Hans Adolf Brorson i Norge

Mange bånd binder Den norske Kirke og Den danske Folkekirke sammen. Et af de stærkeste bånd blev knyttet for snart 270 år siden. Op mod jul 1732 udkom i Tønder ved den tyske grænse et lille hæfte på kun 32 sider. Beskedent i omfang og tarveligt i tryk og udstyr.

På forsiden stod: "Nogle Jule-Psalmer/ GUD til Ære Og Christne=Siæle/ i sær siin elskelige Meenighed til Opmuntring Til den forestaaende Glædelige Jule=Fest Enfoldig og i Hast sammenskrevne Af H.A.B. TUNDERN, Hansz Clausz Kieszby og findes hos hannem Tilkiøbs 1732".

 Bogstaverne H.A.B. står helt klart for vor fælles store salmedigter Hans Adolf Brorson. Det har med rette været diskuteret, hvorvidt hæftet repræsenter en nybegynders værk. Den teori har været fremme, at en geskæftig bogtrykker har fundet frem til håndskrev­ne vers fra Brorsons hånd, som han for at skaffe sig fortjeneste har ladet trykke og udgive.

Bemærkelsesværdigt er det, at 9 af hæftets 10 salmer hører til de ypperste Brorsonsalmer. Alle 9 er originale og repræsenteret i vor nuværende danske salmebog. Kun nr. 10, en påskesalme, er en oversættelse og ikke med i salmebogen.

Så højt skattet er salmerne i hæftet, at de ikke uden grund har givet Brorson tilnavnet "Julens salmedigter". Sådan oplever I sikkert også Brorson i Norge. I Norsk Salmebok finder vi 4 julesalmer fra Tønderhæftet: Den yndigste rose er funnet (41); Her kommer, Jesus dine små (42); I denne glade (søde) juletid (44); Mitt hjerte alltid vanker (45). I Landstads Reviderte Salmebok findes yderligere to julesalmer fra Tønderhæftet: Til høgtid no seg samle (104) og Hvordan takker vi vår Herre For han gav sin Søn herned (137).

Brorsons julesalmer har alle bevist deres høje kristelige og og digteriske kvalitet derved, at de stadig synges og elskes i næsten uændret skikkelse både i Danmark og Norge. Dette er noget ganske enestående, som sikkert hænger sammen med, at Brorson som ingen anden dansk salmedigter har set og klart udtrykt, hvad der en kærnen i julens budskab og dermed også centrum i hele kristendommen. Hvad er da det?

Slår vi op i julehæftet fra 1732, ser vi, at Brorson synger om en bevægelse. Alle må afsted, enten de så lister, går, vanker eller løber:

                                               I gamle, lister hen

                                               Til eders sjæleven,

                                               Gaar også med I unge ... (TRK 9,8)

                                               Hver følge nu og træde

                                               Til barnet Jesum ind ... (TRK 5,1)

                                               Mit hierte altid vanker

                                               I Jesu føde-ruhm ... (TRK 7,1)

                                               Gak sorrig-fulde sind,

                                               Gak med i stalden ind ... (TRK 9,2)

                                               Her kommer dine arme smaa,

                                               O, Jesu, i din stald at gaae ... (TRK 11,1)

                                               Vi løbe dig med sang imod ... (TRK 11,2)

Vi ser, at Brorson vil have alle med til Betlehem. De gamle får lov at liste sig derhen, de yngre bør ligefrem løbe. Det kan ikke gå hurtigt nok, for der er noget vældigt, enestående at se. Hvad er da det? Brorson svarer:

                                               En liden Søn af Davids rood,

                                               Som er og GUD tillige ... (TRK 6,2)

Dér i stalden sker det, som ellers er absolut umuligt for et syndigt menneske, som er dømt af Guds lov og hjemfalden til hans evige vrede. Synderen får lov at se den hellige Gud, ja at løbe lige ind i hans åbne favn. "Det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse" (Rom 8,3). Denne selve kristendommens hemmelighed og hovedsag er det, Brorson vil have alle med ind i stalden for at se og opleve:

                                               Gud er nu ikke længer vred,

                                               Det kand vi deraf vide,

                                               At hand har sendt sin Søn her ned,

                                               For verdens synd at lide ... (TRK 6,4)

Her møder vi et karakteristisk træk i Brorsons julesang: julen og påske hører sammen, krybben og korset, inkarnationen og forsoningen. Den tur til stalden i Betlehem, som Brorson så ihærdigt indbyder alle til at være med på, svarer til opfordringen hos Hebræerbrevets forfatter: "Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertig­hed og finde nåde til hjælp i rette tid" (Hebr 4,16).

 Hvorfor denne opfordring? Fordi vi har en stor ypperstepræst, Jesus, Guds Søn, som, ved for vor skyld at blive menneske i stalden og dø på korset, har banet os syndere en fri og åben adgang til Gud på hans nådetrone. Når Brorson om begivenheden julenat kan sige:

                                               Guds ark er kommen i vor leyr! (TRK 6,3)

har han næppe blot haft 1.Sam 4,5 i tankerne, der fortæller om den jubel, som det vakte i Israels krigslejr, da pagtens ark ankom. Brorson har sikkert også ønsket at sammenligne den usle stald i Betlehem med det prægtige "Allerhelligste" rum i Jerusalems tempel. Her stod pagtens ark, hvis låg "Nådestolen" var sædet for Herrens hellige nærvær i sit folk. Hertil var ingen adgang for menigmand. Den hellige Gud og synderen kunne ikke frit mødes. Kun ypperste­præsten kunne træde derind med offerblodet på den store forsoningsdag.

 Men fordi barnet i kryppen tillige er Guds store ypperstepræst, som på korset har ofret sit blod for alle mennesker, eller med Brorsons egne ord, fordi

                                               At han har sendt sin Søn her ned,

                                               For verdens synd at lide ... (TRK 6,4)

derfor er stalden nu for alle døbte og troende det "Allerhelligste", hvor vi - fra at være "bortdøde i synden" (TRK 10,2) og dermed spærret ude fra Gud - nu frit og glad kan gå ind og ud som kongelige præster.

 Hele den vældige jubel, vi møder i Brorsons julesang, hænger sammen med, at vi i kraft af underet i Betlehems fattige stald er blevet "en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab" (1.Pet 2,9), fordi Gud julenat skænkede os sin Søn, der både er præst og konge på Melkisedeks vis (Hebr 5,6).

 Det, Brorson indbyder os til i sin julesang, er, at vi i denne nye, høje værdighed som præster frit og glad kan træde frem for Gud og "ved Kristus altid bringe Gud lovprisnings­offer, det er: frugt af læber, der bekender hans navn" (Hebr 13,15). Derfor kan Brorson synge:

                                               Vor tak vil vil frembære da,

                                               Endskiønt den er kun ringe,

                                               Hosanna og halleluja

                                               Skal allevegne klinge ... (TRK 6,3)

 Det er alle kristnes præstetjeneste, og som konger kan vi lige så frit og glad træde ud og proklamere Kristi kongeherredømme over hele verden - ja, selv over Helvede:

                                               Din lof skal høres, Frelsermand,

                                               Så vidt og bredt i verdens land,

                                               At jorden den skal ryste ... (TRK 6,1)

                                               Vi synge om den søde fred,

                                               At helvede skal skilve ved

                                               Vor jule-sang at høre ... (TRK 6,3)

 Den frie adgang ind og ud hos Gud, som præster og som konger, hvortil grunden blev lagt julenat, er hele kristenlivets hemmelighed og herlighed. Kalder vi derfor med rette Brorson "Julens salmedigter", kunne vi i nøje sammenhæng hermed også kalde ham "Det almindelige præstedøm­mes salmedigter". Med dette teologiske udtryk betegnes netop den kristnes frie, glade gang ind og ud hos Gud.

Frem for nogen dansk salmedigter, ja måske frem for nogen digter i hele verden, har Brorson skildret det, der er overskriften over et helt afsnit i hans store salmesamling: "Troens rare Klenodie" (TRK), nemlig afsnittet: "De troendes høye adelskab". Hermed menes netop denne gang ind og ud i Betlehem, som præster ind for nådetronem med lovsang og bøn og derfra som konger ud i verden med vidnesbyrdet om forsoning og fred med Gud ved Jesus Kristus, vor store ypperstepræst og konge.

 Men denne tabte, men genfundne ære at måtte være præster og konger sammen med Kristus, og som altså har sit udspring i stalden julenat, dette høje adelskab skænkes os én for én i den hellige dåb:

                                               Ved dåben drog du siel og sind

                                               Til Kirkens samfunds glæde,

                                               Og skrev mit navn blant hine ind,

                                               Som skal for thronen træde ... (TRK 143,3)

Heller ingen har skrevet om dåben som Brorson, som også med fruld ret kan kaldes "Dåbens salmedigter". I dåben føres vi både til Betlehem og til Golgata og ad den vej helt frem for Guds trone. Der får vi som præster og konger lov at stå allerede her i tiden ved troen på julens og påskens under. Og der skal vi få lov at stå engang i evigheden, så sandt vi troligt følger Brorson og hele "Guds kirke-flok" (TRK 6,7) til stalden i Betlehem. Derfor møder vi også dåben i Brorsons julesang. Der er nemlig sammenhæng i hans teologi: Han er julens, det almindelige præstedømmes og dåbens salmedigter og dermed i grunden hele den hellige, almindelige og apostoliske kirkes salmedigter:

                                               Al verden stod i satans pagt

                                               Da brød vor JEsus frem med magt,

                                               Og reev os ud med blodig haand

                                               Af alle vore fienders haand.

                                               Lad verden ey med al sin magt

                                               Os rokke fra vor daabes-pagt,

                                               Men giv, at al vor længsel maa

                                               til dig, til dig allene staae.

                                               Her staae vi nu i flok og rad

                                               Om dig vor skiønne hierte-blad,

                                               Ach! hielp at vi og alle maae

                                               I himlen for din Throne staae. (TRK 11,4 og 5 og 10)

Tænk at måtte stå for Guds trone både allerede her i tiden og siden i evigheden. Det er i sandhed "De troendes høje adelskab", skænket i dåben. Hvem har sagt det stærkere og smukkere end Brorson i Norsk Salmeboks nr. 352 (TRK 225): Himmelen er Guds - og min.

                                               Jeg er tegnet i Guds hånd,

                                               født på ny av vann og Ånd,

                                               Gud er Fader, lys og trøst,

                                               jeg hans bilde barn og lyst.

                                               Å, jeg arme støv og jord,

                                               Kristus selv er blitt min bror,

                                               å hvor er min glede stor!

                                               Hva jeg ber om, skal jeg få,

                                               det er godt å tenke på:

                                               Himmelen er Gud og min,

                                               Jesus gjør meg ren og fin

                                               til Guds helligdom og kor,

                                               Ånden i mitt hjerte bor -

                                               å hvor er min glede stor.