Den sene Nietzsches kultursyn

Den sene Nietzsches kultursyn – om den forsvundne Nietzsche

Søren R. Fauth og Børge Kristiansen

Forlaget Klim, Aarhus, 2023. 282 sider.

Denne bog af Søren R. Fauth og Børge Kristiansen giver en indføring i Nietzsches tænkning og en kritik af samme. Søren R. Fauth (f. 1971) er dr.phil., lektor ved Aarhus Universitet, har skrevet om tysk filosofi, er dybt optaget af tysk kultur og udgiver digte. Børge Kristiansen (f. 1942) er dr.phil., forskningsprofessor i München, skriver digte og har igennem mange år været stærkt optaget af tysk litteratur, særligt Thomas Mann. De har nu sammen skrevet en bog om og kritik af Friedrich Nietzsche (1844-1900) og hans tanker.

Bogen er inddelt i to dele, hvor første del (s.25-209) er en beskrivelse af Nietzsches kulturteori og anden del (s.211-275) er en kritisk analyse af Nietzsches kulturteori. Dog er der ikke i praksis denne skarpe opdeling i en deskriptiv og en normativ del, da der også i første del rettes et yderst kritisk lys mod Nietzsches tænkning.

Bogen har undertitlen ”om den forsvundne Nietzsche”, fordi de i deres læsning er i opposition til en stor del af sekundærlitteraturen. Dog står de ikke helt alene i deres udlægning og de indkalder vidner, som også taler deres sag.

Bogen er ganske fremragende dels fordi de læser bredt i Nietzsches forfatterskab, for at nå frem til gennemgående tanker og linjer – de forsøger at skabe konsistens i tænkningen – og dels fordi de samtidig vover at tage Nietzsche på ordet og forholde sig kritisk både i forhold til inkonsistens og de anbefalede værdier.

Det er klart, at der er ingen, der kan følge Nietzsche i alt, for det gør Nietzsche heller ikke selv. Han kan skifte mening og fokus undervejs, men alligevel har der i sekundærlitteraturen været en tendens til blinde pletter, fordi der er elementer i hans tænkning, der kan virke så groteske, at man kan fristes til at omtolke eller overse dem.

Fauth og Kristiansen tager udgangspunkt i Nietzsches tanker om viljen til magt, som for Nietzsche er forbundet med biologi. Den grundlæggende drivkraft i mennesket, tænker Nietzsche, er viljen til magt, den er udtryk for viljen til liv, den er i sig selv livets sundhed. Dem, der forsøger at fornægte denne vilje til magt, fornægter livet og er præget af det usunde og syge, hvilket præcis er kernen i kristendommen. Mennesket er i den kristne kultur blevet sygt, usundt, svagt. Der er kommet et ideal om askese ind i verden, så i stedet for at sige ja til livet, siges der nej. Engang var det anderledes. I den antikke verden, var der en kultur der sagde ja til verden, der var idealer, der hævede sig over det svage, men en sygdom har slået rod og mennesket søger i stedet efter en anden verden og siger nej til sig selv og den givne verden. Nietzsche vil forklare og bekæmpe den sygdom, en sygdom han ikke bare finder i det kristne, men også i jødedommen, hos Platon og i oplysningsfilosofien. Det, der må stilles i stedet for det syge, er et fuldtonet ja til livet.

Når Nietzsche skal forsøge at forklare hvordan de svage har overvundet de stærke, står han overfor det Fauth og Kristiansen kalder ”overgangsproblemet”: Hvordan kan man historisk forklare den vending, der er sket? Til det formål taler han om slaveoprør, ressentiment og den foragt for det stærke, som er opstået hos de svage, fordi de lider af misundelse overfor det, de ikke selv kan få. Han forsøger at forklare det historisk, men ifølge Fauth og Kristiansen når han aldrig frem til egentlige historiske argumenter, men fremsætter forskellige psykologiske hypoteser og i sine forklaringer glider han til stadighed imellem begreberne stærk og svag, så de, der er svage, egentlig bliver stærke og omvendt, hvilket udhuler hans eget begrebsapparat. Til tider har jøderne livskraft, i Nietzsches beskrivelse, og aristokraterne er de svage. I virkeligheden, tænker Fauth og Kristiansen, kommer hans analyse fra en læsning af hans egen psykologi (s.223).

Forbundet med tanken om viljen til magt, er forestillingen om den evige genkomst af det samme. Nietzsche tænker, at alt, der har været, vil komme, og det, der kommer, har været. Den, der er stærk nok, kan se det i øjnene og sige ja til verden sådan, som den er. Når man indser, at ens liv med alle smerter og glæder vender tilbage i en uendelighed, og kan favne det hele, sige ja til alt, så siger man i sandhed ja til livet. Det er en eksistentiel test, den enkelte kan stille sig selv, men det er mere end det. Det er for Nietzsche også en kosmologisk teori, som han argumenterer naturvidenskabeligt for. Flere af hans fortolkere føler et ubehag ved denne tanke og forsøger at tolke tanken rent eksistentielt, da argumenterne bag den kosmologiske teori halter ganske betragteligt, men dette forsøg på udglatning er ifølge Fauth og Kristiansen udtryk for, at man reelt ikke læser, hvad Nietzsche siger. Grunden til, at den evige genkomst får betydning for spekulationer om viljen til magt, er, at Nietzsche ender i en determinisme, hvor der ikke er rum til frihed og heller ikke til opfordringer om at vælge livet, for alt sluges i den evige cyklus. Mennesket er i naturens hånd, som en flod er, og om floden går over sine bredder eller ej, ligger ikke i flodens valg eller værdier, men i hvad der sker med floden. Dermed opstår der en indre selvmodsigelse i Nietzsches tanker, som både Nietzsche selv og mange af hans fortolkere viger tilbage fra at se i øjnene. Han kan kritisere Hegels nødvendighedstanke, men han har selv sin egen. Han kan kritisere nihilisterne for ikke at være stærke nok til at gøre værdier gældende, men han ender selv i den samme nihilistiske stilstand og meningsløshed (s.273-274).

Noget andet, som er indbygget i Nietzsches forestillinger, og som han tydeligt giver udtryk for, er en ubarmhjertig brutal umenneskelighed, som mange af hans læsere forsøger at tolke metaforisk, som udtryk for en åndelig kamp, en kulturkamp, men det er hos Nietzsche mere end det. Nietzsche opfordrer og anbefaler krig, kamp og ødelæggelse i bogstavelig forstand, fordi det kan gavne den stærke. Han inhumanitet går ud over en nazistisk tankegang (s.171), selvom han ikke tænker racistisk. Det at holde slaver er for Nietzsche indbygget i livet selv og han opfordrer den stærke til have et offer, fordi ofret giver den stærke en følelse af magt og øger dermed lykken i verden (s.168). Medlidenhed er svaghed.

Det får den konsekvens, at Nietzsches kultursyn falder fra hinanden. Han vil rive det gamle ned og bygge nyt op, men det ideal-samfund han ser for sig, er i virkeligheden en afart af Platons stat, hvor samfundet er delt i kaster og man kan ikke rykke fra den ene kaste til den anden. En stor del bliver slået ihjel, men ellers er der slaver, krigere og i toppen nogle få aristokrater, som styrer det hele, men i modsætning til Platon er Nietzsches ideal-stat ikke stabil, for der er også evindelige magtkampe i toppen. Det, han ser for sig, er alles kamp mod alle. Aristokraterne misunder hinanden og lever i evig kamp. Hvis man ikke giver sig hen til kampen, så ender man i den askese, som Nietzsche foragter og ser som et nej til livet. Livet selv er overfald og ødelæggelse og det modsatte er syg askese. Den ene ønsker til stadighed at beherske den anden.

En gennemgående svaghed, i Nietzsches argumentation, som jeg har berørt ovenfor, er, at han giver udtryk for, at han kan begrunde moralens opståen historisk, han kan historisk beskrive denne bevægelse fra aristokrati til slavemoral, men han når aldrig i nærheden af en historisk begrundelse.

Det, vi ser i historien, er ikke at krig, drab og ødelæggelse stopper, når den kristne kultur får overhånd, men magtkampene fortsætter ufortrødent. Nietzsche mangler både argumenter og indre konsistens i sin tænkning. Det er hos Nietzsche mennesket som sådant, der er blevet sygt, da det forlod vildnisset og fik moral, og dermed kan sygdommen ikke begrænses til en bestemt asketisk kultur. Når han beskriver sine typer af romere eller kristne, forlader han historien og stiliserer en idealtype, som han kan bruge efter egen lyst (s.61).

Derudover ender han i den metafysik, som han vil gøre op med, for selve tanken om viljen til magt som menneskets essens, som det der forklarer alt andet, er en metafysisk tanke. Der er én vilje til magt, som gennemtrænger alt og forklarer alt, men dermed bliver den også forklaringen på kristen adfærd og moral såvel som antik moral og det giver ingen mening at sige, at noget er mere rigtigt end andet, da alt kan føres tilbage til den samme vilje til magt.

Som tidligere nævnt, finder jeg bogen ganske god, men vil gerne her til sidst rejse et kritikpunkt, som måske kan blive et tema i en senere bog fra Fauth og Kristiansen, for der er et aspekt, der mangler i bogen. Når det nu er muligt at kritisere Nietzsche så grundlæggende, som det sker i denne bog, hvorfor har han så haft den indflydelse, som vi ser, og som stadig gør sig gældende? Det spørgsmål er ikke adresseret i bogen. Man kan pege på personer som Freud, Heidegger, Derrida, Foucault, Butler og mange andre, som har hentet inspiration hos Nietzsche. MacIntyre kan tale om en tradition i europæisk tænkning, der løber fra Nietzsche og videre frem. Der er en fascination ved ham, som jeg også kender fra mig selv. For mig at se, er der tre grunde til den fascination, som hver især griber ind i hinanden. Nietzsche har en retorik, som har sin egen skønhed. Han beskæftiger sig med de store spørgsmål og vil ikke slippe dem. Han fremholder en brist, som er indbygget i tænkningen fra oplysningstiden hvor ideen om, at menneskelig tænkning kan være selvberoende, at det rationelle kan hvile i sig selv og begrunde sig selv, ikke holder vand, men fornuften er i stedet bestemt af andet end det snævert rationelle, selvom det giver skin af at være bestemt af dét fornuftige i ental. En person som Ricoeur har fremhævet Nietzsches mistanke, at der er andet, der ligger bag de begrundelser, som umiddelbart bliver givet – der er mere end én fornuft i omløb. Den del af arven fra Nietzsche, er værd at forholde sig til, og ville have løftet bogen yderligere i kvalitet, hvis Fauth og Kristiansen havde diskuteret det.

Dog kan jeg ikke andet end anbefale bogen, sådan som den foreligger.

Jakob Valdemar Olsen