Grundtvig og Mynster

Jens Rasmussen:

Grundtvig og Mynster. Fætre og fjender,

Aarhus Universitetsforlag 2023,

262 sider.

I 1800-tallets danske kirke ragede N F S Grundtvig (1783-1872) op, og hans navn er stadigt stort i Danmark, hvor man i dag dårligt kan blive biskop uden at erklære sin kærlighed til Grundtvig, og hvor alle partier i folketinget fra højre til venstre vil påberåbe sig ham. I dag er der til gengæld ingen, der kender J. P. Mynster (1775-1854). Han var ellers sin samtids store kirkelige og kulturelle personlighed i hovedstaden, mens Grundtvig længe blev anset for en være en halvskør præst ude fra landet.

De to har sat hvert deres stærke aftryk på den danske folkekirke helt til i dag. Begge var imod rationalismen, men ingen af disse to lederskikkelser var specielt glade for det lutherske, og bl.a. derfor fik Danmark aldrig en indflydelsesrig nyluthersk eller konfessionel-luthersk linje i 1800-tallet, i modsætning til Norge, Tyskland og USA.

Mynster ville redde så meget som muligt af statskirkens ordning over i en ny tid, og derfor er den danske folkekirke i dag en bred, statskirkeligt organiseret kirke. Grundtvig var vækkelsesmand, der kendte skellet mellem levende kristne og de kun navnkristne, og som ønskede frie troende menigheder, der havde ret til at vælge egen præst og egen liturgi. Derfor fik Danmark sin valgmenighedstradition fra 1868, og Grundtvigs indflydelse har desuden betydet at folkekirken i dag giver stor frihed – både til højre og venstre.

De to personer levede begge det meste af deres liv i København; de forholdt sig til de samme debatter og de var tilmed halvfætre – men de havde det dårligt med hinanden og var end ikke på talefod. Da Grundtvig nedlagde sit præsteembede i statskirken i 1826, skal Mynster have sagt: Efter mange års ihærdige anstrengelser er det endeligt lykkedes Grundtvig at blive fuldstændigt forrykt. Litteraturen om dem er stor (for Grundtvig: enorm), men først nu kommer der en bog, der følger de to personer, deres liv - og deres næsten altid forskellige reaktioner på tidens debatter og spørgsmål: Kirketugt, vækkelserne, dåbsritual, frikirker, stat-kirke, Kierkegaard osv.

Jens Rasmussen er pensioneret præst og en fremtrædende dansk kirkehistoriker, der har udgivet en lang række bøger og artikler om især 1800-tallet. Han har således den faglige ballast og det kendskab til kilderne, der gør, at han har kunnet skrive denne sikre oversigtsfremstilling over et stort kirkehistorisk felt. Bogens særlige bidrag ligger i dens nye vinkel, der kaster nyt lys over de to personligheders virke.

Bogen er velskrevet, og den anbefales varmt til norske læsere, der kunne tænke sig et spændende indblik i det 19. århundredes kirkelige debat i Danmark.

Kurt E. Larsen

Professor, dr. theol

Menighedsfakultetet, Aarhus