Den morgen jeg fikk kaffen galt i halsen

Jeg fik morgenkaffen galt i halsen. Der lå en sky over det meste af resten af dagen. Jeg troede i grunden ikke rigtig på det. At samtlige norske biskopper med én enkelt undtagelse havde skrevet under på sådan en gang makværk. At Torleiv Austad havde. At flere andre havde.

Jeg husker ikke længere den eksakte dato. Jeg har vel fortrængt den. Men jeg tænker på dagen da resultatet af Lærenævndets udtalelse om Osberg/Dingstad nåede de danske kyster.

"Selv om homofilispørsmålet er et lærespørsmål med tilknytning til sentrale deler av den kristne lære, trenger ikke uenigheten om homofilt samliv forhindre den tilstrekkelige enighet om det som er sentrum i den kristne gudstro: Rettferdiggjørelsen av syndere i Kristus." Sådan skrev de, disse brave mænd, af hvilke man havde sat sin store forhåbning til flere; således tre nye, spændende og lovende navne på bispelisten: Skjevesland, Baasland, Kvarme, mænd af hvem man nok skulle kunne forvente klarere biskoppelig tale end længe hørt.

Som en slags trylleformular bruger de "retfærdiggørelsen i Kristus" til at relativisere Skriftens mange klare enkeltsteder og sammenhænge om homofili. Og hokus pokus filihankat. Vi kan tale og praktisere fundamentalt forskelligt i dette af Skriften klart belyste livsområde - vi vil dog stadig være enige og ét om dette fortryllende, altopslugede, mysteriøse, nærmest kosmiske: retfærdiggørelsen.

Forstå det, hvem der kan.

Flere måneder efter forstår jeg det stadig ikke.

Men der er noget andet, jeg tror, jeg forstår Jeg tror, jeg forstår den underliggende tendens, som har skabt grobunden for denne teologiske elendighed. Tendensen: Den efterhånden fortærskede sandhed om privatiseret og individualiseret religiøsitet er ikke mere fortærsket, end at den er sand. Og vi har alle en rem af huden. Både i vort eget liv og i det vi giver videre til andre, hvad enten vi hører tid det almindelige eller det ualmindelige præstedømme. Når alle dogmatisk korrekte udsagn om omvendelse, efterfølgelse, kirke og sakramenter er føjet til vor tale om syndernes forladelse, så føler vi i vor inderste hjertekrog, at det med Jesus og syndernes forladelse er en sandhed, der kan nå os udenom enhver ydre, menneskelig, forpligtende instans. Har jeg ikke mere end én gang grebet mig selv i både i prædiken og på tomandshånd, at tale om troen og Jesus og syndernes forladelse som noget, der ligger lige for hånden, til falds for enhver, "bare du siger ja tak". Vi har forbyttet "gratis" med "billig" - billig nåde i stedet for gratis.

"Føler i vor inderste hjertekrog", skriver jeg. Nogle gange er det vel lige modsat. I vor inderste hjertekrog føler vi det stik modsatte, men indfanget af en alt omfattende, stadig mere selvopløsende statsfolkekirkelige

folkekirkelig virkelighed, magter vi ikke mere, hverken tale eller handling, at gøre et tydeligt og konsekvent discipel-forhold gældende overfor alle kirkens døbte medlemmer. Vi kæmper for at holde tungen lige i munden - at prædike og praktisere samme lov og evangelium overfor alle døbte - men gang på gang griber vi os selv i ujævnheder og inkonsekvenser; griber os selv i å løsne syndernes forladelse fra et liv i forsagelse, tro og tjeneste, et liv med kirke og sakramente. Vi lader røveren på korset være sindbilledet på et normal-kristent liv. Vi lader undtagelsen blive regelen. Vi laver teologi på marginalerne.

Om der bag dette også gemmer sig et utilsigtet efterhæng af pietismens stærke fokusering på troens inderlighed hos den enkelte, eller en frugt af dogmatisk bevidstløs karismatik og frikirkelighed, eller et udslag af postmoderne, nyreligiøst inspireret individualisme, eller noget helt fjerde eller femte, det ved jeg ikke. Jeg ved blot at 2. trosartikel på en ejendommelig måde er blevet løsrevet fra både 1. og 3. trosartikel, og forsagelsen med. Artiklen om Jesus er trukket ud af sin sammenhæng, ud af 1. trosartikel - skabelsens sammenhæng, hvori vi fastholdes som begrænsede skabninger, begrænsede af de livslove og den natur, Skaberen har givet os. Og ud at forsagelsens sammenhæng, som fastholder os på syndefaldets vilkår - alt hvad der tilsyneladende et naturligt er ikke dermed natur, sådan som den oprindelig var skabt at Gud; synden er kommet imellem og har gjort natur og naturlighed tvetydig.

"... retfærdiggørelsen ved tro trækkes ud af den forpligtende sammenhæng, som drejer sig om livet i Ånden, kirken og sakramentet."

Og sidst men ikke mindst artiklen om Jesus er trukket ud af sammenhængen med 3. trosartikel - retfærdiggørelsen ved tro trækkes ud af den forpligtende sammenhæng, som drejer sig om livet i Ånden, kirken og sakramentet.

Den tyske martyrpræst Bonhoeffer sagde det klarere end nogen: "Billig nåde er vor kirkes dødsfjende...

Billig nåde - det er nåde som lære, som princip, som system; det er syndernes forladelse som en almen sandhed...

Billig nåde et at forkynde tilgivelse uden bod. Billig nåde er dåb uden kirketugt, nadver uden syndsbekendelse, tilsigelse af syndernes forladelse uden personligt skriftemål. Billig nåde er nåde uden efterfølgelse, nåde uden kors.

Er den pris, vi i dag må betale med de organiserede kirkers sammenbrud, andet end en nødvendig følge at den for billigt erhvervede nåde? Man gav forkyndelsen og sakramenterne billigt, man døbte; man konfirmerede, man tilsagde et helt folk syndernes forladelse; uspurgt og betingelsesløst. Man gav af menneskelig kærlighed det hellige til spottere og vantro, man udøste strømme af nåde uden ende, men kaldet til streng efterfølgelse at Kristus hørtes sjældnere. Hvor var indsigten fra den gamle kirke, som gennem dåbsundervisningen trofast vågede over grænsen mellem kirken og verden, over den dyre nåde?" (Fra "Efterfølgelse")

(Henrik Højlund var tidligere sokneprest i Ballangen)