Indenfor eller udenfor?

AKTUELL ARTIKKEL

av Mikkel Vigilius

Artikel i 'Dansk Kirkeliv 1999'.

Indenfor eller udenfor? Det moderne vækkelsesfolk og folkekirken

Gamle tiders vækkelse! Der bliver stadig talt og sunget om det i missionshusene. Men man skal have en alder tæt ved de 100 år for at have et personligterindringsbillede af, hvad der menes. De store folkevækkelser, der forandrede hele lokalområder og førte til erklæret omvendelse og tro for hundredvis mennesker, hører til i tiden før de store krige. Siden har vækkelserne været anderledes overskuelige både i antal og geografisk udbredelse, og deres påvirkningskraft uden for det kristne miljø har været begrænset.

Vækkelsesbevægelser i dag?

Giver det stadig mening at kalde Indre Mission en vækkelsesbevægelse? Spørgsmålet blev rejst af provst og senere IM-formand L.P.Jensen på Indre Missions årsmøde i 1950. Han turde ikke uden videre svare ja. Indre Mission syntes ikke længere at være bærer af vækkelsens ild. Det store organisationsapparat blev holdt i gang, men vækkelsen udeblev. På én betingelse mente L.P.Jensen dog, at betegnelsen fortsat kunne gøres gældende: hvis Indre Mission stadig havde et klart vækkelsessyn og målrettet arbejdede for vækkelse.

Betegnelsen vækkelsesbevægelse anvendes i den kirkelige terminologi i dag både om Indre Mission og de to mindre søsterorganisationer med fornavnene Luthersk og Evangelisk Luthersk. Og det er tydeligt, at betegnelsen ikke så meget refererer til, hvad disse foreninger aktuelt erfarer, som hvad de ønsker og sigter på. De vil, og de arbejder for vækkelse!

Skal man forstå den aktuelle dynamik mellem vækkelsesbevægelserne og folkekirken, kan man næppe tage et bedre udgangspunkt end i det vækkelsessyn, som normerer deres kirkelige strategi. Meget er forandret siden de store vækkelsestider i sidste århundrede, men det grundlæggende vækkelsessyn er i bemærkelsesværdig grad uforandret og kan sammenfattes i to punkter.

Skellet

Af mange forskellige grunde taler man anderledes i dag end i forrige århundrede om skellet mellem vantro og troende. Navnlig er man overordentlig forsigtig med at drage skellet efter udvendige kriterier. Det vil næppe være muligt i dag at høre mange missionshusprædikener, før man bliver mindet om, at det rette foreningstilhørsforhold, de rette meninger og den rette livsstil ikke garanterer, at man er et Guds barn. Det handler om hjerteforholdet til Jesus - om troen. Hvem fortrøster du dig til, når det gælder din frelse? Skellet er usynligt, men det er virkeligt. Det har evighedsbetydning, og det går midt ned igennem de døbtes forsamling. Derfor må der drives mission i den danske folkekirke, og dette er vækkelsesbevægelsernes kald.

I efterkrigstidens folkekirke er det kirkesyn, som her kommer til udtryk, i tiltagende grad blevet forkætret i takt med, at idealet om den rummelige og brede folkekirke har vundet frem. Mange af efterkrigstidens konflikter mellem vækkelsesfolk og folkekirke er udsprunget afspændingen mellem disse to kirkesyn. Men der er også opstået nye alliancer på denne baggrund.

Daelleve højkirkelige præster i 1964 udgav skriftet "Kirkens ja og nej" var hovedsigtet at gøre op med det nye kirkesyn, som udviskede skellet mellem bekendelse og fornægtelse, vantro og tro, som fordunklede evangeliet og satte menneskers frelse på spil. Ledere fra både Indre Mission og Luthersk Mission hæftede sig ved skriftets svage forståelse for det selvstændige lægmandsarbejde, men genkendte samtidig så mange hjerteanliggender, at de tog de første prøvende skridt i retning af en alliance. Sidst i 1960´erne trådte "højrefløjen " frem som en ny faktor i dansk kirkeliv, en union af vækkelsesfolk og gammeldags troende kirkefolk af mere eller mindre højkirkelig observans. Denne fløj stod bag oprettelsen af Menighedsfakultetet og har i 1980´erne fundet sammen i samtaleforummet "De Otte".

Omvendelsen

Da Menighedsfakultetet for et par år siden udgav en antologi af prædikener fra præster med tilknytning til institutionen, blev det fra anden kirkelig side bemærket, at de var mindre pågående end vækkelsesprædikenerne fra sidste århundrede. Stilen har ændret sig, men vækkelsesforkyndelsens hovedmål er det samme: at lede vantro til omvendelse. Og vel at mærke omvendelse i luthersk forstand: anger og tro. Derfor forkynder man loven, Guds vilje som den er åbenbaret i Skriften, for at vække erkendelse og bekendelse af synden - vække anger. Evangeliet forkynder man med adresse til de angrende. Man forkynder den uforskyldte nåde for Jesus skyld for at vække tro. Og til de troende prædiker man, at den sande omvendelse og den gudgivne tro bærer frugt i et nyt liv - efter Guds bud.

Også på dette område har efterkrigstidens teologiske udvikling ført til en øget spænding mellem vækkelsessynet og den dominerende folkekirketeologi. Identificeringen af Guds vilje med Skriftens etiske retningslinier og forståelsen af troen som uløseligt forbundet med et nyt liv i lydighed mod Guds bud har vakt både teologisk debat og kirkelig konflikt - senest i forbindelse med spørgsmålet om kirkelig velsignelse af homofile par.

Vækkelsesfolkets tankegang kom i denne sammenhæng til udtryk i betænkningen: "Kærligheden glæder sig ikke over uretten". Betænkningens hovedsigte var sjælesørgerisk: at hindre åndelig vildledning i form af et forsvar for synden. Man anerkender, at kirken historisk har gjort de homofile adskillig uret, men fastholder, at Skriften fordømmer homofil praksis. En kirkelig anerkendelse af homofil praksis vil kun tjene til at lede mennesker åndeligt vild - bort fra en sand omvendelse og et sandt kristenliv. I modsætning hertil ønsker man at støtte den kristne homofile til at leve afholdende og at kalde den homofilt praktiserende til omvendelse.

For det moderne vækkelsesfolk handler en kirkelig debat som denne således ikke blot om at forhale en kirkelig tilpasning til samfundsudviklingen på seksualmoralens område. Det er anerkendelsen af Guds autoritet og omsorgen for menneskers evige frelse, det står om.

"De Otte"

Kun i dette perspektiv bliver det forståeligt, at "De Otte" efter biskoppernes kollektive forsvar for homofil praksis og heraf følgende åbning for kirkelige forbønshandlinger for homofile par, har anbefalet at man ikke gør brug af eller lytter til de biskopper, der har medvirket til at bane vej for en ny praksis i kirken. Ingen der har læst den ny indremissionsformands motivering af denne udmelding i Kristeligt Dagblad kan være i tvivl om, at han havde valgt en anden udvej, hvis han havde øjnet den. En indirekte kvalificering af alle eller blot nogle af biskopperne som vranglærere må nødvendigvis undergrave Indre Missions selvforståelse som kirkelig forening og rejse alvorlige spørgsmål om den fremtidige kirkerelation. Men Indre Missions folkekirketroskab har tydeligvis mødt sin grænse i en lære, der tolkes som vildførende til fortabelse.

Hvad det grundlæggende vækkelsessyn angår, viderefører det moderne vækkelsesfolk således traditionen fra forrige århundrede. På grundlag af en ligefrem forståelse af Bibelens budskab ønsker man at arbejde for menneskersvækkelse og frelse, og man ønsker at gøre det - i kirken. Men det kirkelige landskab har forandret sig. Og det i en sådan grad, at spørgsmålet nu rejser sig med tiltagende styrke, om det går an for det moderne vækkelsesfolk fortsat at arbejde inden for og i tilknytning til kirken.

I en reaktion på "De Ottes" udtalelse om biskopperne konstaterer biskop Karsten Nissen, at højrefløjen er slået ind på en vej, der fører ud af folkekirken. Han har imidlertid intet ønske om, at den skal gå vejen til ende. "For folkekirken vil det være en katastrofe". Han betegner Indre Mission som en fantastisk vigtig åndelig kraft i kirken på grund af sin rige åndelige arv, sin kritiske solidaritet med kirken, sine mange trofaste kirkegængere, og sine mange frivilligt aktive ikke mindst i børne- og ungdomsarbejdet. Til Nissens opregning af vækkelsesfolkets folkekirkelige bidrag kan tilføjes, at bidragsanalyser viser, at vækkelsesfolket bærer broderparten af det folkekirkelige ydremissionsarbejde.

Hvem ønsker, at vækkelsesfolket skal forlade folkekirken? Næppe mange, i hvert tilfælde ikke i vækkelsesbevægelserne. Selv i den latent frikirkelige Luthersk Missionsforening har de senere års interne kirkedebat afsløret, at det store flertal vil foretrække en fortsat folkekirkelig tilknytning - om det er muligt. Det store spørgsmål er imidlertid, om vækkelsesfolket kan forsætte arbejdet i folkekirken uden at give køb på sit vækkelsessyn.

Konfliktens rødder

De historiske rødder til den aktuelle konflikt går langt tilbage. I Grundlovens jubilæumsår er det naturligt, at påpege, at den var skelsættende for vækkelsesfolkets forhold i og til kirken på to måder. Den gav frihed til at forsamles og drive mission gennem lægmandsforkyndelse. Men den markerede samtidig overgangen til et en demokratisk kirkelig styreform. I praksis blev folkekirken herefter underlagt den folkevalgte forsamlings styre. Vækkelsesarbejdet fik sin frihed, mens folkekirken blev bundet til folkeviljen. Det var kun forventeligt, at folkekirkens forhold herefter ville ordnes som en mere eller mindre forsinket spejling af samfundets almindelige udvikling. At kirkens bekendelsesgrundlag ikke var normerende efter sin ordlyd, var allerede afklaret tidligt i 1800-tallet, og blev vel kun bekræftet, da Grundloven gav alle frihed til at prædike Guds Ord - i strid med den almindelige kirkelige forståelse af Den Augsburgske Bekendelse artikel XIV. Ingen burde derfor være chokeret over, at det folkekirkelige styre i eftertiden har vist sig tilpasningsdygtigt i forhold til nye folkelige forventninger til dens ordninger og nye teologiske strømninger. Resultatet er blevet den moderne folkekirke med dens stærke konfliktpunkter i forhold til vækkelseskristendommen: ubetinget serviceringsret for alle medlemmer, kvindelige præster, vielse af fraskilte, kirkelige forbønshandlinger for homofile par, udstrakt pluralisme både læremæssigt og etisk.

To myndighedsområder

I det indeværende århundrede har vækkelsesfolket til stadighed søgt at modvirke denne udvikling, og da navnlig Indre Mission. De to mindre missionsforeninger engagerede sig således ikke meget i de kirkelige forhold før højrefløjen stod frem. Der gik eksempelvis hen imod ti år før den kirkelige åbning for kvindelige præster overhovedet blev kommenteret i Luthersk Missionsforenings blade. Men både før og efter højrefløjens dannelse har billedet været det samme: vækkelsesfolket har været på retræte. De sejre, man har vundet, har været på det private initiativs område som f.eks. ved oprettelsen af Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut. På folkekirkens myndighedsområde har det imidlertid entydigt været de moderne folkekirkeidealer, der har bestemt udviklingen.

Forskellen mellem de to myndighedsområder er trådt særlig klart frem i de seneste årtier. Det er blevet tydeliggjort, at inden for missionsforeningernes privatsfære kan man for så vidt både sige og gøre, hvad man vil, uden nogen form for kirkelige sanktioner. Selv ikke Luthersk Missionsforenings åbning for fri nadver har udløst sanktioner. Helt anderledes forholder det sig for de vækkelsespræster, der er underlagt kirkeretten og tjenestemandsloven. De må udøve deres tjeneste i fuld overensstemmelse med de kirkelige ordninger og diverse biskoppelige pålæg, uanset om disse måtte synes uforenelige med deres teologiske grundsyn. Alternativet er tjenstlige irettesættelser, retssager og i yderste konsekvens afskedigelse.

De missionske præster er således placeret på uriasposten. Vækkelsesfolket har brug for dem og opmuntrer dem til at arbejde med frimodighed for vækkelsens sag. Men mange forhold i tilknytning til præstetjenesten udgør en samvittighedsmæssig udfordring.

Ordination og tilsyn

I de sidste årtier er særligt ordinationen og det biskoppelige tilsyn kommet i fokus. Igennem 70´erne og 80´erne oplevede missionske præstekandidater det i stigende grad som et problem at lade sig ordinere sammen med og give håndslag kvindelige præster eller præster, som efter deres overbevisning i liv eller lære åbenlyst fornægtede centrale dele af kirkens læregrundlag. De mente, at de herved at kunne komme til at sanktionere ubibelske ordninger og vranglære.

I 1990 rettede "De Otte" henvendelse til biskopperne med anmodning om en særordinationsordning, der kunne løse samvittighedsproblemet og give de konservative præstekandidaters syn "fuld hjemstedsret" i folkekirken. Anmodningen blev pure afvist - i to omgange. Biskop Ole Bertelsen påpegede i den forbindelse en inkonsekvens hos "De Otte": hvordan kunne de støtte ordination ved biskopper, som ordinerer kvinder? De måtte vel mene, at disse biskopper selv havde bragt sig i strid med kirkens bekendelsesgrundlag.

Ole Bertelsens spørgsmål er blevet så meget mere aktuelt efter biskoppernes udmelding om homofili. Kunne man på højrefløjen være uenige om, hvilken vægt kvindepræstspørgsmålet skulle tillægges, er der enighed om, at et offensivt forsvar for homofilt samliv er skismatisk. Hvilken konsekvens bør dette få for de missionske præstekandidater i forbindelse med ordination og tilsyn?

Foråret 1997 gav det første eksempel på en missionsk kandidat, der forud for sin ordination tilkendegav, at han ikke ønskede at deltage i nadveren sammen med biskoppen, fordi dennes offentligt erklærede holdning til homofil praksis udelukkede sandt kirkefællesskab. Motivet var således at øve læretugt "nedefra" og at vejlede menigheden ved at markere afstand til bikoppens vranglære. Det kan ikke undre, at ordinationen blev aflyst - ganske vist med henvisning til en anden problematik.

Brændpunktet i spændingsforholdet mellem vækkelsefolket og folke-kirken skal aktuelt findes i ordinations- og tilsynsproblematikken. Vækkelsesbevægelsernes forbliven i folkekirken er betinget af, at der fortsat er unge, missionske kandidater, der vil blive præster. Men prisen for disse kandidater synes at være en mere eller mindre klar anerkendelse af biskopperne som rette lærere - ved ordinationen og gennem tilsynsordningen. Er prisen for høj? Kan man betale den og stadig bevare en klar vækkelsesprofil og en myndig tale?

Vejen frem?

Tilsyneladende stiller mange vækkelsesfolk store forventninger til, at "De Otte" vil tage et fælles initiativ til afklare disse spørgsmål og pege på en vej frem. Navnlig efter biskoppernes udmelding i efteråret 1997 blev der med spænding set hen til reaktionen fra "De Otte". Men den lod vente på sig. I mellemtiden offentliggjorde Luthersk Missionsforenings organ Missionsvennen, at "De Otte" var på vej med en udtalelse, der ville pege på bl.a. frimenighedsdannelser og alternative tilsynsordninger som mulige veje frem. Men da den endelige udtalelse kom, var disse konkrete forslag faldet ud. Man holdt sig til undsigelsen af de vildledende biskopper. Nuanceforskelle i kirkesyn og tradition synes at have stillet sig hindrende i vejen for, at "De Otte" kunne pege på en fælles kirkelig strategi for det moderne vækkelsesfolk. Man skal næppe forvente, at dette forum vil blive mere handlekraftigt i så henseende fremover. Som i vækkelsesfolkets tidligere historie, vil de banebrydende initiativer givetvis komme nedefra - fra græsrødderne.

At det konservative vækkelsesfolk i samlet flok skulle melde sig ud af folkekirken og danne en frikirke, er der næppe nogen, der tror på. Heller ikke, at en af missionsforeningerne samlet skulle udtræde. Der råder alt for store forskelle med hensyn til kirkesyn og lokale forhold til den slags kollektive løsninger. Det sandsynlige fremtidsscenarie i alle tre missionsforeninger er, at nogle vil forlade folkekirken og andre blive. Skal enheden indadtil bevares, vil der derfor være brug for ledelsesmæssig fleksibilitet og anerkendelse af et mangfold af forsamlingstyper inden for missionsforeningerne.

I så måde er Luthersk Missionsforening gået foran. Ledelsen har åbnet for, at frimenigheder kan få en anerkendt status i foreningen på linje med missionshusforsamlinger. Retningslinierne er under udarbejdelse, og en håndfuld menigheder er på vej. Indre Mission stiller sig foreløbig afvisende over for denne løsningsmodel. Man føler sig her i væsentlig højere grad forpligtet på folkekirken, og fremhæver tillige, at folkekirketilknytningen giver de bedste muligheder for at drive mission - det som var meningen med det hele.

Dobbelt medlemskab

Mange missionsfolk føler sig stærkt splittede over for det kategoriske dilemma: inden for eller uden for? De ønsker på den en side ikke at svigte deres kirke, men kan på den anden side ikke forlige sig med arbejdsvilkårene på folkekirkens myndighedsområde. Som et svar på denne problematik ertanken om dobbelt medlemskab på det seneste vokset frem. Der er en lang tradition for, at medlemmer af Brødremenigheden bevarer deres folkekirkelige medlemskab, og noget tilsvarende gør sig gældende for medlemmer af grundtvigske frimenigheder. Formelt er det i strid med kirkeretten, men der er tungtvejende argumenter for, at denne praksis har vundet hævd og legitimitet gennem sædvane. Ved en sådan ordning ville det være muligt samtidig at bevare folkekirketilknytningen og danne frimenighed.

Debatten om mulige løsningsmodeller pågår aktuelt med stor intensitet i vækkelsesbevægelserne. Det moderne vækkelsesfolk er i kirkeligt opbrud. De gamle arbejdsformer og strategier synes i stadig højere grad at være ude af takt med den kirkelige virkelighed og de aktuelle udfordringer. Hvilke former og strategier, der skal træde i stedet, er uklart. Men for folkekirken kan man håbe, at det vil lykkes at finde modeller, der kan sikre vækkelsesbevægelsernes fortsatte virke inden for folkekirkens ramme. Det synes at være alle parters ønske!