En udrakt hånd

Biskop Bo Giertz holdt følgende tale i sin gamle domkirke i Gøteborg 8. mai i år. Artikkelen er gjengitt etter Kirkelig information nr. 2/3 1988.(Red.)

Hvad er det, der er ved at ske med den svenske kirke? Jeg tror, det er meget få, der har gjort sig dette klart. Måske har den, der har været med så længe som jeg lettere ved at se det. Lad mig belyse det med noget, som jeg kender til helt personligt.

Som andre gamle præster spørger jeg mig selv af og til: Hvad ville du være, hvis du var ung nu? Ikke en eneste dag har jeg tvivlet om svaret: Jeg ville være præst! Tjenesten i Den svenske Kirke har givet mig et liv fyldt af mening og med store opgaver, også nogle, der kostede møje og smerte. Jeg ville stadig ønske at blive præst!

Men her er der et men: Ville jeg i dag få lov at blive præst i Den svenske Kirke? Jeg har nu tjent den i mere end 60 år. Jeg elsker den af hele mit hjerte. Men ville jeg få lov til at blive præst, hvis jeg var ung i dag?

Det er ikke blot et retorisk spørgsmål. Det hænger som en sort sky over mange af dem, som i dag ønsker at blive præst. Hvis jeg var en af dem, måtte jeg jo spørge mig selv: Vil der, når jeg er færdig med min forberedelse dertil, være en biskop, som er villig til at ordinere mig? Jeg ved, hvad biskopen vil spørge mig om: "Tror du, at kvindelige præster er ordinerede på Kristi befaling og i overensstemmelse med Guds ord?" På dette spørgsmål ville jeg ikke kunne svare et ærligt ja. Det beror ikke blot på, hvad jeg har lært i min studentertid af de mest fremragende moderne eksegeter, vi har haft i dette land, men også på et livslangt arbejde med Ny Testamente. Min videnskabelige samvittighed siger mig: Dette er imod Ny Testamente. Og så siger min kristne samvittighed: Det skal man rette sig efter.

Og dermed vil sandsynligvis døren være låset for mig. Meget andet ville jeg sikkert kunne få lov at fornægte: At Jesus fra evighed af er Guds Søn, at han fødtes af en jomfru, at han sonede vore synder med sin død, at han kommer igen for at dømme levende og døde. Jeg ville få lov at leve i strid med kristen ægteskabsmoral. Alligevel ville jeg kunne blive ordineret til præst. Denne nye lære - om præsteembetet - er den eneste, der under alle vilkår må accepteres!

Hvordan er det gået til? Da den nye ordning indførtes i 1958, var der een ting, som blev enstemmigt fastslået af kirkemødet og bekræftet af regeringen: Den gamle tro skulle stadig have hjemstedsret i kirken. Det skulle være tilladt at leve i overensstemmelse med den - for biskoper og præster, for dem som ønskede at blive præster, og for menighederne. Ingen skulle tvinges til at handle imod sin samvittighed.

Det var en klog - og delvis ny - måde at løse et spørgsmål på, som der var forskellig mening om i kirken. Man ville ikke gentage den gamle, alt for almindelige tragedie med tvang og trussel om udelukkelse. Vi skulle leve sammen med hinanden og se, hvad der fik Guds velsignelse. Den svenske kirke kunne her have gjort en kirkehistorisk indsats til et eksempel for fremtiden.

Desværre gik det ikke så godt. Ude i menighederne gik det i reglen fint. Men det, der går godt, hører man intet om; det, der blev skildret i massemedierne, var undtagelser. Alligevel fik man et billede af en håbløs splittet kirke, hvor man ikke gjorde andet end skændtes om kvindelige præster. Og mærkeligt nok var det den såkaldte "samvittighedsklausul", der fik skylden. Ellers bliver den slags overenskomster jo betragtet som en ære for et folk. Man kan fritage en pacifist for at gøre soldatertjeneste og alligevel lade ham beholde alle borgerlige rettigheder. På privat-livets område har man respekt for en afholdsmand. Det anses for at stride både mod almindelig dannelse og medmenneskelighed, hvis man ville kræve, at han skulle tage en snaps i solidaritetens navn. Sådan noget gør man nu engang ikke!

Jo, det gør man i den nye svenske kirke, som er ved at træde frem for vore øjne! Man siger ganske vist, at der skal være højt til loftet. Man taler med modvilje om "konventikelplakater" og anden vold mod samvittighedsfriheden, som kirken har gjort sig skyldig i forgangne tider. Og nu bærer man sig alligevel ad på samme måde. Ved rigsdagens og lovens hjælp forsøger man at gøre det umuligt for en gruppe af kirkens mest trofaste medlemmer at leve efter kirkens gamle tro - hvad de netop havde fået løfte om.

Hvorfor gav man de løfter dengang? Troede man måske, at den gamle tro ville dø bort af sig selv? Men levende kristen tro er nu engang troen på den Gud, som i sit ord har åbenbaret sig selv og sin vilje. Så længe der findes Bibler og mennesker, som kan læse dem, vil der være mennesker, som har det syn på embedet, som kirken har haft til alle tider. Det er et selvbedrag at bilde sig ind, at når blot en standhaftig og derfor hånet biskop går på pension (biskopen i Göteborg), vil al modstand være borte. De, som tror det, tager alvorligt fejl.

Problemet bliver stående og må løses på en anden måde - på en kristen måde. Hvad skal man gøre, når man bliver uenige om, hvad der ifølge Bibelen er Guds vilje? Man kan forsøge at overbevise hinanden med argumenter. Men hvis det ikke lykkes?

En mulig, men dårlig løsning er at skilles! Man lukker mindretallet ude. Eller det går selv frivilligt og danner et nyt samfund. Det er den gamle model, som har gjort var kirke så tragisk splittet, som den er - en ulykke, som vi i vor tid forsøger at reparere på. Det var den ulykke, som kirkemødet i 1958 forsøgte at forebygge ved udtrykkelig at love, at de som havde den gamle tro, skulle have lov at leve videre i kirken med den.

Det er den løsning, som stadig er var mulighed og var forpligtelse: kirkens egen måde med ansvar overfor sin Herre at løse et vanskeligt problem på. Og hvordan skulle det gå til?

Det første skridt måtte blive, at vi hver på sin side skammer os over vores uenighed, lider under den og føler et virkeligt ansvar for at få den af vejen.

Det andet skridt måtte blive, at man gør sig klart, at man ikke løser den slags problemer ved at kræve, at ens modstandere skal bytte side, skifte mening. Vi som har den gamle tro, får så ofte at høre, at netop det skulle vi gøre. Det ville være en ganske enkel vej til enighed i kirken. Der er bare det ved det, at sådan kan man ikke gøre, hvis man tror, at der er tale om noget, som Gud har sagt i sit ord. Sin kristne tro forandrer man ikke på samme måde, som man kan skifte parti.

Lad os i stedet for gensidig erkende, at der findes ærlige og overbeviste kristne blandt dem, vi er uenige med. Gud alene prøver hjerterne. Men vi har sikkert alle truffet kristne, som vi føler en dyb samhørighed med, selv om vi er havnet på forskellig side angående embedsspørgsmålet. Her må nogen af os have taget fejl. Lad os da mindes, hvad "rette lærere" her i stiftet plejede at sige: Et menneske kan være både bedre og værre end sin lære! I denne forvirrede tid ville det være mærkeligt, hvis nogen af os virkelig skulle have ret i alle våre meninger og standpunkter. Vi har alle brug for tilgivelse for de fejltagelser, vi kan have gjort, og vi må være taknemmelige for, at der findes tilgivelse også for det - for os og for andre.

Vi må også lære at tåle, at der bliver sat spørgsmålstegn ved os, - vi må leve med, at der findes oprigtige kristne, som mener, at vi tror eller lærer eller handler forkert på et eller andet punkt.

Vist kan det være smerteligt. Det må da føles smerteligt for en kvindelig præst at se, at en kreds af trofaste menighedsmedlemmer aldrig kommer til hendes gudstjeneste, - eller at en mandlig kollega ikke kan overlates til at stå ved alteret sammen med hende. På vor side er det lige så smerteligt at se kirken gøre i den treenige Guds navn, hvad vi tror, den ikke har ret til at gøre. Det er det tragiske i enhver alvorlig modsætning med hensyn til meninger og opfattelser. Hvor meget man end værdsætter ærligheden hos en modstander, vil der stadig være den gensidige følelse af kritik og et misbilligende: Sådan burde du ikke gøre.

Det er den smerte, vi må lære at leve med! Egentlig er dette jo ikke noget nyt. Netop mennesker, som tager deres kristendom alvorlig, plejer at gå til den slags gudstjenester og præster, som de har tillid til. Den frihed må vi have. Det er tåbeligt at tro, at vi får "enighed" den dag, de sidste gammeltroende præster er borte, og ingen nye har fået lov til at blive ordinerede i deres sted. Så først bliver splittelsen uigenkaldelig. Mennesker, som ved, hvad de tror, vil aldrig forandre sig. Og de vil på en eller anden måde skaffe sig erstatning for det, som Den svenske Kirke ikke mere vil give dem.

Men det er netop dette, som ikke bør ske - og ikke behøver at ske! Vi har stadig muligheden for og kaldelsen til at vise, hvordan man kommer til rette med en dyb uenighed i kirken. Lad os derfor være enige om, at vi virkelig er uenige på en måde, så det får visse uundgåelige. konsekvenser - og at vi netop derfor må forsøge sammen med hinanden at lede kirken gennem denne krise, uden den tager ubodelig skade.

Lad os derfor se, hvad vi har fælles, og med hvem vi har dette fælles. Den dybeste skillelinje går i dag ikke ved embedsspørgsmålet, men mellem den apostolske tro på Kristus, den som Bibelen giver os, og en ny tro med et nyt billede af Jesus - eller rettere et mylder af billeder, som alle gør krav på at være sandere end evangelierne, men som bærer alt for tydelige spor af at være tilpasset nutidens vurderinger og yndlingsidéer.

Der findes et fællesskab mellem alle dem, som tror på Jesus Kristus på bibelsk vis. Dette fællesskab kan også findes, hvor meningerne skilles på embedsspørsmålet. Der findes mange vigtige ting, som man kan gøre sammen. Og når man ikke kan komme uden om uenigheden - som når det gælder visse præstelige funktioner - må man lade hver leve ifølge sin overbevisning. I det praktiske bliver der ingen vanskeligheder, når man blot har en normal portion af god vilje. Vanskelighederne opstår, når man vil provokere og ydmyge mennesker ved at tvinge dem til at gøre noget, som man ved, at de ikke kan gøre med en god samvittighed.

Derfor skal vor sammenkomst her i dag ikke være et signal til kamp, men en udrakt hånd. En udrakt hånd til alle dem, som elsker den Herre Kristus og ved, at kun den sande tro på ham er vejen til frelse. Lad os sammen stå inde for denne tro og tjene vor Herre og Frelser, enhver med sine gaver og uden at lægge hindringer i vejen for hinanden eller kræve, at nogen først skal udskifte sin overbevisning eller handle imod den.

Nogen vil måske svare: Men hvad er det, De håber på? De forskellige meninger vil jo stadig være tilbage. Der findes punkter, hvor vi ikke kan samarbejde.

Det ville være let at svare: Sådan har det været i vor kirke i over hundrede år, og den består alligevel! Vi har bevægelser og retninger og præster og gudstjenesteformer, som nogle sætter højt og andre tager afstand fra. Så mangfoldig kan en kirke faktisk være; undertiden kan det ligefrem være en styrke.

Men jeg tror, at vi kan se mere optimistisk på vor uenighed med hensyn til embedsspørgsmålet. Begge sider har udtømt deres argumenter, uden det er lykkedes at overbevise hinanden. Om vi nu i stedet for gav Os til at vente og se? Der findes en bibelsk vej, der kaldes at følge Gamaliels råd. Det var ham, som sagde at det, som kommer fra Gud, kan vi mennesker ikke slå ned, og hvad der blot er menneskelige påfund, det forsvinder af sig selv. Derfor kan vi vente og se til, at vi ikke strider mod Gud selv.

Lad os altså tjene Gud hver på sin plads af hele vort hjerte og al vor kraft og se, hvad resultatet bliver. Lad os tjene uden at se ned på hinanden og glæde os over, hvad der sker af vækkelse og nyt liv i kirken. Men lad os også være generøst åbne for alt det samarbejde, som vi stadig har mulighed for. Helligånden har en forunderlig evne til at lade mennesker opdage, hvad de har til fælles, selv der, hvor alle samtaler og diskussioner kun har skabt fastlåste positioner. Når man beder sammen for andre, glæder sig med hinanden over Åndens gerning, lider sammen for Kristi sandbed, og kommer til at dele hans forsmædelse, da lærer man at forstå at her findes en enhed, som ved Guds nåde er blevet bevaret, selv om vi har handlet ilde med den.

Det er sådan, Gud bereder vejen og gør os modne for det, som er hans løsning på de problemer, som vi er kørt fast i. Hvordan den løsning er, ved vi ikke endnu. Kun eet er sikkert: Det kan ikke være Guds vilje, at hans kirke skal blive så snæver, at der ikke er plads til ærlige kristne, som ikke har noget større ønske end at holde fast ved apostlenes tro.