Mellem frygt og glæde

Dommedag i islam og kristendom

Forfatter: Steen Skovsgaard

Sidetal: 332 sider

Forlag: ProRex

Biskop Steen Skovsgaard (SS) har som emeritus taget sig for at undersøge synet på dommedag i islam og kristendom. Det har resulteret i phd-afhandlingen ”Mellem frygt og glæde. Dommedag i islam og kristendom”, som mere specifikt præsenteres som ”En samtidsteologisk undersøgelse og komparativ teologisk analyse af dommedagsforståelsen i islam og kristendom”. Og det er der – lad mig sige det straks – efter mit skøn kommet en spændende og meget læseværdig bog ud af.

Det er prisværdigt, at emnet, dommedag, overhovedet tages op, når man ellers i Folkekirken kan registrere en vis tilbageholdenhed eller direkte modstand med hensyn til dette tema (25). Dernæst er det efter mit skøn spændende, at SS tager udgangspunkt i hjemmesidernes præsentation af emnet – med de muligheder og begrænsninger, som en sådan tilgang rummer. Og endelig viser anvendelsen af den komparative teologiske analysemetode sig at være ganske frugtbar.

Bogens grundlæggende struktur er, at SS indledningsvis rejser spørgsmålet: ”Hvad tænker nutidens danske kristne og muslimer om dommedag? Og har de noget at sige hinanden?” (11). Efter et instruktivt kap. 2 om internetforskningens ”metoder” generelt og i forbindelse med den konkrete afhandling specielt undersøges i kap. 3 en række kristne og muslimske hjemmesider for relevante svar på disse spørgsmål. Resultatet af denne undersøgelse suppleres derpå med en gennemgang af otte forskellige kristne og muslimske teologers syn på dommedag (kap. 4). På baggrund af hjemmesidernes og de otte teologers fremstilling af dommedag foretages så en komparative analyse af udvalgte emner (kap. 6), som endelig danner basis for perspektivering og udblik (kap. 7).

Ser vi nu nærmere på de enkelte kapitler, afslører kap. 3, at de muslimske hjemmesider tegner et forholdsvist entydigt, ortodokst billede af dommedag, hvilket svarer til Oliver Roys generelle påstand om, at den viden om islam, som man finder på nettet, næsten udelukkende henter sit materiale i Koranen, Sunna og de vigtigste Hadiths. Det betyder, hævder Roy, at mange teologiske, historiske og filosofiske kommentarer og diskussioner stort ser er fraværende på disse hjemmesider (49, 92, 206). I modsætning hertil anvender de kristne hjemmesider ofte citater fra både litteratur, filosofi og teologiske værker. Og de kristne hjemmesider er også forskellige og indbyrdes uenige om centrale spørgsmål så som spørgsmålet om alles frelse (94).

Hjemmesiderne er imidlertid enige om dommedagens centrale betydning for både islam og kristendom (91). Men mens de muslimske hjemmesider generelt skildrer dommedag som en både retfærdig og frygtelig dag, imødeses dommedag på de kristne hjemmesider - noget overraskende efter min mening - generelt med glæde, frimodighed og længsel (93). Det er også påfaldende, at mens de muslimske hjemmesider giver yderst detaljerede beskrivelser af helvedsstraffene, finder man på de kristne hjemmesider detaljerede beskrivelser af- og forestillinger om himlen (94).

Hvad angår de otte muslimske og kristne teologers syn på emnet, som præsenteres i kap. 4, kunne Regin Prenter måske med fordel være udskiftet med Paul Althaus, som formentlig er den lutherske teolog, som i det 20. århundrede mest omfattende har arbejdet med emnet. Ligeledes kunne man have forventet at møde en nutidig repræsentant for den ortodokse, fundamentalistiske islam, når nu denne tilgang er så dominerende på de muslimske hjemmesider.

Men ellers er det påfaldende, at der midt i forskellene mellem de kristne og muslimske teologer også er flere ligheder, eksempelvis spørgsmålet om i hvilken udstrækning de beskrivelser af dommedagen, som Koranen og Bibelen rummer, skal forstås billedligt? Nogle kristne teologer (Moltmann og Værge) forsøger i den forbindelse at ”modernisere” kristendommen sådan, at den passer bedre med nutidens tankegang. Og nogle muslimske teologer (Ali og Khorchide) forsøger noget tilsvarende for islams vedkommende (118).

SS har indledningsvis annonceret, at afhandlingen vil rumme en komparativ teologisk analyse af dommedagsforståelsen i islam og kristendom. Han beskriver nu i kap. 5, hvad denne forholdsvis nye og ikke helt veldefinerede metode, ”komparativ teologi”, går ud på (137). Til forskel fra det beslægtede begreb ”komparativ religion” vil ”komparativ teologi” eksempelvis ikke se bort fra sandhedsspørgsmålet (s. 135). SS fravælger så i øvrigt den meta-konfessionelle udgave af metoden til fordel for den konfessionelle komparative udgave med udgangspunkt i den evangelisk-lutherske kristendomsforståelse (139). Han gør dernæst rede for en række dyder, metodiske principper og mulige læringspunkter, som bør kendetegne den komparative teologi, som ifølge SS kan sammenfattes som gæstfrihed. Man åbner sin dør tillidsfuldt for den fremmede. Man er gæstfri og deler gerne troen med sin gæst og er samtidig åben overfor, hvad den fremmede kan tilbyde af nye ideer og indsigter (145). Og skønt der er rejst en række betænkeligheder og kritiske indvendinger til metoden, betyder løftet om, at man gennem studiet af en anden religions tekster og synspunkter vil kunne lære noget om sin egen tro, så tungt, at SS vælger at benytte den komparative teologis metode til at analysere otte forskellige temaer, som han har mødt på hjemmesiderne, nemlig synd, retfærdighed, straf, tilgivelse, fortabelse, frelse, frygt og glæde (151).

I kap. 6: ”Dommedagens formål, indhold og resultat”, som må betragtes som afhandlingens centrale kapitel (det fylder mere end 100 af de knap 300 tekstsider), foretager SS nu en grundig analyse og diskussion af både de muslimske og kristne hjemmesiders og af de otte teologers syn på de nævnte otte emner. Og der inddrages i den forbindelse også andre kristne og muslimske teologers synspunkter.

SS påviser i den forbindelse, at det ikke er muligt entydigt at definere indholdet i hverken muslimsk eller kristen dommedagsforståelse. Men en af de væsentligste forskelle mellem islam og kristendom er, at mens mennesket i islam fremstilles stående alene, nøgent og forsvarsløst foran Gud på dommedag, har mennesket ifølge den kristne fremstilling en forsvarer, en frelser ved sin side. Og en anden væsentlig forskel er, at der er en generel tendens til, at muslimer og kristne imødeser dommedag med henholdsvis frygt og glæde (279).

Efter analyse og diskussion af hver af de enkelte emner peger SS i nogle meget kortfattede afsnit på ”Types of learning”, altså elementer i den muslimske dommedagsforståelse, som kan være berigende for en evangelisk-luthersk kristendomsforståelse. Netop dette skulle være en af den komparative teologiske analyses forcer, og SS mener derfor også, at når det har været muligt at udpege sådanne læringspunkter, må metoden siges at have indfriet forventningerne (260). Jeg er for så vidt ikke uenig med SS i de læringspunkter, som han udpeger og som især har karakter af ”intensification” og ”recovery”, men har ikke desto mindre en fornemmelse af, at man med et andet teologisk udgangspunkt kunne finde både flere og færre (og helt andre?) læringspunkter. Og hvis det er rigtigt, hvad betyder det så for den komparative teologiske analysemetodes akademiske træfsikkerhed?

SS har tidligt i afhandlingen (19) overvejet muligheden af en reformulering af en nutidig evangelisk-luthersk dommedagsforståelse. Dette vender han tilbage til i kap. 7. Mødet med islam rejser nemlig bl.a. spørgsmålet, om der ifølge en kristen dommedagsforståelse kan blive tale om en belønning på dommedag (263). Dette og andre spørgsmål søger SS svar på ved at inddrage Åb 20, 11-15 og 2 Kor 5.1-10. Og med udgangspunkt i 1 Kor 5 og 1 Kor 3.15f. konkluderer SS, at hvad angår de Kristus-troende drejer dommedag sig ikke om deres frelse - det spørgsmål er nemlig allerede afgjort ved troen på Kristus - men om deres gerninger. Og i forbindelse med gerningerne kan der tales om forkastelse eller belønning (272).

Endelig vender SS så i kap. 7.3 tilbage til et spørgsmål, som har ligget og ulmet gennem store dele af afhandlingen – ikke mindst præsenteret via de kristne hjemmesider og teologer - nemlig spørgsmålet om ”den dobbelte udgang” og ”alles frelse”. SS udtrykker sig forsigtigt om dette spørgsmål, men fremhæver ikke desto mindre, at ”Af det foregående fremgår, at jeg er kritisk overfor, når kristen teologi i for høj grad lader sit gudsbillede blive præget af forestillingen om alles frelse”, og ”Fordi der er en fortabelse – og kun derfor – er der logisk set også grund til, at kristne må håbe på og bede Gud om at frelse alle mennesker og hele den lidende jord fra fortabelsen” (277).

Afslutningsvis konkluderer SS, at den samtidsteologiske undersøgelse og analyse af dommedag har bekræftet bogens titel ”Mellem frygt og glæde”, nemlig at det er i dette spændingsfelt – mellem frygt og glæde – at dommedag befinder sig, og at muslimer blandt meget andet, kan minde kristne om gudsfrygten, og kristne blandt meget andet kan minde muslimer om glæden (277).

Som det er fremgået, er jeg grundlæggende positivt stemt overfor ”Mellem frygt og glæde”. Bogen bygger, som litteraturlisten også viser, på en meget omfattende læsning af mange andre end de udvalgte otte kristne og muslimske teologer. Som nævnt kunne jeg imidlertid godt have ønsket andre stemmer repræsenteret blandt de otte teologer. Og jeg mener også, at der er et klart (og ikke helt tydeligt italesat) subjektivt element i fremdragelsen af læringspunkter. Men både de anførte hjemmesider og de otte teologers synspunkter bliver efter mit skøn behandlet på en sober og troværdig måde. De konklusioner, som SS når frem til, er afbalancerede og troværdige. Og den reformulering af evangelisk-luthersk dommedagsforståelse, som SS i lyset af islam når frem til, er efter mit skøn både nænsom og bibelsk begrundet.

Kurt Christensen

Professor emer. dr. theol.