Mellom Luther og Zwingli

Rasmus H. C. Dreyer: Hans Tausen mellem Luther og Zwingli. 

Syddansk Universitetsforlag, 2020, 337 s.  

Pris 325,00 Dkr. 

Hvor luthersk var den lutherske reformation i Danmark? Og hvor luthersk var ”den danske Luther”, Hans Tausen, som havde en væsentlig andel i reformationen i Danmark? 

Det er det spørgsmål, Rasmus H. C. Dreyer undersøger i sin bog Hans Tausen mellem Luther og Zwingli. Studier i Hans Tausens teologi og den tidlige danske reformation. Bogen indbragte forfatteren den teologiske phd.-grad ved Københavns universitet og foreligger nu i en revideret og lidt udvidet udgave. 

En udfordrende titel: - mellem Luther og Zwingli! Det rykker i ens billede af Hans Tausen: kan han i sit eget reformationsværk og i sin teologi forene to så uforenelige størrelser? 

Forfatteren er kirkehistoriker, så han går først til det historiske forløb: hvordan de afgørende skridt blev taget for at gennemføre reformationen. Her viser der sig et mønster, som fik sin form fra Zwinglis reformation i Zürich, og som i det grundlæggende – med lokale justeringer – synes fulgt fra Sydtyskland nordpå langs Rhinen til Nordtyskland – og til Danmark: Forkyndelse af frelse ved tro alene, ikke på grund af bodshandlinger og sjælemesser (dvs. for afdøde). Skriften er dommeren. Men nu i den senmiddelalderlige Bibel-humanismes ånd, hvor det ikke var kirken med hele traditionens tyngde, der skulle afgøre, om prædikanternes forkyndelse svarede til Skriften. For det var jo denne kirkens tolkning, de angreb. Skriften er klar, og den oplyste borger kan dømme om læren. Derfor måtte det ligge i det borgerlige styres hænder; de havde jo ansvaret for borgernes ve og vel og var – begrundet i Skriften – også Guds redskaber i det åndelige. Derfor blev der mange steder holdt disputation på modersmålet med det borgerlige styre som dommere. Sådan var det ved Zwinglis reformation i Zürich i 1523. Siden igen i Hamborg 1528 og i en række andre byer. Denne model har formodentlig også ligget til grund for reformationen af Viborg i 1526 (hvor byrådet tager Tausens parti og skaffer ham et værnebrev fra kongen) og senere i København 1530.  

Men man har også kendt til det teologiske indhold i Zwinglis bekendelsesteser fra Zürich, sådan som det kan spores i deres egne teser, og bystyret skulle forholde sig til begrundelsen og udlægningen af disse teser i en eller anden form for disputation, om den så blev holdt mundtligt, eller det blot kom til en skriftlig fremlæggelse. 

Johanittermunken Hans Tausen havde studeret ved Københavns universitet, men havde også studieophold i udlandet, en kort tid i Louvain (bibelhumanistisk højborg), men især i Wittenberg i årene 1523-25, mens Luther arbejdede meget med menighedsliv og samfundsliv – og hvor også den fordrevne danske kong Christian II opholdt sig og satte sig bag en dansk oversættelse af Ny Testamente (1524). 

Dreyer har valgt at slutte bogen med herredagen i København 1533, selv om Tausen endnu har mange år foran sig, indtil han dør efter 19 år som biskop i Ribe. Men i 1533 døde Frederik I, og rigets forhold skal ordnes, og Tausen, som nu er uden beskyttelse, bliver anklaget for herredagen, hvilket udløser det andet vigtige teologiske skrift fra Tausens hånd. 

Undersøgelsen af Tausens teologi bygger i hovedsagen på Tausens to teologiske erklæringer fra dels reformationen i Viborg med skriftet ”Et kort svar til biskoppen af Odenses sendebrev” (trykt 1529) og fra reformationen i København med skriftet ”Svar til lektor Poul (Helgesen)s falske og ukristelige undervisning” (1531), de to vigtigste tekster af Tausen om hans teologi (begge titler her i nutidig retskrivning). 

Dreyer interesserer sig især for tre punkter: Tausens forståelse af Skriften, af øvrigheden og af nadverforståelsen.  

Forfatteren karakteriserer Tausen som ”en humanistisk antisakral læser” (s257). En humanistiske tilgang, som han har fælles med Zwingli, Oekolampadius (Zwinglis kampfælle) og Melanchthon. Han læser derfor ikke Luther forudsætningsløs.  

Det gælder især hans syn på øvrigheden, kongen, som han har et personligt beskyttelsesbrev fra. Ved at appellere til kongen, tilkender Tausen kongen en aktiv rolle, som ikke kun består i at beskytte prædikanterne, men i at træde aktivt ind for at fremme eller direkte gennemføre reformationen (1 Sam 8,7). Her er GT, lovbogen, en faktisk lov, som er implementerbar som Guds lov i en ny samfundsorden, hvor den skal gøres gældende ved øvrigheden (i lighed med Thomas Müntzer). Men forkyndelsens indhold har kongen ikke noget med at gøre; det er prædikanternes ansvar i forhold til Skriften.  

Ny Testamente var lex Christi. Det objektive i forsoningen blev understreget. Det var udgangspunktet for en god, kristen livsførelse, en opfyldelse, som kan nås i det levede liv. Fejlede man i dette, var man under dommen. ’Simul justus et peccator’ vidste man ikke om. 

Om nadveren kunne Tausen nok skrive, at Kristi legeme og blod er i det hellige sakramente til at spise og drikke ”for ydermere trøst og tryghed at undfange”, men hovedsagen er, forkyndelsen, ihukommelsen (1 Kor 11,24b og 26b), af Kristi død for vor skyld. ”Men den, som er skrøbelig og ufuldkommen i troen, og kan ikke fuldt ud få et trygt hjerte og fast håb til sine synders forladelse af ordene alene, han må gå frem og behjælpe sin ufuldkommenhed med det hellige sakramente og modtage det til et sandt tegn, at Gud vil være ham gunstig og god”. 

Bogen giver et stærkt indtryk af, hvor godt og hvor hurtigt man i slutningen af 1520’erne vidste om, hvad der skete, og hvem der skrev hvad til hvem eller imod hvem. På den måde har Tausen, mener Dreyer, ofte læst Luther på anden hånd gennem referat af Luthers standpunkt i tekster af Zwingli eller andre. (Da kunne man jo godt tænke over, hvad vi selv gør, når vi ønsker at blive klogere på andre). 

Erik H. Bennetzen, pastor.