Dåpen. En nådens kilde

Harald Hegstad: Dåpen. En nådens kilde. 
Verbum. Akademisk, Oslo 2019, 211 sider

Professor Harald Hegstad fra MF vitenskapelig høyskole for teologi, religion og samfunn har skrevet en fremstilling af dåben, dens teologi og praksis. I betragtning af dåbens store betydning må det hilses velkomment, så meget mere som Harald Hegstad skriver sig ind i den gamle tradition fra Menighetsfakultetet, når denne er bedst: Dåben fremstilles på basis af solide bibelteologiske studier og med grundig inddragelse af stof fra både den ældre kirkehistorie og reformationstiden. Resultatet er blevet en solid bog, som anmelderen kun kan ønske vid udbredelse i det norske folk. Det må der også være basis for, for bogen er skrevet på en pædagogisk og letlæst måde, så der er tale om fornem formidling af teologisk forskning.

Med sit solide bibelske og lutherske præg har forfatteren foretaget en række valg, som giver bogen en tydelig tendens i luthersk-økumenisk og folkekirkelig retning. 

Det luthersk-økumeniske

Hegstad fastholder et luthersk-sakramentalt syn på dåbens nødvendighed til frelse. Og dåben som en afgørende begivenhed, man kan vende tilbage til. Der er således ingen tvivl om, at Hegstad står for et luthersk dåbssyn. Men der er bestemt heller ikke tvivl om hans økumeniske orientering. Han strækker sig langt for at finde fællestræk i dåbssynet mellem lutherske og andre kirkesamfund.

Et hovedord i bogens fremstilling er begrebet ”tegn”. Det begreb anvendte Luther også, og ved at Hegstad løfter dette begreb frem, bliver vægten lagt på det efterfølgende liv i tro og helliggørelse, som dåben peger frem mod. Derved bliver der også basis for samtale med katolikker, metodister og baptister, der alle har samme vægtlægning. Hegstad gør det tydeligt, at dåben for lutherske er mere end et tegn, men havde han valgt et andet begreb som indgang (fx dåben som ”pagt” eller dåben som ”iklædning af Kristus”) så ville dåbens sakramentale engangskarakter være blevet fremhævet mere. Dermed ville der også have været mere vægt på den sjælesørgeriske trøst, som en luthersk dåbsforståelse også sigter på at varetage. Det momentane i dåben, pagtsstiftelsen, står forholdsvist svagt i bogen. Det er således karakteristisk, at forfatteren (s.44) er kritisk overfor Den Augsburgske Bekendelse, artikel 9 – med dens understregning af dåbens nødvendighed og fordømmelsen af gendøberne - og kalder denne artikel ensidig i forhold til Luthers egne dåbsskrifter, hvor dåben mere ses som en proces.

Den lutherdom bogen repræsenterer er udpræget økumenisk. Hegstad er mere optaget af at skabe forståelse i forhold til andre dåbstraditioner end på at påpege skel. Han er forstående overfor folk, der afviser barnedåben, selvom han selv klart forsvarer den. Det sted, hvor han hæver røsten mest til polemik er i forhold til baptister, når disse taler om, at børn ikke har behov for frelse og for at modtage frelsen (s. 130f).

Det folkekirkelige 

Et sakramentalt syn på barnedåben har afgørende betydning for ens kirkesyn. Tager man Guds gerning i den hellige dåb alvorligt, må man forstå kirken ”fra oven”, som et Guds værk. Og man må tage det alvorligt, at døbte er fuldgyldige medlemmer af kirken, så længe de ikke har meldt sig ud – også selvom de er sjældne gæster i kirken. Man bliver ”folkekirkelig” ud fra et sådant dåbssyn – ikke forstået som tilhænger af folkekirken i dens teologiske bredde og forholdet til stat og offentlighed. Men man bliver sand ”folkekirkelig”, forstået i teologisk forstand: Gud stifter sin kirke gennem det ydre ord og sakramenter, og er derfor en organisme, der rækker ud mod hele folket, herunder også rummer de små børn og de alderssvækkede. Hegstad vil gerne gøre kirken åben og imødekommende, og har det som mål at få alle døbte til at gå til nadver. Denne – sandt folkekirkelige - tilgang præger bogen og som tidligere sognepræst kan anmelderen kun hilse denne tilgang velkommen. 

Set fra Danmark

Harald Hegstad har skrevet en bog, der set fra en dansk synsvinkel virker meget norsk. I Danmark er dåben sat til debat i folkekirken netop i disse år. De danske biskopper har nedsat nogle liturgiske faggrupper, bl.a. et om dåb og nadver. Fra denne faggruppe er i 2019 kommet en rapport, der fremstiller og drøfter de samme temaer, som Harald Hegstads bog. 

Danmark og Norge har siden 1800-tallet haft en noget forskellig historie vedrørende dåben. Fra Grundtvig kom det historisk-kirkelige syn¸ der satte fokus på Herrens tilstedeværelse og virke ved dåben. I Indre Mission fremhævede Vilhelm Beck barnedåbens betydning som genfødelsens sted og nådens kilde så kraftigt, at ethvert samarbejde med ikke-barnedøbende kirker og u-sakramentale retninger syn var udelukket. Tilsammen har denne påvirkning betydet en meget stærk fremhævning i Danmark af det sakramentale i dåben og af dåbens nødvendighed. Ind i denne danske sammenhæng kan man ønske, at mange ville læse Hegstads afbalancerede fremstilling, der på den ene side tager det på alvor, at mennesker er døbte – og på den anden side understreger, at døbte kan falde fra og gå glip af frelsen. 

I Danmark er det luthersk-sakramentale nu truet af en teologi, der ikke forstår dåbens afgørende sakramentale rolle, idet man afviser arvesynden og kalder de nyfødte børn for Guds børn på basis af skabelsen. Stilfærdigt, men også tydeligt, får Hegstad slået fast, at skabelsesteologien ikke er tilstrækkelig, fordi et menneske har brug for frelse og genfødelse; at man bliver et Guds barn i dåben; at barnet i dåben får syndsforladelse og Helligånden.   

I Danmark har der været en række sager mod folkekirkepræster, der krævede oplæring som forudsætning for dåb eller nægtede et sakramentalt dåbssyn. Derfor ville man aldrig i Danmark kunne skrive som Hegstad om muligheden for at nægte en dåb. Man ville heller ikke nøjes med at se bibelteologisk på spørgsmålet, om man skal døbe ”i” eller ”til” Faderens og Sønnens og Helligåndens navn – som har været et stridspunkt. Også her har vi i Danmark god brug for en afbalanceret bog som Hegstads. 

Dåbsritualet i Danmark har bevaret den gamle tradition, at man spørger barnet, om det vil døbes – og fadderne svarer på barnets vegne. I dette gammellutherske ritual ligger der en teologisk dybde om hvad tro er, og det virker p. 134f som om Hegstad sympatiserer dermed – dog uden at kritisere det norske ritual. I det hele taget er bogen meget lidt polemisk, men mere indstillet på at pege på dåbens grundlæggende rigdom og betydning, på tværs af konfessionelle traditioner. Selv over for teorien om alles endelige frelse, er Hegstad mærkeligt upolemisk (p.148).   

Også i Danmark kæmper vi med faldende dåbstal, og det er mange i folkekirken foruroligede over – mærkeligt nok samtidigt med at en dåbens egentlige betydning nedtones af den moderne skabelsesteologiske teologi. Hegstad har en god pointe med, at det egentlige problem ikke er det lave dåbstal, men den kristnes tros svækkede stilling (p.141). 

Konklusion: Jeg kan som sagt kun ønske, at denne bog får en vid udbredelse i det norske folk. Og at den også bliver læst i Danmark, for Hegstad har nogle pointer, som det også vil være godt at få mere frem i debatten hernede. Mens vi vil fortsætte med at sætte en lidt tykkere streg under dåbens sakramentale gave.

Ved Kurt E. Larsen,
professor, dr.theol. og PhD Menighetsfakultetet i Aarhus / Fjellhaug International University College, Aarhus-afdeling.