Niels Grønkjær: ”Oplysning for de oplyste. En religionsfilosofisk introduktion til Hegel”

Eksistensen 2021

333 sider.

299,95 d.kr.

Niels Grønkjær har udgivet endnu en bog, hvor hans særlige sammenkobling af religionsfilosofi, kristendom, retorisk snilde og samtidsanalyse forenes. Bogen er, som titlen angiver, en introduktion til Hegel og Hegel fylder da også ganske meget i bogen, så indhold og varedeklaration svarer til hinanden. Bogen er inddelt i 7 kapitler, og Hegel er med hele vejen, men særligt i kapitel 3 sker der en udfoldelse af Hegel og en pædagogisk indføring i dele af hans tænkning. I de andre kapitler er det mere anvendt Hegel, der er, i den forstand at temaer fra oplysningstiden, den franske revolution og nutidige dilemmaer inddrages.

Grønkjær har et kritisk blik på dele af arven fra oplysningstiden samtidig med, at han ønsker at være en del af samme arv, så det er en kritik, der fødes indefra. Et problem i den franske revolution og dens oplysningstænkning er, tænker han, at den mangler selvkritik. Der er stor opmærksomhed på det, der skal forkastes, kritiseres, rives ned såsom kristendom og monarki, men egne blinde pletter overses. Man opdager ikke, at man selv bliver et spejlbillede af det, man bekæmper, og her kan Hegel komme os til hjælp, så vi forstår, at begreberne ikke er absolutte og hvilende i sig selv, men rummer en indre spænding. Den hegelske dialektik betyder, at historien og tænkningen aldrig er slut.

Denne pointe sættes også i spil i en læsning af, hvad kristendom er og en nutidig fokusering på følelser og identitet. Dermed sigter han imod en forening af kristendom, filosofi, kunst og nutidig tænkning. Det hele kan gå op i en højere spændingsfyldt enhed. Det, der forlades, må ophæves, det vil sige hæves op på en ny måde og tages med i forandret skikkelse.

Jeg oplever Grønkjær som en dygtig og vidende skribent og dermed også en, der fanger mig i den forstand, at jeg drages med ind i fortællingen, kan nikke bifaldende til dele af pointerne og bliver oplyst på vejen. Kritikken af den filosofiske nyttetænkning som mangel på selvindsigt er fin, da oplysningens etik bliver frit svævende i luften, uden begrundelse i andet end det, der ubevidst forudsættes. Det ender i materialisme, misbrug af verden og ødelæggelse af klimaet (s.172). Hans kritik af blandt andet Schleiermachers forståelse af tro som følelse, ikke viden, kan jeg også følge. Grønkjær tænker, at en ”sådan nøjsomhed er udslag af oplysningens religionskritik” (s.216).

Men samtidig efterlades jeg, som tidligere når jeg har læst ham, med en skuffelse. Den nøjsomhed i trosforståelsen, som han kritiserer, kan man også finde hos Grønkjær selv. Begrebsapparatet kører, dækkene drejer rundt for fulde omdrejninger, men de mangler at nå jorden. Der fægtes, men der fægtes ofte i luften.

Mod slutningen af bogen inddrages Grundtvig og der tales positivt om dåb og nadver, men hvis man stiller spørgsmålet, hvad man egentlig mangler, hvis man mangler dåb og nadver, om det er muligt at få det samme på anden vis, så gives der intet svar. Hvad verden mon ville mangle, hvis der ingen kristne kirker var, få vi ikke at vide, selvom der er antydninger af tab af fællesskab (s.316).

Som i tidligere bøger benægtes det, at Gud eksisterer, fordi han ikke er en ting, selvom det er sandt, at han virkelig er til (s.88) – men hvad om man definerede eksistens på anden vis? Han siger, at vi må tænke efter-metafysisk, for metafysik er, at have et absolut udgangspunkt (s.59), men hvad om vi definerede metafysik anderledes? Vi må forkaste teismen, for teisme er en ide om en eksistens, der er uforanderlig og af og til griber ind i verden (s.132), men andre anvender en anden definition af teisme.

Grønkjær sigter imod at give troen indhold og begrundelse: ”Religionens nutidige legitimitet afhænger af hvorvidt dens indhold kan bidrage til at fæstne mennesket” (s.121). For at undgå oplysningens religionskritik, kan man ende i en indholdsløs tro, hvilket Grønkjær ser som en afvej (s.172). Men hvilket indhold, han egentlig ender med og hvad det konkret vil sige, at ”fæstne mennesket”, blæser i vinden. Indholdet i kunst, religion og filosofi er det samme under forskellige former (s.112), men bliver det hele så ikke i virkeligheden filosofi, selvom der advares imod at gøre filosofien opbyggelig (s.315)?

Derfor mener jeg, at det er relevant at rejse samme indvending mod Grønkjær, som han rejser mod dele af oplysningsfilosofien: Han mangler selvkritik og konkret indhold. Han ønsker at mennesket finder sig selv, ved at dets tanker bliver tidssvarende og konkrete (s.234), og han synes at mene, at det sker mest tydeligt i gudstjenesten, for her finder mennesket sig selv og er hjemme (s.314), men dén opbyggelige pointe kan vel i princippet opnås uden kristen forkyndelse? Og jeg tænker, at de fleste ønsker noget andet end begrebsgymnastik, for at nå frem til det opbyggelige.

Jakob Valdemar Olsen, Dansk Bibel-Institut.