Gudstjenestens historie og praksis

Kristoffer Garne: Den danske gudstjeneste, historie, teori og praksis,  

København: Fønix 2020 

ISBN: 978-87-93600-23-2 

Palmeserien #16 ISSN 2446-175X

I Danmark er der en gryende interesse blandt yngre teologer og præster for gudstjenesten og dens teologi, som man kun kan glæde sig over. En af disse unge har begået en god bog om den danske gudstjeneste (som jo for en stor del også gælder den norske gudstjeneste fra den tid, hvor vi var sammen).  

Bogens unge forfatter, Kristoffer Garne, har baggrund i det grundtvigske og var i sin studietid i København med i bestyrelsen for den grundtvigske foredragsforening ”Studenterkredsen”. Han har også været med i hovedbestyrelsen for ”Grundtvigsk Forum”, hvor han tilhørte den konservative fløj. De gammelgrundtvigske er meget opmærksomme på det basale i kristendommen, evangeliet skal ikke devalueres og gudstjenesten skal ikke fyldes med pop. 

Kristoffer Garne har sin unge alder til trods allerede udgivet flere bøger og artikler. Hans præstelige erfaring er nogle år som først sognepræst og siden valgmenighedspræst i det midtjyske og fornylig er han blevet sognepræst i Lemvig i det nordvestjyske. 

Garne valgte at bruge coronaåret 2020 på at skrive ”Den danske gudstjeneste. Historie. Teori. Praksis”, en bog på 303 sider med en fyldig litteraturliste. Desværre er der ikke noget emneregister. 

Bogen er velskrevet og letlæst. Han tager hele tiden læseren ved hånden og fortæller os hvad der skal ske. Han opsummerer og konkluderer. Ofte kommer et ”for det første”, ”for det andet” eller ”dels” og ”dels”, som gør bogens indhold klart og tydeligt. 

Bogen er inddelt i tre afsnit. Det første er det længste på cirka 150 sider om den danske gudstjeneste, dernæst følger afsnit II på cirka 80 sider om gudstjenestens teori og endelig til sidst et kort afsnit med hans forslag til den danske gudstjenestes praktiske udformning.  

Hans hovedfokus er ”søndagens højmesse i den særlige 500-årige danske tradition, hvor bl.a salmerne indtager en hovedrolle”. Det særligt danske bidrag til højmessen er uden tvivl salmerne. Nok også det eneste til verdenskirken. Danmark er beriget med dygtige salmedigtere, særligt de fire store Kingo, Brorson, Grundtvig og Ingemann. Der findes også andre der har bidraget med gode salmer ikke mindst K.L. Aastrup. Efter min fornemmelse har nyere salmer ikke den bibelske fylde som de nævnte og er heller ikke så gudstjenesterelateret. Den danske højmesse er en salmemesse, hvor salmerne fylder mere end den egentlige liturgi og nogle liturgiske led blev navnlig tidligere fortrængt til fordel for salmernes udtryk for liturgiens indhold. Men salmernes betydning kan også overdrives og Garne har en tendens til det, f.eks. når han skriver, at ”salmerne er bærere af den gudstjenestelige tradition” som om liturgien ikke kan stå alene. Det kan den og det opleves i disse coronatider, hvor vi ikke må synge eller ved en hjemmealtergang ligesom det også opleves ved en læst messe som navnlig katolikkerne er vant med. Styrken ved salmerne kan også være deres svaghed. Salmer, ikke mindst hvis de er lange, kan også tynge gudstjenesten og kede menigheden. En udfordring ikke mindst i Danmark er at forvalte salmemessen med et stærkere blik for inspirationen fra oldkirken, den eukaristiske tradition og den liturgiske fornyelse i det 20. århundrede, som bør få mere plads, hvilket efter min opfattelse vil kunne betyde en bedre balance mellem liturgi og salmer. Når det er sagt skal der ikke herske tvivl om salmernes store betydning ikke mindst i Danmark.  

Det er velgørende at dykke ned i Garnes afsnit om gudstjenestens teori og væsen. Han giver os del i de nyere ritualteorier, som er værd at overveje og tage til sig. For mig er det en glæde at se hvor meget Grane her trækker på en anden gammelgrundtvigsk, nemlig professor Regin Prenters gudstjenestesyn. 

I tredje afsnit kommenterer Garne den aktuelle danske liturgidebat. Han har et skarpt blik for den bærende gudstjenestelige ordo, hvad der hører med til højmessens væsen og er uopgiveligt set fra et fælleskirkeligt og luthersk synspunkt. Her gør man klogt i at lytte til Garnes kritik og forslag.  

I hans forslag til dåbsliturgi er det velgørende at se at han i talen til forældre og faddere ikke er bange for at lægge dem på sinde at gå i kirke. Hvor mange af os præster siger det lige ud af posen ved dåben?  

Omvendt rummer han forslag til dåbsliturgi to svækkelser af luthersk dåbsforståelse, dels når han ved korstegnelsen ændrer ”skal tilhøre” til ”tilhører” den korsfæstede Herre og dels når han ved håndspålæggelsen sætter parentes om ordet ”nu”, der præciserer at det er ved dåben vi bliver genfødt ved vand og Helligånd: ”som (nu) har genfødt dig…” Her åbner han op for den forståelse der gør sig gældende i den danske debat, at vi allerede er Guds børn før vi bliver døbt og at dåben derfor blot bliver tegn på at vi er det mere end at vi bliver det. Det er i klar strid med den lutherske forståelse, jf. artikel 2 i den augsburgske bekendelse og arvesynden og artikel 9 om dåben. Og i øvrigt også i strid med Grundtvigs syn på genfødelsen i dåben. Det antaster dåbens sakramentale karakter, at Gud selv er den handlende i dåben. I stedet smugles der en ’demokratisk’, skabelsesteologisk dåbsforståelse ind, hvor følgen er, at dåben blot bliver en bekræftelse på et allerede givet forhold. At barneforholdet først oprettes gennem dåben udtrykkes imidlertid allerede i Gal 4,5-6 og knyttes sammen med modtagelsen af Ånden i dåben (Gal 3,26-27; 1 Kor 12,13), hvilket allerede oldkirken var opmærksom på. Det er ærgerligt, for Garne betoner ellers det frelseshistoriske aspekt på dåben mere end det skabelsesteologiske.  

Det undrer mig også at Garne ikke modsiger ritualet for homovielser, da et sådant jo ikke har nogen bibelsk begrundelse og er totalt fraværende i traditionen. 

Men alt i alt har Garne givet os en bog, der bør læses og studeres og man kan kun ønske at de der får det formelle og ledelsesmæssige ansvar for fremtidig dansk liturgi vil kigge nøje i den og lære af den.  

Dansk (og norsk?) liturgi har brug for at lære af den liturgiske fornyelse i det 20. århundrede og gå tilbage til kilderne og bringe de lutherske erkendelser ind i en klassisk liturgisk forståelse i enhed med en frugtbar brug af den rige danske salmetradition. Det kan denne bog være en hjælp til. 

Flemming Baatz Kristensen 

Sognepræst (kbf), Sct. Pauls kirke, Aarhus, Danmark 

fbk@km.dk, www.sctpauls.dk