Med nåden i favn

Dåbens teologiske baggrund og betydning

Redigeret af Sasja Emilie Mathiasen Stopa og Rasmus H.C. Dreyer

Fønix 2024, Palmeserien #25,

385 sider;

249 kr.

Forlaget Fønix fortjener stor anerkendelse for tre udgivelser med relevans for kommissionsarbejdet om dåben:

1. Christian Thodbergs Dåben og dåbsritualets historie, Palmeserien 2, Tidsskriftet Fønix 2017, 2. Regin Prenter: Kritik, tro og erkendelse, Samlede artikler fra Fønix, Palmeserien #23, 2023 3. og nu den bog, der skal omtales her.

Bogens titel er en salmestump fra “Sov sødt barnlille” af Grundtvig. Grundtvig er da også til stede – mere eller mindre – i flere af de ti artikler af ni forskellige forfattere, af hvilke de syv er universitetsansatte, altså lærde teologer. De øvrige to er på udgivelsestidspunktet henholdsvis sognepræst (Kristoffer Garne) og forlægger, foredragsholder og patristiker (Johannes Aakjær Steenbuch). De to er i øvrigt bestemt ikke ulærde.

Til trods for, at Grundtvig nævnes mange gange, må det beklages, at han er noget stedmoderligt behandlet. Burde bogen ikke have haft en artikel med en dyb redegørelse for Grundtvigs dåbspagtsteologi? Grundtvigs arbejde med dåben er dog det mest afgørende, der på det område er præsteret siden reformationen.

Nuvel, denne bog bør anskaffes (og læses!) af enhver præst i Den Danske Folkekirke. Man behøver ikke læse den ud i ét, for den er en antologi. Artiklerne, der er ordnet kirkehistorisk-kronologisk, kan læses uafhængigt af hinanden, og der er en del overlapninger.

Der er tre indsigtsfulde artikler om dåben i oldkirken af Nils Arne Pedersen, Johannes Aakjær Steenbuch og Maria Munkholt Christensen. Middelalderen tager Nils Holger Petersen sig af. Reformationstidens dåbsteologi behandles af Sasja Emilie Mathiasen Stopa, Christine Svinth-Værge Pôder og Rasmus H.C. Dreyer.

Det er umuligt på den begrænsede plads at gå nærmere ind på alle artiklerne. Men det skal nævnes, at redaktørerne dristigt har ladet antologien både begynde og slutte med en artikel af religionshistorikeren Anders Klostergaard Petersen. De to tekster er ret svært tilgængelige, så det kan anbefales at begynde læsningen andetsteds i bogen. Jeg læser Klostergaards artikler som en apologi for religionen mod den moderne ateisme. Det aktuelle arbejde med dåbsritualet kaster de derimod ikke lys over.

Stopas bidrag, “At drukne i Guds nåde: Dåbens tillidsvækkende pagt hos Luther, Grundtvig og i dag”, rummer mange vigtige indsigter. Vinklingen er præget af, at forfatteren ikke er kirkehistoriker, men systematisk teolog. Forståelsen af troen som tillid er meget frugtbar. Programmatisk hedder det: “Mit bidrag … tager udgangspunkt i en analyse af Luthers forståelse af dåben som begyndelsen på et livsforandrende tillidsforhold mellem Gud og menneske, der hviler på Guds frelsesløfte og har afgørende konsekvenser for fællesskabet”. (s. 199).

Med udgangspunkt i dåbsforståelsen hos Luther og Grundtvig vil Stopa give sit bud på, “hvordan vi i dag kan fortolke og forkynde dåben som et livsnødvendigt ritual, der imødegår (skal vel forstås som “imødekommer”) en almenmenneskelig erfaring af livets tvetydighed …” (s. 199). Det er et frugtbart synspunkt, der kan give inspiration til præstens prædiken.

Stopas artikel giver også anledning til at stille nogle kritiske spørgsmål og fremkomme med indvendinger. Hun skriver, at “Grundtvig var opdraget i et pietistisk præget præstehjem, og hans opgør med rationalismens skriftteologi har sine rødder plantet i pietismens betoning af det levende, åndsbårne forhold mellem Jesus og den troende, der beskytter mod synd.” (s. 220).

Hvordan vil Stopa begrunde påstanden om, at Grundtvigs barndomshjem var pietistisk præget? Der henvises ikke til kilder, der bekræfter dette. Hidtil er Grundtvigs hjem i litteraturen om Grundtvig og i Grundtvigs egne tekster da også blevet beskrevet som gammeldags luthersk.

Også det med, at Grundtvigs opgør med “rationalismens skriftteologi” skulle have sine rødder plantet i pietismens betoning af det levende, åndsbårne forhold mellem Jesus og den troende, savner belæg. Intet tyder på, at Grundtvig var inspireret af pietistisk teologi. I årene 1824-25, da han gjorde sin mageløse opdagelse, kendte han ikke engang Brorsons salmer. Hans mageløse opdagelse lader sig da også bedst forstå uden pietismen. Det, der kendetegner pietismen, er ikke mindst, at den lægger vægt på omvendelsen i konfirmationsalderen eller i voksen alder. Omvendelsen må følge efter barnedåben. Men sådan så Grundtvig ikke på det. For ham var omvendelsen og troen givet med dåben, hvad betyder et ja til forsagelsen og troen ellers? Troen var netop givet som en gave i absolut forstand. Stopas tese om en pietistisk baggrund er derfor uforståelig.

Endelig vil jeg nævne sætningen på s. 229: “Eftersom dåben i den evangelisk-lutherske kirke er en barnedåb, svarer ritualet på forældrenes konkrete erfaring af at få et barn”. Det kan være rigtigt nok i de tilfælde, hvor den, der døbes, er et spædbarn, og det er stadig de fleste. Men er det en holdbar påstand, at dåben i den evangelisk-lutherske kirke er barnedåb? Hvad begrundes den påstand med? Den kan i det mindste ikke underbygges med vort rituals udgangspunkt i Luthers dåbsritual af 1526. Jeg behandlet spørgsmålet i artiklen “To slags dåb – en for børn og en anden for voksne?”: To slags dåb – en for børn og en anden for voksne? – Godtfred Grønningers Blog (klit-johansen.dk).

Rasmus H.C. Dreyers ”Reformation af dåben: Kirkehistorisk lys på Luther, Zwingli og døbernes debat om dåben” kan stærkt anbefales. Den udmærker sig ved en klar fremstilling og en god sans for, hvad der er væsentligt. Den kan man med fordel læse først.

Til sidst: Den smukkeste blomst i denne brogede buket er for denne anmelder Kristoffer Garnes “Folkekirkens dåbsritual og dåbssalmer”. Den er vigtig af flere grunde: For det første, fordi den beskæftiger sig med det konkrete, Folkekirkens dåbsritual, der diskuteres i disse år; for det andet fordi Garne har sæde i dåbskommissionen og endelig fordi forfatteren ikke lægger skjul på den grundtvigske inspiration. Et par citater viser dette: “Grundtvig sætter så at sige dåben i centrum for hele sin teologi”, “Grundtvig anskuer trosbekendelsen ved dåben som troens ord, hvori Gud henvender sig til os og slutter pagt med den, der døbes”, “Med Grundtvigs salmer er fadervor blevet understreget som en uadskillelig del af dåbsritualet” og endelig om selve ritualet: “Det skal i forlængelse af traditionen have en stram struktur koncentreret om de centrale led, og så kan salme og prædiken folde dåbens betydning ud.” Herfra kan der kun lyde et Amen!

Meget mere burde tages frem, men alting har en ende. Summa summarum: Køb straks denne bog – og læs den! Forfatterne fortjener det, og sagen fortjener en grundig debat. Det bidrager bogen til. Den kalder på både tilslutning og modsigelse. Og sådan må det være.

Villy Klit-Johansen,

pastor em., Aarhus