Med korset i centrum

Det, der skete på Jesu kors, har med kristentroens inderste at gøre og er derfor relevant også i vores tid.

Korset er mere end noget andet kristendommens tegn og kendemærke. Utallige steder ud over verden møder man det som symbol på, at her er en kirke eller noget andet, som er knyttet til kristendommen.

Peterskirken i Rom, et lille vestjysk missionshus, en lerklinet kirkebygning i Tanzania – alle er de mærket med dette tegn. Men korsets tegn var i kirkens første århundreder ikke det selvfølgelige, enestående tegn for kristentroen. Kirkens første tid havde sine perioder med forfølgelser, og korsfæstelse var fortsat i anvendelse som straf.

Det var derfor ikke et oplagt tegn, men noget, man veg tilbage fra at bruge. Derfor blev hyrden, fisken, lammet eller andre symboler hyppigere anvendt. Senere blev korsets tegn centralt, og allerede i 200-tallet taler kilder om at slå korsets tegn for sig selv.

Korset er også det tydelige centrum i folkekirkens logo, som giver meget stof til refleksion. Der indgår både hjerte, skib, anker m.fl., men alle de mindre symboler er knyttet til korset som det store, samlende symbol.

Til alle tider har korset været centralt i forståelsen af, hvad kristen tro er. Paulus skrev, at han ikke ville forkynde nogen anden end Kristus ”og det som korsfæstet” (1 Kor 2,2), og ”ordet om korset (1 Kor 1,18) kan bruges som samlebetegnelse for hele det kristne budskab.

Soning af skyld

Lige så enkelt symbolet er, lige så dyb og indholdsmættet betydning har det. Gennem kirkens historie har tænkere og troende grundet over og tumlet med dette mysterium. For dét, at Jesu død på et kors skulle være Guds ultimative handling til frelse for mennesker – det store offer og den store sejr – dét er gådefuldt, ja, netop et kors for tanken.

Bibelen bruger en række synsvinkler og billeder for at beskrive Jesu døds betydning, og teologien har gennemtænkt og systematiseret dem på forskellig måde. Mange vil være enige om, at Luther er en af dem, der har set allerdybest ind i korsets gåde. For ham er det et afgørende aspekt ved Jesu død, at den var et offer og en stedfortrædende straflidelse. Den var en soning af menneskets skyld over for Gud.

Et sted formulerer han det sådan om Jesus: ”Han har og bærer kort sagt alle de synder, som alle mennesker har begået, på sit legeme. Ikke således at forstå, at han selv har begået dem; men han tog de synder, som vi havde begået, på sit legeme for at gøre fyldest for dem med sit eget blod.” ⁱ

En langfredagssalme udtrykker noget lignende: ”Min Jesus, du er såret for mine synder så, jeg burde have båret den straf, som på dig lå.ⁱⁱ

Det går igen som en rød (!) tråd flere steder i gudstjenesten, bl.a. når kirken i over 1000 år som fast del af nadverritualet har sunget: ”O, du Guds Lam med korsets skam, du bar al verdens synder.” Efter nadveruddelingen tales der tilsvarende om, at Jesus med sit legeme og blod ”har gjort fyldest for alle vore synder.”ⁱⁱⁱ

Udfordring for tidens tanker

Her er der altså noget absolut centralt, men også noget udfordrende for tanken – noget, som byder almindelig logik og diverse filosofiske tankesystemer imod. Ikke mindst det post- eller senmoderne menneske kan have svært ved tanken om skyld, soning og stedfortrædelse. Det er ikke nyt. I grunden har korset altid været en udfordring for tanken. Der er pr. definition noget forargeligt ved det, og Paulus talte om ordet om korset som en forargelse og en dårskab (1 Kor 1,23).

I nutidig forkyndelse og undervisning får disse aspekter ikke altid så meget plads. Til tider nedtones eller forbigås de, eller de bliver direkte modsagt og underkendt.

Helt radikalt og fremmed for den bibelske sammenhæng bliver det, når det siges, at Jesu råb på korset – ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” – udtrykker, at han erkendte Guds afmagt og svaghed og derfor opgav troen på Gud.^iv Andre tolker Jesu død entydigt som Guds solidaritet med mennesker og hans tilstedeværelse i menneskers smerte og lidelse.

Det sidste hører i høj grad også med, og langfredags mange aspekter skal ikke spilles ud mod hinanden. Ét billede eller én forklaringsmodel kan ikke alene rumme Jesu døds indhold og betydning, men billederne skal udfylde og komplementere hinanden. Her er Jesus som stedfortræder og sonoffer et afgørende og uundværligt aspekt.

Det har med kristentroens inderste at gøre og er pr. definition relevant også i vores tid. Her er stedet, hvor mennesker må slippe selv den største skyld og den dybeste skam, fordi en skyldfri led i alle skyldiges sted. Her kan man se sin skyld i øjnene – og derefter se sig selv og alle andre i øjnene, fordi regnskabet er gjort op, skylden er sonet og døden besejret. Alt dette har med korset at gøre.

Den norske teolog Ole Modalsli har i sin bog Korsets gåte^v særligt peget på korsets betydning for dem, der er ofre for andres svigt og ondskab. Tilgivelse og forsoning er ikke at negligere eller bagatellisere synd og ondskab. Korset er det store tegn på, at Gud ikke ser gennem fingre med det onde. Derimod gør han i sin ”hellige omsorg” for sine mennesker regnskab med det onde – og tager det selv på sig.^vi

Gud kæmper med Gud

Noget af det mest forargelige er Bibelens beskrivelse af, at Jesus blev forladt af Gud. Råbet ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” udtrykker mere end en følelse eller oplevelse af afmagt og ensomhed. Det var også udtryk for hans dybe og reelle lidelse. Han var reelt forladt, ja, under Guds vrede, siges det i Bibelen.^vii Jesus led altså ikke alene med mennesker, men for og i stedet for dem.

Sådan blev det også forstået fx af Kingo: ”For min skyld blev du så forladt og af Guds vrede taget fat, at aldrig jeg forlades skal i dødens grumme, dybe dal.”^viii Forvisningen om ikke at blive forladt af Gud er altså knyttet til, at netop dét blev Jesus for os og i vort sted. Regin Prenter har formuleret det rammende: ”Han ’regnes’ ikke blot som skyldig af Gud i himmelen. Han bliver faktisk gjort til synd for os. Han anfægtes derfor også virkeligt.”^ix

Her tangeres noget af korsets gåde og langfredags paradoks. Det kan vi tumle med i vores tanker, men det fattes og favnes bedst af troen. For han, der blev forladt, var Guds egen søn og ét med Gud, og selv i anfægtelsen og de dybeste fysiske og sjælelige lidelser på korset var han Guds søn og fast i troen og lydigheden mod sin far.^x

Læren om treenigheden er her afgørende for forståelsen: Gud Fader og Guds Søn er ét. Det er derfor ikke en fremmed, en udenforstående, skylden blev lagt på. Gud lagde altså ikke skylden på en anden, men tog den på sig selv: ”I og gennem Jesus Kristus gav Gud sig selv i døden.”^xi På den baggrund kan man tale om en ”spænding i Gud”, og at – med ord af Luther – ”Gud kæmper med Gud”.^xii

Et mysterium, ja – men over for det, som tanken ikke kan lodde dybderne i, bør vi blive stående i stille undren og stadig refleksion. Dybderne i korsets gåde skal med i forkyndelse og undervisning, for de hører med til det absolut centrale i den kristne tro. Her løber mange tråde sammen: Jesus var påskelammet, der døde i folkets sted, og syndebukken, der fik lagt synden på sig. Han var ypperstepræsten, der bragte det største offer, nemlig sig selv. Han var hyrden, der gav sit liv for fårene.

Det er noget helt andet, noget meget større og dybere end købmandsregning eller menneskelig logik. Det er guddommelig kærlighed, der rækker langt ud over menneskelig fatteevne. Det var denne gerning, Gud vedkendte sig i og med opstandelsen påskemorgen. Han, der havde levet det fuldkomne liv og givet sig selv som offer, kunne ikke blive i døden (ApG 2,24).

Luthers segl, den kendte Luther-rose, har samme fokus. Det sorte kors i midten markerer, at troen på netop den korsfæstede gør et menneske saligt. Hver gang troen eller forkyndelsen er på vej bort fra dette centrale, må den finde tilbage igen. I Luther-rosen er korset placeret der, hvor det bør være i al kristen tro, tænkning og forkyndelse: i centrum.

-------------------

^{i Martin Luther: Store Galaterbrevskommentar I, Credo Forlag 1981, s. 369}

^{ii DDS 193,3}

^{iii Tilsvarende siger Den Augsburgske Bekendelse, at Kristus ”ved sin død har gjort fyldest for vore synder” (art. 4)}

^{iv Tanker i denne retning findes hos fx teologen Lars Sandbeck i bogen De gudsforladtes Gud, Anis 2012.}

^{v Ole Modalsli: Korsets gåte, Verbum, Oslo 1987}

^{vi Modalsli, s. 94-96}

^{vii Luk 22,37. 1 Kor 5,21. Gal 3,13. Hebr 9,12}

^{viii DDS 191,10}

^{ix Regin Prenter: Skabelse og genløsning, G.E.C. Gads forlag 1951, s. 430}

^{x Modalsli, s. 118-120}

^{xi Arne Helge Teigen: Kors og frelse, 2016, s. 80-81}

^{xii Fredrik Wisløff: Trosbekendelsen, Lohse 1981, s. 98-99}

Kristian S. Larsen, f. 1978 Cand.theol. og organist

Formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse

kslarsenorg@hotmail.com

Artikkelen har tidligere stått på trykk i Budskapet dlm.dk/sites/default/files/Budskabet2022-1.pdf