Coronakrisen vækker refleksioner om afmagt og almagt

Mennesket og menneskelivet er skrøbelige. Nu har coronakrisen repeteret det for os. Fra at være noget, der angik helt ukendte mennesker i et fjernt og ubemærket hjørne af verden, er virussen uventet rykket helt tæt ind på livet af os, så ingen er uberørt, og mangt og meget er forandret i løbet af få dage.

Det sætter spot på vores sårbarhed og skrøbelighed. Hvad er der at stille op med en sådan virus? Almindelige mennesker uden særlig sundhedsfaglig indsigt ved det ikke. Læger og fagfolk ved heller ikke det, som de og alle vi andre gerne ville, at de vidste. De gør deres bedste. Det har vi ingen grund til at tvivle på. De fortjener anerkendelse og støtte. Der kæmpes for at lindre og helbrede og så vidt muligt finde den afgørende vaccine. Men den afgørende viden om virus og vaccine er der endnu ikke. Det giver en oplevelse og erkendelse af begrænsning og svaghed over for de største trusler. Coronakrisen demonstrerer noget af menneskehedens afmagt.

Også tidligere har kriser og epidemier ramt større eller mindre dele af verden. På mange måder var tidligere tiders mennesker måske mere naturligt bevidste om, at livet er skrøbeligt og hver ny dag en gave. Nu har vi i vor tid meget konkret fået det repeteret.

I 1527 blev Wittenberg ramt af pest. Mange forlod forståeligt nok byen, og Martin Luther blev rådet til det samme. Sammen med flere andre gjorde han imidlertid det modsatte: Han blev i byen og var til hjælp og støtte der. I den forbindelse skrev han et åbent brev med titlen ”Hvordan man skal forholde sig ved epidemier”, som nu er tilgængeligt på dansk.

Coronavirussen har demonstreret, hvor meget – eller lidt – der skal til for at presse os. Økonomier, arbejdsmarkeder, sundheds- (og måske hele samfunds-) systemer er under pres. Når mennesker rammes af sygdom, uvished, angst og død, er det alvorligt. Det er kritisk.

’Krise’ lyder af noget negativt og er det på mange måder også. Sundhedsmæssig, økonomisk, samfundsmæssig krise – intet af det er noget positivt. Sådan er det, selv om en krise kan fremme og vise meget positivt. Det er set ved tidligere kriser, og coronakrisen har vist noget af det samme: Hjælpsomhed, opmærksomhed, ny opfindsomhed, fællesskab – og fællessang. Her kan og bør alle bidrage, og det er ære værd, når mennesker ser og hjælper hinanden på nye måder. Men per definition er en krise noget negativt.

En krise rummer imidlertid mere end det negative, vi umiddelbart forbinder med det. Her er der noget, som er en eftertanke værd. Ordet krise handler også om et vendepunkt, et skæringspunkt, en afgørende tid. En krise rummer også anledning til refleksion, til besindelse, til nyorientering, ja, til omvendelse.

En virus har sat samfundet til vægs og bragt os til tælling. Krisen kunne blive en anledning til netop dét, til at tælle efter, gøre regnskab, overveje og revidere planer og prioriteringer, tid og tro, mål og mening.

Flere statsledere har i de seneste uger talt om at være i krig. Vi er i krig, og fjenden hedder coronavirus, siger de. I Bibelens salmebog tales der en lang række steder om angsten for og truslen fra fjenderne. ”Hvor længe skal min fjende triumfere over mig?”, udbrød salmedigteren (Sl. 13,3). For en nutidig læser kan det være vanskeligt at gennemskue, hvem og hvad disse fjender har været. Hvori bestod truslen? Det kan være sygdom og ulykker, personlige fjendskaber, egen svigt, skyld og skam.

Nu er det os, der er truet. I dag oplever vi mødet med en fjende, som ikke kan ses med det blotte øje, men hvis virkninger alligevel er meget synlige, konkrete og nærværende. Vi er omringet af den. ”Skynd dig til hjælp, Herre,” skrev salmedigteren i mødet med sine fjender (Sl. 38,23).

For godt 100 år siden var der også krise. Under Første Verdenskrig døde millioner af mennesker i selve krigen, og mange flere led på krop og sind som pårørende eller berørte på anden måde. Samtidig døde noget af tilliden til menneskets gode vilje og ædle sind. Når noget sådant kunne ske, når mennesker kunne gøre sådan og bekrige hinanden på denne måde, hvor meget var de tekniske og videnskabelige fremskridt og menneskers store viden og gode vilje så værd? Var det så ikke sandgrund alt sammen?

I kirke og teologi blev det til en bevægelse bort fra fokus på menneskets magt og muligheder til Gud og hans ord. En slags reformation kunne det måske kaldes. En genopdagelse af menneskets afmagt og af dets afhængighed af ham, der på en gang har al magt og er kærlig ud over al forstand.

En krise er en anledning til refleksion og besindelse. Det gælder også coronakrisen. Ansigt til ansigt med afmagten kunne krisen måske blive anledning til et fornyet fokus på Ham, der ikke er afmægtig, men tværtimod almægtig. Så erkendelsen af afmagt kan gå hånd i hånd med en tryg tillid til den almægtige.

Så vi når en erkendelse af, at vi ikke – heller ikke med diverse fælles initiativer og opfindsom næstekærlighed – kan redde os selv eller verden. Den dybeste redning fra de største trusler må komme udefra.

Menneskeheden er ikke så selvberoende og selvkørende, som vi i selvsikkerhed var lige ved at tro og tænke. Livet er ikke vores egen præstation, men er og bliver en gave, som vi ikke kan tage, men kun kan modtage – og kun én dag, ét øjeblik ad gangen.

Budskabet om afmagten og den almægtige formidles lige nu ad nye og opfindsomme veje. Kirkernes normale arbejdsgrene er lukkede, men evangeliets løbeild bevæger sig ikke desto mindre videre i små og store ord over hækken, i sms’er, mails og facebook-opslag og ved et væld af online andagter, gudstjenester medvidere. At se egen afmagt i øjnene kan nok være en krise, men det er ikke en endegyldig katastrofe, når man samtidig kan se den almægtige i øjnene og dér se ind i et bundløst dyb af kærlighed.

Kirkebygningen er lukket for ikke at bidrage til smittespredning. Dog vil kirken på sin egen måde være smittebærer – af tro, håb og kærlighed. ”Må jeg smitte dig lidt med ægte glæde,” hedder det i en fin og iørefaldende børnesang. Holdbar og vaskeægte glæde hænger ikke på træerne. Men den findes – også i en krisetid. Og måske krisen netop kunne være et sandpapir, der sliber rust og snavs bort, så ægtheden bliver synlig igen.

Samfundet er lukket. Storcentrenes persienner er rullet for. Kirkebygningen er låst. Men kanalerne, der hedder bibel, bøn og salmebog, er stadig åbne og bør holdes åbne mindst lige så meget som i normale tider.

Når døre lukkes, åbnes der vinduer i stedet, og Guds ord formidles ad nye veje og i nye former. Også om tilgivelse for banale og ubemærkede fejl og svigt under en krise: Den ensomme nabo, som vi glemte at kontakte; den syge kollega, som ikke fik en sms. Guds tilgivelse er ikke lukket ned. Den har stadig åbent, og i grunden er den det allervigtigste.

Og så må vi se at få banket på hos naboen og sendt den sms…

Hvor kom virus fra? Selv de klogeste fagfolk kan næppe svare udtømmende. Hvor kommer alt det, der gør og er ondt, fra? Sådan helt grundlæggende? Det fortaber sig i tågerne.

I et fjernt og ubemærket hjørne af verden trådte Gud selv ind i en verden i kritisk tilstand. Han kom udefra for selv at være det eneste og afgørende lægemiddel mod slangegiftens altødelæggende pandemi. Ingen fjende eller virus kan uantastet bemægtige sig os. For Gud har sat sig selv ind for os.

Hvor længe skal min fjende triumfere over mig, udbrød salmedigteren. Hvordan gik det med hans krise? Indirekte, men alligevel tydeligt, fremgår det, når hans salme afrundes: Jeg vil synge for Herren, for han har handlet vel imod mig.

Hvordan coronakrisen end vil forløbe og ende: Måtte den munde ud i denne fællessang.

Kristian S. Larsen, cand.theol. og formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse

(Tidligere publisert på Kristendom.dk)