Lengsel er mitt vesen

Bogen har fået international opmærksomhed og er interessant i en nordisk sammenhæng, fordi den norskfødte Varden sidste år blev udnævnt til kommende biskop af det romersk-katolske stift i Trondheim. Varden har tilbragt atten år i et cistercienserkloster i England, og det bærer bogen stærkt præg af. 

Bogen er en opbyggelig visdomsbog med seks reflektionskapitler som hænger sammen, men som også kan læses hver for sig. En bog man typisk ville læse på en retræte. Varden er belæst og æstetisk bevidst og henviser løbende til kunst og litteratur, og denne udgave samsvarer hans refleksioner med smuk layout og fint format. Det er sådan man typisk skaber en gavebog. 

Kapitlerne er bundet sammen af refleksioner over åndelig længsel og erindringens betydning i det. Der henvises til munkelivet og kontemplative erfaringer derfra. Den indeholder både Vardens egen åndelige rejse mod kristentroen og henvisninger til refleksioner omkring temaet fra kirkefædre og moderne tænkere som Hannah Arent samt mindre kendte historiske personer. Han trækker også på bibelske fortællinger og helgenbiografier. På den måde er bogen både et udtryk for et personligt vidnesbyrd og en større almenmenneskelig virkelighed. 

Tre kapitler lægger større vægt på romersk-katolsk kristentro. Det handler dels om Eukaristiens betydning (kap.4), og dels om Guds frelsesgerning i mennesket (kap.5 og 6).   

Bogen kan betragtes som et smukt og interessant bidrag til skildring og forståelse af naturlig åbenbaring, dvs. områder i tilværelsen hvor Gud viser sig for mennesket og taler om sig selv. Det sker i Vardens tilfælde i stilheden, i kunsten, i refleksionen, i andre mennesker og ikke mindst i Eukaristien. Bogen er klassisk romersk-katolsk og kontemplativ i sin tilgang til Gud og kristendommen. Det er den kontemplative vej til Gud, som den typisk udfolder sig i den romersk-katolske benediktinske tradition. Varden er god til at knytte sekulær og kristen kunst og tænkning sammen. Man kunne godt forestille sig at bogen ville appellere bredt til religiøst søgende mennesker. Mon ikke også det netop er formålet at den skal virke dragende og vække genklang på den åndeligt søgende? Varden kommer selv ind på det i sidste kapitel: ”Hvis kristne påstander skal gjøre inntrykk, må vi vise at de er mer enn et stillas rigget rundt menneskets eksistensielle tørst: at de faktisk korresponderer med denne tørsten og kan stille den” (s.175). Jeg tror gerne at retrætens eller det monastiske rum kan blive et sted, hvor vi i stilheden kan blive bevidste om vores længsel mod Gud og sætte det i relation til Guds kaldende nærvær. Her har Varden en stærk erfaring at øse af.    

I forhold til at være en kristen opbyggelsesbog vægter bogen en typisk romersk-katolsk vej, hvor Guds nåde kommer til udtryk i menneskers liv både gennem deres tro og deres gerninger. Det glæder mig at nogle af de mest problematiske områder i romersk-katolsk tro så som overdreven mariologi og romerkirkens institutionelle selvhævdelse er fraværende.  

På det soteriologiske område er bogen udtryk for romersk-katolsk teologi præget af kontemplativ spiritualitet. Frelsen i Kristus bliver først og fremmest formidlet i erindringen/gentagelsen af offeret i Eukaristien, og den formidles af Helligånden til os gennem Guds nådes gerning i os. Et eksempel: ”Vårt vesentligste anliggende må være å utvikle en kapasitet for å motta Ånden, altså leve et guddommelig liv. Våre gode gjerninger former våre hjerter og utgjør et åndelig barometer; de sier noe om hvor vi er på selvoverskridelsens vei. Dog er våre dyder bare livgivende om de springer ut fra en riktig intensjon (om de uføres ’til minne om’ Kristus, for hans skyld) og skaper riktige lengsler (å bli fylt av Kristi Ånd). De fleste kristne vet ikke hva å motta Den hellige ånd går ut på. Derfor realiserer de ikke sitt kall. De vet ikke hvordan de skal ansaffe seg og bevare den oljen som lar lampene brenne med en uslukkelig flamme” (s.147). En lignende undervisning kan man møde i karismatiske kredse. 

I et luthersk lys falder bogen derfor igennem på dens manglende formidling af retfærdiggørelse ved tro udenfor mennesket selv. Der er for lidt fokus på betydningen af forsoningen i Kristus en gang for alle på Golgata. 

Som kommende biskop i et etableret luthersk område som Nordnorge kunne man ønske at Varden som sit næste projekt ville studere lutherdommen nærmere og gå i dialog med den. Her kunne han passende lade sig inspirere af pave Benedikt XVI. Da han besøgte Augustinerklosteret i Erfurt i 2011 sagde han de rammende ord til sine lutherske værter: ”Hvordan finder jeg en nådig Gud? Det slår mig igen og igen i hjertet at dette spørgsmål var den motiverende kraft i hele Luthers tilværelse. For hvem bekymrer sig egentlig om dette spørgsmål i dag – selv blandt kristne?” 

Det kunne være spændende at samtale om hvordan Gud handler i verden og i mennesker med katolikker, som ønsker, at det bibelske budskab skal være fundament for troen og kirkens praksis. Jeg håber Varden vil være en af dem. Bogen viser i hvert fald et højt refleksionsniveau og en stor interesse i emnet.

Erik Varden – Lengsel er mitt vesen – Om ensomhet og kristen erindring
St. Olav forlag 2020