"Jeg ved, hvor du bor..." (Åb. 2,13).

Sognepræst Jørgen Glenthøj:

"Jeg ved, hvor du bor..." (Åb. 2,13).

Kirkens situation og fremtid i de nordiske lande.

Vort emne er egentlig allerede besvaret af det, som Ånden siger til menighederne i brevet til menigheden i Pergamon (Johs. Åb. 2,12-17). Det lyder:

12 Og skriv til menighedens engel i Pergamum: "Dette siger han, som har det tveæggede, skarpe sværd:

13 Jeg ved, hvor du bor, der, hvor Satans trone står; og du holder fast ved mit navn og fornægtede ikke troen på mig i de dage, da Antipas, mit trofaste vidne, blev dræbt hos jer, der, hvor Satan bor.

14 Dog er der lidt, jeg har imod dig: du har hos dig nogle, som holder fast ved Bileams lære, han, der lærte Balak at lægge snarer for Israels børn, for at de skulle spise afgudsofferkød og bedrive utugt.

15 Således har også du nogle, der på lignende måde holder fast ved nikolaitternes lære.

16 Omvend dig! Ellers kommer jeg snart over dig, og jeg vil kæmpe imod dem med min munds sværd.

17 Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne! Den, der sejrer, ham vil jeg give af den skjulte manna, og jeg vil give ham en hvid sten, og på den sten er der skrevet et nyt navn, som ingen kender uden den, der får det."

"Jeg ved, hvor du bor..." er et trøsteord. Det er Jesus, som fra sit tronsæde ved Faderens højre hånd lader den betrængte menighed vide, at han lider med dem. Han ved, hvad det vil sige, når mennesker stiller fælde for at lokke dem til frafald. Derfor er også formaningerne trøsteord. Ord, der skaber klarhed i hjertet, ord, der hjælper til at undslippe snaren. Ord, der som en operationskniv angriber det syge sted, for at den angrebne kan genvinde sin sundhed.

Hvad sigtes der til med ordene: "Der, hvor Satans trone står". Der er for mig ingen tvivl om, at der sigtes til Zeus-alteret, som nu ses i Altes Museum i Berlin. Zeus-alteret er et røgelsesalter, hvortil man kommer ad høje trin fra en forhal, som er udsmykket med en frise, der fremstiller de himmelske guders kamp med jordånderne. I denne kamp får de himmelske guder kun overtaget, når det lykkes at løfte jordånderne, så de mister fodfæstet på jorden. Frisen er et fantastisk kunstværk. Man aner en betagende visdom om mennesket som kamppladsen for denne åndernes kamp. Men når man hører, at bystaten Pergamon med denne frise og dette alter har villet give sine politiske magtambitioner religiøs forherligelse, så ved vi fra historien helt op til vort eget århundrede, at den ideologiske stat er yderst ømfindtlig og brutal over for det kristne mindretal, som ikke underkaster sig statsreligionen. Den ideologiske stat var aldrig tolerant. Men ser i det kristne mindretal en trussel indefra, en femte kolonne. Visionen af en enhedsstat, hvor folket udgør eet legeme og een ånd med samme gudsdyrkelse, har til alle tider været magthaveres politiske drivkraft, men også til alle tider været kendetegnet ved sine ofre og martyrer. I Pergamon blev Antipas, sandsynligvis stedets biskop, martyr for den politiske Zeus-ideologi. Men det fik ikke de kristne til at falde fra. Martyrtider er altid lutringstider for kirken. Martyrernes blod er kirkens udsæd, for martyrerne afslører den ideologiske stats sataniske væsen.

Zeus - tidsåndens religion

Men hvorfor vælger man Zeus-dyrkelsen som politisk enhedsreligion? Zeus betegner netop det højeste enhedsprincip i tilværelsen, som derfor også skal komme til udtryk i lovgivning og politik. Zeus er så at sige tidsånden, som vil gennemtrænge alt. Da den japanske statsmand Ito i forige århundrede ville gøre Japan til en moderne stat, foretog han en rejse til Europa. Han opsøgte Bismarck og spurgte, hvordan man skulle gøre Japan til en stærk, moderne stat. Pietisten og jernkansleren Otto von Bismarck svarede: I skal afstrejfe al folkelig religion undtagen det, som styrker kejsermagten. Derfor blev shintoismen statsreligion.

Det er blot de færreste, der gennemskuer, at statsreligionen kun er ment som et instrument for magthaverne. Sådan er det under hedenskabet, men sådan er det også med en kristen statsmagt. Man taler i kirkehistorien om de forskellige perioder, der har afløst hinanden: Lutherdommen, Orthodoksien, Pietismen, Rationalismen o.s.v., men overser, at disse perioder egentlig blot afspejler tidsåndens indtrængen i kirken gennem den poltiske magts udnævnelsespolitik med dertil svarende karrieremagere.

Tidsånden er en åndsmagt, også om den er aldrig så materialistisk. Ny Testamente bruger forskellige betegnelser: Magterne og myndighederne, verdensherskerne, herredømmerne og tronerne. De skildres som englemagter, der undertiden er underkastet Gud og er Guds tjenere, men oftest har løsrevet sig fra Gud. Det er åndsmagter, som behersker magthaverne. Når man taler med en magthaver, hvad enten det er i overordnet eller i underordnet position, gælder Dietrich Bonhoeffers analyse: Von der Dummheit. Når man taler med en magthaver, taler man sjældent med ham selv, men har altid at gøre med en magt bag ham. Derfor er fornuftsargumenter uden virkning. Kun modmagt forstår en maghaver. Undertiden er der kun een modmagt, der formår at bryde tidsåndens magt: Martyria. Indholdet af Matyria er en sandhed, som er skjult for vise og uforstandige, men ikke desto mindre en historisk virkelighed: "Gud afvæbnede magterne og myndighederne og stillede dem åbenlyst til skue, da han førte dem i sejrstog ved Kristus." "Han udslettede nemlig det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var imod os; han tog det bort ved at nagle det til korset" (Kol. 2,15 og 14). Det formår Zeus ikke. Zeus er den olympiske illusion.

Martyria.

Men hvad er Martyria? I den tyske kirkekamp slog man i begyndelsen på sin ret i kraft af den kirkeretsligt gældende bekendelse. Men da det snart viste sig virkningsløst, eftersom også anti-krist er theolog og kan udlægge både Skriften og Bekendelsen, gik man over til at kalde sig den bekendende kirke. Martyria eller Confessio in actu.

Martyria er ikke kun blodvidnernes sag. Når man taler om protestanter, kommer det af, at sådan betegnede man dem, der var rede til at træde frem i vidneskranken og vidne for Evangeliet. De var pro-testantes. Eller når de bliver sat under anklage, da vidner for sandheden.

Men Martyria er ikke kun at vidne under anklage. Martyria er at sætte sin eksistens bag vidnesbyrdet om, at Gud har opfyldt sine løfter i Jesus. Martyria er at vedkende sig Jesus over for menneskene, den Jesus, der som Guds salvede døde for vore synder, blev begravet og opstod på tredie dagen, efter skrifterne. Martyria er at lade sig døbe på denne tro.

Men det er ikke let at være vidne for sandheden. Der tillægges en alle mulige motiver og hensigter og tidligere fejlgreb og svagheder og meget mere. Det enkelte vidne anklages for kirkens synder i fortid og nutid. Der er i folkedybet såvel som i den kulturbærende elite en foragt og modvilje mod den kristne kirke på grund af dens servilitet over for magthaverne. Jeg tænker især på de tider, da kirketugten bestod i, at den forførte pige skulle stå i gabestokken uden for kirken, mens bymændene, også forføreren, gik forbi og spyttede hende i ansigtet. Hvis kirken igen skal genvinde samme agtelse, som oldkirkens martyrkirke havde, kan det kun ske gennem Martyria, hvor ikke mindst præster og biskopper betaler prisen for at være vidner for Sandheden. Helt nye erfaringer med Ny Testamentes undervisning i Martyria står kirken over for i fremtiden. Også med henblik på denne kommende opgave er det så velgørende med Jesu Ord: "Jeg ved, hvor du bor..."

Men nu os. Ved vi, hvor vi bor? Det vil være afgørende for kirkens vej i de nordiske lande i fremtiden. Hvordan vil kampen mod tidsånden forme sig i de nordiske sækulare demokratiske velfærdsstater med deres stats- og folkekirker? Ikke blot udefra fra tidsåndens magthavere, men også indefra vil kampen stå.

De to store indre farer.

Hvis vi kender lidt til tidsåndens væsen, så ved vi meget om, på hvilke fronter kampen vil bryde ud indefra.

Brevet til menigheden i Pergamon anfører to hovedområder: Dem i kirken, der hylder Bileams lære og dem, der kaldes Nikolaitterne. Bileam betyder "folkeopsluger"; Nikolaus betyder "folkeovervinder".

Bileams onde råd.

Hvad Bileams lære kommer af, kan vi lære af historien om Kong Balak og Bileam. Kong Balak vil, at Bileam skulle forbande Israel, som det var på vandring mod det forjættede land. Men han havde ikke en forbandelse, der kunne overtrumfe Herrens velsignelse over sit folk. Men Bileam lod sig betale og fandt på et ondt råd. Kun een kan forbande Guds folk, nemlig Herren selv. Bileams onde råd bestod nu i at man skulle sende Moabs døtre ind i Israeliternes lejr. Når mændene da lod sig friste af dem til at tage del i de hedenske offermåltider og det til hørende udskejelse imod Herrens hellige lov, så bragte de sig under Herrens forbandelse. I Ny Testamente sammenfattes Bileams synd i betegnelsen: "Skammelig vinding" (Tit 1,7 og 11; 1Pet 5,2; Judas 11):

Derom siger Grundtvig:

"Så går det med os, om Guds Ånd har vor mund,

men den gøglende verden vort hjerte,

da tale vi sandhed om saligheds grund,

men os selv vi berede kun smerte." (BHS 71,59)

Zeuskirke.

Kirken i nutiden og fremtiden må kunne genkende Bileams onde råd, hvor det er virksomt, hvis det skal gå den vel i fremtiden.

For det første er det arv fra historien, at tidsånden søger at omforme kirken til en Zeuskirke. Den politiske magt går traditionelt ud fra, at den protestantiske nationalkirke altid vil være føjelig og lade sig forme som en del af samfundsstrukturen. Den protestantiske kirke har ingen egen skikkelse. Den har kun en forkyndelse. Den romersk-katholske kirke ser tidsånden på med uvilje, for den har sit centrum uden for magthavernes område. Derfor vil den demokratiske ideologis tankegang være fjendtlig over for enhver ytring af, at der i kirken er modstand mod tidsåndens indbrud i kirken. Det bliver derfor nødvendigt, at den protestantiske kirke danner en overnational modvægt, for at genvinde det, den var i reformationen, men som der endnu er klare rester af, nemlig at den er: Den universale, ene, hellige, katholske (almindelige) og apostolske kirke i det pågældende folk.

Fjendtlighed over for kirkens universale historiske væsen tager skikkelse i, at demokrati forstås som en ideologi, der er overordnet kirkens tro og bekendelse. Flertalsafgørelser majoriserer mere og mere det mindretal, som udgør den gudstjenestefejrende menighed. Der skal i fremtiden kæmpes mod det hæresi, at kirkens skikkelse altid falder sammen med det pågældende samfunds strukturer, hvori den befinder sig. Kirkens skikkelse rummer i flere henseender adiafora, men også det, som er adiafora, skal være i samklang med kirkens bekendelse.

Den demokratiske ideologi kræver tolerance, også inden for kirken. Men tolerance bliver intolerant, når den står over for den bekendende kirke, som bygger på indiskutable data. Når tolerancen trænger ind i kirken, bliver frugten, som gamle Bengel sagde, at "Istedet for at vinde verdensmenneskene mister man ofte kristendommen" (O.Moe s. 103).

Tidsånden har erobret store dele af kulturlivet og kulturfunktionerne, f.eks. massemedierne. Derfor holdes den bekendende kirke så vidt muligt borte fra eller uskadeliggøres gennem massemedierne; men Bileams onde råd spores alt for ofte i massemedierne. De utallige frie kristne radio- og TV-sendere søger alt for ofte naivt og dilettantisk at efterligne tidsåndens kommunikationsmetoder, men har heller ikke de fornødne resurcer. Også de udsættes for at falde i Bileams vildfarelse for vindings skyld. De amerikanske TV-selskaber, som har specialiseret sig i kristne udsendelser, malker de lokale menigheder for mange hundrede millioner. Det samme vil ske hos os, hvis vi får amerikanske tilstande.

Tidsånden har endvidere erobret den juridiske tankegang. Den filosofiske positivisme har i Norden i vid udstrækning erobret også kirkens styrelsesorganer. Derfor må kirken ruste sig med en grundlæggende kirkeretslig tænkning. Det er nemlig en udbredt opfattelse, at jura er jura og ikke har noget med theologi at gøre. Men den filosofiske positivisme beror på den vranglære, at magtens normløse afgørelse er gældende ret. Ud fra den tankegang gør man gennem lovgivning og forvaltning og udnævnelsespolitik kirken underkastet, hvad man anser for hensigtsmæssigt. Men hvad der er hensigtsmæssigt, er det, der tjener de fjerne politiske mål med kirken. Og tidsåndens fjerne mål er, at kirken skal blive folkets kirke, en Zeus-kirke. Det er Bileams onde råd.

Hvordan bereder man bedst jordbunden for kirkens omdannelse til at være folkets kirke? Man fylder salmebog og salmetillæg med salmer, der lægger den liberale theologi på menighedens tunge og derfra i dens hjerte. Hvor mange af de skabelseoptimistiske, livsbekræftende salmers Gud har i virkeligheden ikke rystende lighed med Zeus, altets fader, fader himmel. Hvordan ødelægger man en kirke? spurgte en tysk præst. Svaret var: Man begynder med at nedbryde dens liturgi. Resten kommer af sig selv.

Nikolaitternes lære.

Bileams onde råd kendes endvidere i Zeus-kirken på, at Nikolaitternes lære breder sig i kirken. Det viser sig i opløsning af Guds hellige ordninger for mand og kvinde. Det hænger sammen med den vranglære, som særlig hærger de protestantiske folkekirker og som hedder antinomismen. Ifølge den skal Kirken kun forkynde Evangeliet. Guds lov og bud er identisk med tidens normer eller mangel på normer. Zeus-kirken antaster ikke relativismen i etiske spørgsmål. Den hader Paulus, men fremhæver Jesus, skønt Jesus i kapitlet om, hvad der gør mennesket urent i Mk. kap. 7, har sagt alt det, som man hader apostelen Paulus for.

Fremtiden for Guds kirke.

Ser fremtiden da fuldstændig sort ud for Guds kirke i Norden? Nej, ingenlunde. Kirken vil gennem erfaringen af Bileams onde råds frugter, komme til at sande Grundtvigs ord:

Men kun under Loven

Guds Munden fra oven

neddalet til Jord,

midt under Guds torden,

kan tone på jorden

et evigt Livs-Ord!

Derfor:

"for Bileams vej sig da vogte enhver!

Uretfærdigheds løn er ulykke."

For at kunne at vogte sig kræves det, at man er ædru og årvågen; derom har Ny Testamente en udførlig skoling, som er lige så aktuel, som på apostlenes tid, men forsømt i protestantismen. Derfor er fællesskab med de forfulgte og undertrykte mindretal i kirkerne verden over lige så vigtigt som deltagelse i Ydre Mission.

I vort demokratiske Norden må man være særlig årvågen, thi statsmagtens skolede teknokrater ved, at man skal gå langsomt frem med små ændringer i lovgivningen. Man skal afvente nye bispevalg og nye udnævnelser og da gøre tidsånden tilpas. Metoden er somme tider raffineret. Man bebuder en radikal forandring, for efter protester at gennemføre det, man hele tiden har villet, mens kirkefolket ånder lettet op: Det blev ikke så slemt, som vi frygtede.

Her skal der en skoling af både præster og lægfolk til, så de gennemskuer den politiske manipulation med små undergravende skridt.

Man skal også lære den udholdenhed, der styrkes ved tanken om, at kirkepolitik har det som de åbenlyse forfølgelser. De kommer i bølger. Der er hvilepauser for Guds kirke. Derfor vil de kirkefjendtlige bølger ofte selv bidrage til den skoling af kirkefolket, så at det ved, hvad kirken er og skal være, men også, hvad det er for målsætning, tidsånden og dens tjenere har. Her er både præster og kirkefolk utroligt blåøjede. Kristne er konfliktsky, de tror, at det er det samme som, at de er fredstiftende. Når nationens Zeuskirke blot ikke kaster masken alt for åbenlyst, vil den bekendende kirke stå som ufredsstifter. Professor Johannes Munck skriver i sin Paulusbog, at det er en erfaring, at når kirkens ledere angribes offentligt af statsmagten, tager kirkefolket ofte afstand fra dem.

Kunne de theologiske læreanstalter ikke gå foran i en sådan skoling af præsterne og derigennem lægfolket? Burde det ikke være et fast led i pastoraltheologisk uddannelse at bygge videre på Ny Testamentes lære om Martyria. Jo, men også her sætter tidsånden sit angreb ind. Opskriften er den, som er kendt fra den kinesiske kommunisme: Hvordan ødelægger man den kristne kir-ke? Man udnævner liberaltheologiske professorer ved de theologiske fakulteter. Så fordærver kirken umærkeligt sig selv indefra. Man skaber en theologi, der tilfredsstiller tidsånden. Eller man nedsætter kommissioner, ved hvis sammensætning man sikrer de ønskede resultater, så det ser ud, som om det er kirken selv, der ønsker disse resultater. Derfor må der opbygges uafhængige kraftcentre i Norden. Men her vil den indre splid om den sunde lære være lammende, når ikke man på forhånd ved, hvad den sunde lære er.

Den tungeste side af Martyria er det, som en afrikaner har formuleret: Vær forberedt på at blive forrådt. Af hvilken grund forræderiet end sker, så lukker imidlertid nadverens indstiftelsesord den forrådte ind i Kristuslidelsernes fællesskab. Nadveren bliver den skjulte Manna. Og derom har Jesus sagt: Den, der holder ud indtil enden, skal blive frelst.

Når man i den gamle verden var anklaget, tilkendegav man dommen ved enten at give den anklagede en sort eller en hvid sten. Det, som brevet til Pergamon har i tanke med den hvide sten med det nye navn på, som kun den ved, som får den, sigter til den inderste hemmelighed ved Martyria, nemlig at man er ukendt for verden, men kendt af Gud. Denne hemmelighed kommer ikke af kirkepolitik. "Kirken kan leve trods kirkepolitik, men ikke af kirkepolitik", skrev den svenske gesandtskabspræst Birger Forell til ærkebiskop Erling Eidem, da kirkekampen i Tyskland brød ud i 1933. Det ville være godt, om der i Norden kunne opbygges et institut for kirkekampsforskning, for hvis man skal finde kirkens vej ind i fremtiden, skal man hente visdom i fædrenes kirke i fortiden. Det har den bekendende kirke altid gjort.