Bibelen uten filter

Af pastor og formand for Indre Mission i Danmark, Hans-Ole Bækgaard, Aarhus

Vi vælger ikke altid selv vores kampe, eller hvad der bliver anledning til læremæssige stridspunkter i kirken. Utallige eksempler fra kirkens historie bekræfter den antagelse og indikerer, at der er noget afgørende på spil i disse situationer.

Det gælder også i vores tid i de skandinaviske lande, hvor det ofte – ud over bibelsynsdebat – er spørgsmål i relation til køn og samliv, som virker splittende i det kirkelige landskab. Debatten er ikke kun mellem liberale og bibeltro teologer, men går på tværs af begge lejre. For hvem vil ikke opfattes som bibeltro i sin tilgang og tolkning af de bibelske tekster? Og hvem kan tage patent på, at en bestemt form for bibeltroskab er den rigtige? Det er en udfordring i samtiden, at der sjældent er plads til at anfægte ”det bibeltro” i en tolkning, uden at en person oplever sig angrebet på hele sin teologi. Præget af relativismens præmisser er det ofte vanskeligt at fremhæve noget som værende mere i overensstemmelse med Bibelen end andet. Det er nærmest sådan, at ”bibeltro” alene er et spørgsmål om hermeneutik og intention. For hvem kan fælde den rette tolkningsdom? Det giver plads til mange tolkninger og holdninger – også hos bevidste kirkefolk og bibellæsere, som sjældent kan drøftes mere grundlæggende. Enten er man for eller imod i disse spørgsmål. 

Begynde samtalen et andet sted

Professor Knut Alfsvåg sætter nogle ord på dette til sidst i sin nye bog (s141-42): ”I vår tid kan det virker som det er her avstanden er størst mellom Bibelens virkelighetsforståelse og sentrale elementer i samtidskulturen. Det gjør disse problemene akutte, særlig for folkekirkene. Derfor er det også disse spørsmålene, særlig spørsmålet om homofili og likekjønnet ekteskap, som er grundigst utredet, slik at det er her den underliggende teologiske uenighet kommer tydeligst til uttrykk.”

Han har et ønske om at kunne begynde samtalen et andet sted end i en sædvanlig stigmatiseret opfattelse af hinandens positioner, hvor man ofte kun bliver på overfladen i uenigheden og ikke forsøger at forstå den anden mere grundlæggende. Hans bog er et forsøg på at udfolde, hvorfor han selv står dér, hvor han gør, og hvorfor hans bibelforståelse får den betydning for hans syn på køn, samliv og tjenestedeling i kirken.

I det lys er det en vigtig og interessant bog, som Alfsvåg har skrevet. Bogen er i omfang overkommelig at læse. Dens budskab fremstår klart og udfordrer – og fortjener at blive taget seriøst og drøftet.

Kontroversielle spørgsmål må ikke tabuiseres

Bogen udkom i norsk sammenhæng på et relevant tidspunkt. Debatten om kvindelig præstetjeneste er på ny aktuel og skærpet til med biskoppernes udtalelse efter bispemødet i oktober. Der er udgivet en ny bog (Her er ikke mann og kvinne af O. Søvik) om et bibelsk ja til kvindelige præster. For et år siden udkom fra FBB’s side en bog/antologi, der rummer et andet svar i den sag (Skal kvinnene tie? – Om ordinasjon av kvinner til prestetjeneste).

Som nævnt er Alfsvågs anliggende at komme med et bidrag, der kan begynde et andet sted end alene at fastholde ens position i den ene eller anden grøft som en skyttegravskrig. Som han siger: ”Debatten har i stor grad stått stille siden 1970-tallet i den forstand at både tilhengere og motstandere av ordinasjon av kvinner stort sett har nøyd seg med å resirkulere gamle argumenter” (s7). Han har selv været på en rejse i disse spørgsmål fra studieårene, hvor han var overbevist tilhænger af ordningen med kvindelige præster, til at ændre opfattelse. Ikke mindst samlivsetikdebatten siden 1990’erne har styrket ham i denne opfattelse.

Han er klar over, at det er kontroversielle spørgsmål, som han tager op, når det handler om bibelforståelse og tolkningsprincipper, og når det handler om køn og tjeneste i bibelsk lys. Det er ikke kun hos teologer, at disse spørgsmål deler vandene, men det gør de også i kirkelandskabet.

Noget afgørende om gudsforståelsen er på spil

Alfsvåg vælger først at begrunde sin forståelse af de bibelske argumenter for køn, samliv og tjenestedeling. Det sker i to kapitler dels om ”hva slags bok er Bibelen?” og dels hans uddybning i ”hovedtrekk ved Bibelens virkelighetsforståelse”. Man kan overveje, om dette fylder for meget, førend han først fra side 85 kommer til selve de konkrete forhold. Alfsvågs ræsonnement er, at mange hævder om disse forhold, at de er perifere og ikke har betydning for det læremæssige eller kirkens enhed. Han vil påvise, at det ikke er så enkelt, ja faktisk ikke er en holdbar tilgang. For det er ikke muligt at skelne så tydeligt mellem centrum og periferi.

I den forbindelse fremhæver han, at opfattelsen af gudsforholdet og gudsbilledet, som det åbenbares i de bibelske tekster, hænger sammen med forståelsen af køn, samliv og tjeneste. Der er en helhedsforståelse i den bibelske sammenhæng, som man ikke må overse, og som giver en grundstruktur i disse spørgsmål, som det er vanskeligt at komme udenom, hvis man vil forstå de bibelske tekster sagsvarende.

Varm anbefaling – og et par tilføjelser

For min egen del er jeg ikke stødt på noget i bogen, som jeg er uenig i. Derfor kan jeg også helhjertet og varmt anbefale bogen til at (gen)overveje ens opfattelse af køn, samliv og tjeneste i kirken. Der er noget på spil! Det er ikke blot et perifert bibelsk anliggende!

Bogens styrke er måske også samtidig dens svaghed.

Et par eksempler: På relativt få sider får Alfsvåg dygtigt fremført mange aspekter og argumenter på en forståelig måde for derved at give en fremstilling, der redegør for hans syn samt heraf holdninger og konsekvenser. Der er ikke plads til at være i diskussion med andre eller at få flere nuancer i problemstillingerne med. Dem kan man savne, og det kunne også hjælpe læseren til at blive opmærksom på, hvorfor nogle forhold er vigtige at have øje for, når disse spørgsmål drøftes.

Alfsvåg er bestemt bevidst om at lede læseren til en kærlighed til Guds ord og en bevidst kærlighed og opmærksomhed mod medmennesket. Men vægten på det læremæssige kan sikkert – for nogen – overskygge for denne grundintention hos ham. Den sjælesørgeriske tone kan til tider komme for meget i baggrunden.

Endelig: Jeg kunne have ønsket mig et par sider mere i afsnittet om ”Aposteltjenesten og dens videreføring” (s124-133), hvor der var blevet argumenteret for: 1) hvorfor det kirkelige embede i urkirken og oldkirken blev hyrde- og lærerembedet, og 2) at dette embedet fik overdraget at varetage det apostolske læreansvar, og 3) at denne forståelse af embedet er intenderet i formuleringerne i artikel 5 i Den Augsburgske Bekendelse. Det syn, som Alfsvåg lægger frem i det nævnte afsnit i bogen, vil kunne kritiseres for, at traditionen ikke afspejler den forståelse. Sådan har bl.a. professor Oskar Skarsaune argumenteret for det i flere artikler angående det kirkelige embede i oldkirken og fremefter. Mange finder hans fremstilling overbevisende. Det kunne være spændende at læse, hvad Knut Alfsvåg som en kyndig bibelfortolker og lutherforsker ville nå frem til.

Må bogen blive læst og myndiggøre ikke mindst kirkefolket til fortsat vigtige samtaler!