Hjerteskærende logik

Det er hjerteskærende, at et flertal i Folketinget vil hæve abortgrænsen til 18. uge.

’Sundhedsfagligt er der intet belæg for den nuværende ugegrænse’, har sundhedsminister Sophie Løhde udtalt som et argument. Ministerens logik rummer noget rigtigt – om end på en bagvendt og hjerteskærende måde. For etisk og principielt er der ikke forskel på en abort i 8. og i 18. uge.

En udvidet abortgrænse er dog ikke ’en kæmpe stor socialpolitisk og ligestillingspolitisk sejr’, men en udvidelse af et samfundsmæssigt svigt – dybest set af os alle sammen.

18 ugers-grænsen er angivelig langt fra levedygtighedsgrænsen ved 24. uge. Men det argument er kunstigt og uholdbart.

Et barn på 16 uger kan ikke klare sig uden for livmoderen. Et barn på 26 eller 46 uger kan ikke klare sig uden voksnes omsorg og kærlighed. Grundlæggende er ingen af dem levedygtige uden andres beskyttelse og omsorg.

Dybest set kan ingen af os klare sig uden beskyttelse og omsorg. Og beskyttelse og omsorg er netop, hvad alle involverede i en graviditet bør møde – barnet såvel som begge forældre. Fri abort betyder det  modsatte: at de alle tre svigtes.

Sundhedspersonale kan fortælle, at et barn aborteret i f.eks. 16. uge kan vise tydelige livstegn i længere tid. Så skal man vist være en ret hårdkogt type for at forblive uberørt. Og er det værdigt at stille sundhedspersonalet i sådanne hjerteskærende situationer? 

Regeringen m.fl. ønsker ikke blot en hævet abortgrænse, men også at indføre ret til aktiv dødshjælp. Det er svært ikke at se en sammenhæng her. Når selvbestemmelse vægtes over alt andet, går det ud over det enkelte menneskes værdi og værdighed.

Flertallet vil også lade unge helt ned til 15 år beslutte en abort uden forældres samtykke eller viden. En helt ung pige skal altså kunne stå helt alene med beslutningen om at fravælge sit barn.

Men hun må ikke købe en pakke cigaretter nede i kiosken. Cigaretterne er det selvfølgelig sundest at lade ligge. Men der er da også en himmelråbende skævhed i dette.

De nye regler er netop i dyb forstand himmelråbende. Og er det ikke muligt at råbe politikerne op, må håbet og råbet jo sendes i andre retninger.

Håbet er, at vi som samfund vil besinde os og igen erkende alle menneskers grundlæggende værdi og værdighed: kvinder og mænd, raske og syge, børn og voksne – fra første til sidste øjeblik.

Kristian S. Larsen

organist, formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse

Hassellunden 55, 6705 Esbjerg Ø,

tlf. 51 36 24 65

(Tidligere publisert i Jydske Vestkysten)