menigheder.

Det er ud fra denne betragtning af den folkekirkelige situation, at vi vil arbejde for et nært og godt fællesskab mellem vores frimenighed og alle bibeltro lokalmenigheder i Folkekirken. Som vi ser det, er det kirkelige og broderlige fællesskab ubrudt mellem vore forsamlinger. Vi står på samme grundlag, forkynder samme budskab og tager del i det samme missionsarbejde.

Om den sande kirkelige enhed siges det i Confessio Augustana artikel 7, at den ikke er betinget af, at man har de samme ydre former, men at man er enig om evangeliets lære og sakramenternes forvaltning.

Det samme syn kommer til udtryk i den tidligere nævnte udtalelse fra De Otte fra februar 1998. Her understreger man, at fronten i kirkekampen ikke går mellem dem, som er med i folkekirkemenigheder, og dem, som etablerer sig med en anden menighedsform. Den går derimod mellem dem, som ønsker at stå på Guds Ords grund, og dem, som har forkastet Guds Ord. I udtalelsen nævnes muligheden for, at nogle på højrefløjen ser sig tvunget af Guds Ord til at bryde med biskopperne og den folkekirkelige organisationsform. Det påpeges i den sammenhæng, at denne handlemåde på reformationstiden ikke blev betragtet som et brud på kirkens enhed. Vi håber, at man vil anlægge samme betragtning i dag, og at vore trossøskende på højrefløjen vil se os som medkæmpere i kirkekampen og ikke som modstandere.

Frimenighed som et led i kirkekampen

Den evangelisk lutherske frimenighed er en menighedsform, der er omtalt i den folkekirkelige lovgivning. Vi glæder os over, at der er tale om en menighedsform, som giver mulighed for et nært fællesskab og samarbejde med præster og menigheder i Folkekirken. Vi glæder os endvidere over, at der er en lang tradition for dobbelt medlemskab af Folkekirken og evangelisk lutherske frimenigheder. Formelt strider det mod kirkejuraen. Men der er gode argumenter for, at det dobbelte medlemskab efterhånden har vundet hævd og anerkendelse gennem sædvane. Ved et dobbelt medlemskab vil vi som tidligere nævnt kunne tilkendegive, at vi fortsat vedkender os et medansvar for den åndelige situation i Folkekirkens menigheder, og at vi fortsat ønsker at tage del i kampen for evangeliets udbredelse og for tålelige vilkår for bibeltro præster og menigheder i Folkekirken.

Vores arbejde på at etablere en evangelisk luthersk frimenighed er forbundet med en høj grad af ængstelse. Vi kan blandt andet være ængstelige for, om vores initiativ vil slå skår i fællesskabet med trossøskende på kirkens højrefløj. Her tænker vi særligt på de bibeltro præster.

Det er vores oprigtige ønske, at vores initiativ ikke må blive tolket som en underkendelse af det arbejde og den kirkekamp, som udøves af de bibeltro præster. Vi er klar over, at præstetjenesten er uriasposten i den nuværende folkekirkelige situation. Det er her spændingerne, anfægtelserne og frustrationerne finder deres brændpunkt. Det er her, det for alvor koster at være bibeltro. Vi har stor respekt for de præster, som slider hårdt og samvittighedsfuldt for at tjene deres menighed og tage del i kirkekampen i troskab mod Guds ord.

Ikke alle bibeltro præster vil være enige med os i vores syn på biskopperne og vores udlægning af de nytestamentlige formaninger vedrørende brud med vranglærere. Men det har været en stor glæde for os at opleve et nært og broderligt fællesskab med præster på kirkens højrefløj, der som vi selv arbejder på at forstå og anvende de bibelske formaninger i den aktuelle folkekirkelige situation. Vores egen læsning og forståelse tvinger os til at tage initiativ til en frimenighedsdannelse. Men vi anerkender, at andre arbejder grundigt og samvittighedsfuldt med de relevante bibeltekster og når frem til en anden tolkning med andre konsekvenser for forholdet til de folkekirkelige biskopper. Vi ønsker ikke på nogen måde at sætte spørgsmålstegn ved redeligheden af deres bibeltolkning eller at frakende dem navn og status af bibeltro.

At være bibeltro indebærer ifølge vores forståelse, at man anerkender Bibelens profetiske og apostolske skrifter som Guds autoritative ord og sande vejledning til frelse ved tro på Kristus, og at man ønsker i ét og alt at bøje sig for og adlyde dette ord. Denne grundholdning er kendetegnende og samlende for højrefløjen i kirken. Men på nogle områder må vi leve med uenighed mellem bibeltro brødre og søstre, fordi vi når frem til forskellige fortolkninger af bestemte bibeltekster. Der kan være tale om nok så alvorlig og smertelig uenighed. Vi har tidligere nævnt de to forskellige syn på spørgsmålet om vielse af fraskilte. I realiteten står de to syn stærkt imod hinanden. Men fællesskabet har kunnet bære denne uenighed. Det er vores ønske, at fællesskabet også vil kunne bære uenighed i spørgsmålet om de kirkelige konsekvenser af de bibelske formaninger vedrørende vranglærere.

Med dette papir har vi sagt meget lidt om vores positive visioner for en ny frimenighedsdannelse og vores tanker om dens konkrete udformning, herunder dens mulige relation til en eller flere af missionsforeningerne. Ved vore møder i initiativgruppen har vi allerede talt en del om disse spørgsmål, og vi vil efterhånden formulere os skriftligt også herom. Den nærværende redegørelse giver således kun svar på det ene spørgsmål, som har fyldt mest i vore samtaler med nærtstående trossøskende: Hvorfor anser vi det for nødvendigt at tage initiativ til dannelse af en evangelisk luthersk frimenighed? Det er dette spørgsmål, vi har forsøgt at besvare.

Thorkil Ambrosen Jens Aage Andersen Henrik Bartholdy Claus Grønbæk

Jens Bruun Kofoed Nicolai Techow Mikkel Vigilius