Høre Gjøre – plastisk bibelbruk

Stian Kilde Aarebrot

Høre Gjøre – plastisk bibelbruk

Verbum 2022

For en god og vigtig bog. En bog om at styrke troen i kraft af trospraksis. Dét er den røde tråd gennem hele bogen: at bevæge sig konstant gennem hele livet fra at høre til at gøre.

”Du lærer ikke bilkjøring ved bare å lese teoriprøven. Du blir heller ingen danser, kunstner eller kokk ved bare å lese instruksjonene”.

Bogens røde tråd samles især i ét begreb: Operatio divina. Begrebet har sin pendant i det gamle begreb lectio divina. Aarebrot påviser, hvordan lectio divina i virkeligheden også var tænkt som operatio divina. Altså ikke blot bibellæsning og meditation, men også den praktiske konsekvens, der måtte følge af det.

Måske skurrer det uvilkårligt i lutherske ører, når ’gjøre’ får en central placering i troen. Er det ikke just, hvad Luther gjorde op med?

Aarebrot gør det helt klart – og efter min opfattelse helt rigtigt – at det ikke taler Luther imod. Tværtimod kan der igen og igen findes klare Luther-udsagn om sammenhængen mellem at høre og gøre, mellem nåde og nådeliv. Et Luthercitat fra bogen: det er ”umulig å skille gjerninger fra tro, like umulig som å skille flamme og lys fra ild”.

Aarebrot betoner også meget fint hvilen som udgangspunkt for alt. Hvile er det første og vigtigste. Hvilen hos Gud. ’Være’ før ’gøre’. ”la oss aldrig glemme at det å hvile, det å gjøre ingenting, også er en trospraksis”.

Bogens røde tråd gør den på en måde til en fin variant af en anden lutheraners meget skelsættende bog: Dietrich Bonhoeffers Efterfølgelse, hvori Bonhoeffer meget dybttænkende gør op med nåde ”som lære, som princip, som system”.

I Aarebrot bog leveres det med meget stor sans for den helt konkrete vej fra høre til gøre. Bogen leverer i sidste halvdel en konkret indføring i operatio divina, altså i hvordan man trin for trin, sammen i en gruppe, kan læse bibeltekst, meditere, samtale og tage praktiske konsekvenser.

Aarebrot tilkendegiver i begyndelsen, hvordan to ting blev meget afgørende for hans eget fortsatte trosliv. Dels det at bevæge sig ind i bibellæsning sammen med andre, altså ikke at skulle fastholde en bibellæsningsdisciplin i eget rum, som aldrig rigtig lykkedes for ham, og dels det at i den fælles bibellæsning finde konkret vej sammen fra høre til gøre.

Aarebrot leverer et hav af vidunderlige, livsnære eksempler fra arbejdet med at finde vej med det, samtidig med at han dykker dybt og grundigt ned i den mere reflektive bibelske og teologiske begrundelse for det.

Jeg har sjældent læst en bog, som har været så tætpakket med mening gennem hver eneste side. Jeg er allerede i fuld gang med at stjæle fra den til forkyndelse. Og derfra forhåbentlig til praksis, både for mig selv og for dem, der lytter. Og netop dét har givet mig en idé om at forsøge at lancere denne bibellæsning og -praksis for alle vores kirkes mange små bibelgrupper – som jo meget let ender der, hvor vi alle ender så let som ingenting, nemlig i et forhold til Bibel og det vil også sige til tro, som forbliver svævende over dagligdagen, noget der finder sit religiøse rum, men med alt for lidt konsekvens i det konkrete liv. Eller som Aarebrot citerer Søren Kierkegaards ironiske udmelding om vores bibellæsning: ”Vi forteller at det er så uhyre dypsindig, så vidunderlig deilig, så uutgrunnelig høyt og så videre, omtrent som når et barn later som det ikke forstår hva det bliver bedt om å gjøre, og så er fiffig nok til helle å smigre pappa”.

Et lille aber dabei, som meldte sig et langt stykke henne i læsningen, er, om bogen måske kan tendere til at gøre kristendommen til en på en vis måde overkommelig gøre-ting, når man blot sørger for at holde sig løbende i gang med læsninger inklusiv små, overkommelige praksisser, som man selv kan finde på undervejs. En lille historie om Ørkenfaderen Pambo peger i en lidt anden retning. Pambo kunne hverken læse eller skrive. Så gik han en dag til en ældre abba, som disse ørkenfædre kaldtes. Han bad ham lære sig en salme fra Biblen udenad. Da han havde hørt første vers af Salme 39, rejste han sig med det samme og gik. Han tænkte, at dette vers var mere end udfordrende nok, hvis han også skulle efterleve det. Verset lød: ”Jeg tænkte: Jeg vil vogte på min færd, så jeg ikke synder med tungen”. Efter seks måneder mødte han igen den ældre abba, som bebrejdede ham, at han ikke havde set ham i seks måneder. Han undskyldte sig med, at han endnu ikke havde lært at leve efter det ene vers, abbaen havde lært ham. Mange år senere mødte han en anden af sine bekendte. Han havde hørt historien om abbaen og det ene vers og spurgte ham: ”Har du lært verset?” Abba Pambo svarede: ”Selv efter nitten år finder jeg det svært”.

En livslang, livspraktisk konsekvens af bare ét bibelvers…

Men summa summarum: Jeg anbefaler bogen på det varmeste til fornyet bibellæsning og bibelpraksis. Plastisk bibelbrug.

Henrik Højlund

Præst og forfatter