Hvad er, og hvad vil Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse

FBB-RESSURS:

Foredrag i Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse, Danmark, 1996.

Hvad er, og hvad vil Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse?

Sognepræst Hartvig Wagner.

I disse dage for 32 år siden begyndte en kirkelig debat i Danmark, som ikke siden har set sin lige i omfang og lidenskab. Der var vel næppe en avis eller et kirkeligt blad, som ikke åbnede spalterne for omtale eller debat i anledning af det lille skrift "Kirkens Ja og Nej", udsendt af 11 præster i et første oplag på 27.000 (senere ialt 40.000) til alle biskopper, præster og menighedsrådsmedlemmer, folketingsmedlemmer, kirkelige organisationer og højskoler.

Hvad der i 1964 blev nedfældet i det beskedne hæfte på 14 sider, gav ikke bare anledning til heftig debat, men satte et arbejde i gang, som stadig fortsætter, fra 1969 under navnet "Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse". Her er historien i korte træk frem til i dag:

De 11 udgivere af "Kirkens Ja og Nej" mødtes første gang i Viborg bispegård 22.8.62 indbudt af biskop Chr. Baun til "en fri drøftelse af den folkekirkelige situation." Indbydelsen må ses som udtryk for den smerte over udviklingen i folkekirken, der havde ramt biskop Baun særlig hårdt, især fordi han bundet i sin samvittighed af Bibelen og Bekendelsen afslog at ordinere Helga Jensen til hjælpepræst i Skive.

I samråd med præster, der støttede Baun, blev indbydelsen sendt til: E. Alshauge, Oksbøl; O. Bisgaard, Fredericia; J. Glenthøj, Borum; K. Holt, Mosbjerg; A. Højlund, København; Th. Kühl, Løjt; D. Monrad Møller, Oure; Sv.Aa. Nielsen, Haslev; B. Riisgaard, Rimsø; P. Ulsdal, Vejle og H. Wagner, Herning.

I mødet deltog også professor Regin Prenter. Desuden to præster, som var med i det indledende arbejde, men forlod "Viborg-kredsen", som vi kaldte os, inden pjecen var færdig.

Det første møde blev en uforglemmelig oplevelse. Med vidt forskellig kirkelig baggrund kom vi fra forskellige egne af landet og kendte ikke hinanden på forhånd. Men vi fandt hurtigt sammen, fordi vi alle på hver sin måde havde følt det som vor egen og vore menigheders nød, at vor kirke er i vildrede med, hvad den både skal være og lære og gøre.

Biskop Baun indledte med at lade hver deltager udtrykke sit personlige syn på situationen. Under samtalen blev forskellige sider af Kirkens væsen og kald, hvor uklarheden særligt viser sig, draget frem. Referatet af mødet kunne derfor under overskriften: "Hvad er Kirken?" deles op i konkrete emner som: Kirken, gudstjenesten, dåb og tro, nadveren, Den hellige Skrift, det almindelige præstedømme og kirkens embeder, Guds bud og den apostolske formaning, stat og kirke.

Til næste møde, som blev holdt på Børkop Højskole 14.9.62, havde Prenter på grundlag af referatet fra første møde lavet et udkast til en erklæring, som dannede udgangspunkt for forhandling og bearbejdelse ved de følgende møder i "Viborg-kredsen". Mødet fik en særlig betydning, fordi værten, forstander Edv. Jensen, deltog. Som lægmand tilskyndede han alle os præster til at fortsætte med ordene: "Det er Dem, der er lærere i Kirken, og det skal De blot være ved!"

Under kredsens videre arbejde viste der sig nu og da uenighed, som ikke altid faldt sammen med den vidt forskellige baggrund, hvorfra vi kom. Vi repræsenterede alle kirkelige retninger med undtagelse af Tidehverv.

Hvad der holdt sammen på os var en fælles bekymring for vor kirke og enigheden om, at Den hellige Skrift er autoriteten i Kirken. Der var også enighed om, at vi ikke ville drive kirkepolitik og ikke danne en ny kirkelig retning.

Alligevel viste det sig vanskeligt at enes om, hvad vi konkret ville med det, vi efterhånden nåede frem til vedr. de behandlede emner. Skulle vi straks gå ud i offentligheden med vore synspunkter eller blot mere forsigtigt stille dem til rådighed for kirkelige studiekredse?

Forskelligt syn på dette resulterede i, at Baun og Prenter i slutningen af 1963 trak sig ud af arbejdet, idet de dog stadigt stod bag det theologiske indhold i det, vi efterhånden fik formuleret mere præcist.

På et vigtigt møde i Fredericia 12.2.64 vedtog "de 11" at indbyde en større kreds til et møde på Snoghøj Højskole, som fandt sted 3.- 4.5.64 til drøftelse af: "hvilke skridt, der må tages for at vække og kalde vor kirke og dens medlemmer til afgørelse". Under drøftelserne, hvor også lægfolk var med, mødte vi kraftig tilskyndelse til at udsende, hvad vi var nået frem til, fra mænd som Chr. Bartholdy, Edvard Jensen og rejsepræst Johs. Pedersen, der bad os "trutte i hornet, så murerne falder!"

Efter endnu et konsulterende møde med folk, som støttede udsendelsen, blev pjecen "Kirkens Ja og Nej" udsendt, så den kunne være modtagerne i hænde 20.11.64.

Inden de mange hundrede kuverter blev overgivet til postvæsnet, blev de båret over i Borum Kirke, hvor vi holdt en andagt med bøn om, at pjecen måtte skabe klarhed og give læserne frimodighed til at "stride for den tro, som én gang for alle er blevet overgivet de hellige" (Jud 3). Vi var overbeviste om, at vi kun havde skrevet, hvad Kirken altid har lært og intet nyt eller særligt.

Netop derfor chokerede det os, at reaktionen imod pjecen blev så voldsom. Jo, mange hilste den da velkommen som en tiltrængt opmuntring til at stride troens gode strid. Men ufrivilligt kom de mange angribere til at bekræfte pjecens hovedpunkt, der udtrykkes sådan: "Man taler om kirken som folkets kirke på en måde, som vækker det indtryk, at flertallets ønsker og behov og ikke 'Kristi forordning og bud' (Den augsburgske bekendelse art. 8) må være afgørende for, hvorledes kirkens forhold ordnes."

Særlig protest vakte påstanden: "Det turde være klart, at de to kirkesyn ikke lader sig forlige. De to kirkesyn er nemlig så forskellige, at forestillingen om, at de begge i al fremtid kan leve med samme hjemstedsret ved siden af hinanden i samme folkekirke er en illusion."

Gang på gang blev vi spurgt: "Hvem sigter I til? Må vi få navne!" Det viste sig unødvendigt for os at nævne navne. De trufne meldte sig hurtigt selv og afslørede folkekirkens alvorlige situation.

Det blev for os et klart signal til at gå videre. Allerede 1965 udgav vi Syv kronikker om Kirkens Ja og Nej, hvori der nærmere blev redegjort for pjecens indhold på baggrund af alle reaktionerne.

Samme år fulgte den næste store aktion. Til alle præster og menighedsrådsmedlemmer m.f. udsendte vi et hæfte på 40 sider: Hvad den danske Kirke står for med menighedsrådsløftet, præsteløftet, præste- og bispevielsesritualet, de tre oldkirkelige trosbekendelser og de første 21 artikler i den augsburgske bekendelse samt artiklerne 22-28 i kort referat og endelig ritualet for kirkeindvielse. Hæftet er stadig efterspurgt og nu trykt i 27.000 eksemplarer.

I årenes løb er udgivet talrige små og store skrifter, som alle har et positivt, vejledende og pastoralt sigte. Nævnes skal blot tillægget 129 Salmer.

Siden 1965 har vi udgivet bladet Kirkelig Information, som bringer aktuel information om konkrete kirkelige sager og om situationen i vore nabokirker, hvor vi gennem årene har haft snæver kontakt med tilsvarende bevægelser.

Det er altid vanskeligt og betænkeligt at skulle vurdere betydningen af et arbejde, man selv er med i. Jeg vover vi dog at pege på følgende:

Fra 1965 til 1969 indbød vi til "Påskestævne" på Nyborg Strand. Der deltog op til flere hundrede de første år. Siden har vi holdt årsstævner rundt om i landet med langt færre deltagere.

Vi kan ikke rose os af stor folkelig opbakning, som vi i øvrigt aldrig har forventet. Først og fremmest har vi villet stille os på deres side, som ved at fastholde Guds ord er kommet i klemme i det folkekirkelige magtapparat, der beherskes af folkets ønsker og ikke af Bibelen og Bekendelsen.

Skriftet "Kirkens Ja og Nej" har dog trods al modstand banet vej for et nyt åndeligt klima, der har befordret en lang række initiativer, ledet af folk i nær kontakt med "Kirkelig Samling": Konvent for Kirke og Theologi, Menighedsfakultetet, Kristeligt Forbund for Studerende. Kristne friskoler, Kristeligt Folkeparti, Børkop Bibelskole, m.f.

Siden 1964 er spændingen mellem de to nævnte kirkesyn stadig vokset. Theologiske kandidater og præster, som fastholder pjecens syn, har betalt dyrt herfor. En vigtig opgave for "Kirkelig Samling" er at påvise den illusion, at der i praksis hersker frihed i folkekirken.

I en tid, hvor folkekirken i manges øjne mister troværdighed ved at svigte det troværdige ord, Gud har betroet den (Tit 1,9), vil vi frimodigt holde fast ved apostlenes lære og opmuntre alle til, at det troværdige ord må få troværdige konsekvenser i den enkeltes og i menighedernes liv, koste hvad det vil. Hartvig Wagner