Nyreligiøsitetens utfordring

FBB-nytt:

Nr. 4, Des. 1990, 27. årgang

Ole Skjerbæk Madsen:

Nyreligiøsitetens utfordring.

(På årsstevnet for kirkelig samling om Bibel og Bekendelse i Danmark i oktober i fjor, holdt Ole Skjerbæk Madsen et foredrag. Det ble gjengitt i kirkelig information nr. 6-7/89. Siste delen av foredraget der han behandler den nye religiøsitetens inntrenging i folkekirken og utfordringen til selvbesinnelse kirken står overfor i møtet med denne nyreligiøsiteten. Red.)

5. Den nye religiøsitet bliver et problem i folkekirken i og med, at så stor en del af befolkningen er medlemmer af folkekirken. Selv om folkereligiøsiteten har skiftet fortegn, bliver mange ved med at være medlem af folkekirken uden at opleve det som en inkonsekvens. Man tror på reinkarnation, men bliver i folkekirken, selv om vi der bekender kødets opstandelse. Disse nyreligiøse medlemmer af kirken - og det er her problemerne kommer -, er med til at vælge menighedsråd. De bliver valgt ind i menighedsråd. De er med til at vælge præster. De bliver kirkefunktionærer. De bliver organister og de bliver præster, og måske biskopper, hvem ved?

Det vil sige, at New Age som tilværelsestydning bliver en del af kirkens hverdagstænkning. Rent faktisk rekrutteres altså nu præster fra denne gruppe mennesker, præster, som ikke har nogen konfessionel tilknytning, mennesker, der ikke kender til omvendelse til Jesus Kristus. Mennesker, der alene lever i dette nye folkereligiøse univers i New Age miljøet, og som bare har et dejligt ønske om at gøre noget for mennesker.

Vi får en præstetype med holdning, som den Elisabeth Uldall giver udtryk for i Alt for damerne (nr. 40, 5. Oktober 1989, s. 80). Hun skriver: "Personligt går jeg ikke så meget op i, hvilken religion folk har, bare de erkender, at de har brug for at søge en mening med det hele. Ingen kan leve med, at alt er lige meget. Det er ikke til at holde ud." Og det er i virkeligheden den samme holdning, som i det konfirmationsforberedelsesmateriale, hun udgav sammen med Ulla Sandbæk helt tilbage til 1983, "I virkeligheden". Det afgørende var jo allerede dengang ikke det, at de unge skulle ledes til at blive bevidste kristne, men at de skulle "opleve mulighederne i samvær med andre" og det religiøse som en dimension af dette samvær. Gud var nærmest en relationsbestemmelse, en kvalitet i menneskers relationer, i al fald ikke åbenbaringens Gud.

Det nævnte materiale er et af de første forsøg på at føre nyreligiøsiteten ind i kirken: horoskop og astrologi er en naturlig ting i denne sammenhæng. Jesu undere og okkulte og parapsykologiske fænomener sidestilles, og en beretning om reinkarnation citeres med tilslutning.

Med deres materiale i 1983 kom nyreligiøsiteten op til overfladen.

6. Vi kommer så til udfordringen. Den splittelse, folkekirken lever i, kræver selvfølgelig en læremæssig afklaring, og sådan er den første udfordring fra nyreligiøsiteten til kirken, i hvert fald fra nyreligiøsiteten i kirken, en udfordring til en læremæssig afklaring. Uden en sådan afklaring på Bibelens og Bekendelsens grund kan menighederne og kirken ikke blive et orienteringspunkt til frelse for tidens søgende mennesker. For menneskers frelses skyld er det ikke forsvarligt, at der både skal være en evangeliets sande forkyndelse og Kristusfomægtelse i samme kirke. Det er utroværdigt og det gør forkyndelsen utroværdig.

Der kræves af os at sige ja og sige nej. Det er nok det første, vi må gøre. Og derfor er det en vigtig afklaring at få belyst reinkarnationslæren.

Men der skal også handling til og det begynder med de enkelte menigheder.

Lad mig prøve at opridse lidt af udfordringen fra nyreligiøsiteten til vore menigheder:

Når mennesker vender sig til de nyreligiøse bevægelser i stedet for til kirken for at finde mening med tilværelsen, for at finde fællesskab, så afslører det altså, at folkekirken for disse mennesker hører det establishment til, som ikke længere formidler en sådan mening. Kirken er for dem en institution, som er udlevet. Mennesker savner i kirken at finde svar på meningen med tilværelsen, specielt på, hvem de selv er. De savner den dimension, at den enkeltes erfaring og oplevelser har betydning, og de savner i kirken at møde et bekræftende og varmt fællesskab. Mennesker, som søger ind i de nye religiøse fællesskaber, gør det også nogle gange, fordi de ikke finder ledere med karisma i folkekirken, som legemliggør deres eget håb om et nyt liv. De finder ingen markante måder at være sammen på, ritualer og begivenheder, ingen religiøs praksis, som giver noget opløftende til tilværelsen, giver dem en "peak experience", en klippetopoplevelse, når kirkens initiationsriter, dåb og konfirmation, handler mere om social konformitet, om skik og brug, end det er skelsættende begivenheder i menneskers udvikling. Endelig synes kirken ikke at være tilstede eller nærværende, når mennesker oplever en krise. Vi tager os af konfirmanderne, men ikke af de 18-20 årige, som skal finde sig selv under nye udfordringer hjemmefra.

Men mennesker omvender sig en masse fra materialisme og rationalisme til en åndelig tilværelsesforståelse, men de bliver ikke kristne. Det er vores problem. Vi ser en omvendelsesbevægelse, omvendelseskarriere for mennesker i den nyreligiøse verden; men de kommer ikke til kirken og lærer Jesus at kende. Ikke desto mindre hører omvendelse til det, der konstituerer kirken og livet som kristen. Kristendommen er jo et kald ud af et livsødelæggende miljø, trældom under synden, døden og djævelen. Skyldes det, at initiationen i folkekirken ikke er udtryk for en ægte omvendelse? Skyldes det, at vi ikke anerkender, at dåb og omvendelse, at kristenliv og omvendelse hører sammen? Hvis det er tilfældet har kirken ikke ret meget at tale med mennesker om, i hvert fald ikke de mennesker, som søger livets mening i de nye religiøse bevægelser.

Den krise, den udfordring, vi står over for, kræver at os en selvransagelse. Den kalder os til omvendelse. Den kalder kirken til omvendelse, den enkelte kristne til omvendelse, menighederne til omvendelse, hvor den første kærlighed bliver brændende på ny, hvor vi igen begynder virkelig at brænde af kærlighed til Jesus. Og det må føre ind i et nyt fornyet bønsliv, hvor vi virkelig fordyber os i alt, hvad Gud siger til os i sit ord, hvor vi grunder på det, "grunder på hans lov dag og nat" og ser, at her er virkelig salighed at hente. Vi må få en ny kærlighed til Jesus, fyldes af taknemmelighed for, hvad han har gjort for os, sådan så at det driver os til at vidne om det, som vi har modtaget, så vi ikke kan lade være med at tale om det, som vi har set og hørt, så vi begynder at turde være vor tro bekendt. Jeg tror, at det er enormt vigtigt, at vi får en sådan omvendelse og en sådan kærlighed til Jesus, at vi ganske simpelt må vidne om ham og slet ikke kan lade være med det. Kirkens medlemmer må ud til mennesker, ud på gaden, ud hvor de bor, eller arbejder, ud, hvor de færdes. Vi skal have en kirke, der vil være sig selv bekendt og derfor er en evangeliserende kirke, og vi skal også i forbindelse med de nyreligiøse miljøer, dér hvor de lever, for at tale med dem. for at være deres næste, for at kunne sige: stop op!

Det var en fantastisk oplevelse, da vi, fire menigheder fra København, var med på udstillingen "Sind-Krop-Ånd". At få lov at være midt i denne udstilling og vidne om Herren; at se, hvordan mennesker stoppede op; også dybt okkult involverede mennesker stoppede op og sagde:

"Her er fred! Vi kan ikke finde freden på hele denne udstilling, men den er her hos jer!" At møde mennesker fra andre stande komme og sige: "Jeg har egentlig brug for jeres hjælp."

Hvis vi ikke er med evangeliet, hvor mennesker er, og tør os være Jesus Kristus bekendt, så er slaget tabt. Kaldet til omvendelsen må på den måde få en førsteprioritet i menighedens liv. Guds rige er nær! Jesus er iblandt os. Kom til ham, og lad jer frelse fra denne vanartede slægt!

Dertil kommer, at kirken må arbejde med hele sin initiationspraksis. Hvordan udtrykker vi glæden ved, at et menneske omvender sig og vender tilbage til kirkens fællesskab? Der skrives bag på dåbsattesten, når én genoptages, og så færdig. Der er ingen handling i kirken, hvormed vi virkelig udtrykker glæde ved, at dette menneske er vendt tilbage til fællesskabet.

Vi har oplevet, at en dame efter 14 år i en sekt begyndte at indse, at der var noget rivende galt i sekten. Hun var kommet i kirken og havde været med i vores menighed et halvt årstid. Hun gik ikke til alters, fordi hun følte, hun havde svigtet. Vi fik en samtale om det og blev så enige om, at det, der skulle til, var en officiel optagelse, hvor hun bekendte som synd, at hun havde svigtet sin dåbspagt, og hvor hun også fik en officiel absolution derfor. Derefter bad jeg og menighedens evangelister under håndspålæggelse om, at hun måtte få kraft til at stå fast i fællesskabet med Jesus, og menigheden hilste hende med fredshilsenen, hvorpå hun kunne deltage i nadveren med frimodighed første gang, siden hun havde forladt Kirken for 14 år siden. Nu vidste hun, at hun var velkommen i Kristi legemes fællesskab, og vi (den øvrige menighed) fik også noget at vide om, hvor alvorligt dette fællesskab egentlig er.

Jeg tror, vi skal tænke og arbejde meget med alt dette, hvis vi skal hjælpe mennesker ind i et nyt forhold til Jesus og vise, at vi virkelig bryder os om, at de omvender sig og vender tilbage ind i kirkens fællesskab. Og så må kirken begynde med at leve anderledes i sit indre liv. Vi må forstå os selv som et fællesskab. Menigheden er frelsens og helbredelsens sted, der hvor menneskers dybeste behov mødes, først og fremmest deres behov for virkelig at lære Gud at kende, at erfare deres synder forladelse, men også med lægedom for de sår, de har i deres indre menneske, og også fysisk helbredelse. Vi har brug for at blive et virkelig fællesskab. Derfor må vi arbejde for, at vi får grupper i menigheden, hvor vi kan tage os af hinanden, hvor vi kender hinanden, og kan give hinanden tryghed og omsorg, hvor vi kan udveksle vores erfaringer, dele vores tro med hinanden, og hvor også de enkeltes nådegaver og evner kan fremelskes.

Og så har vi brug for, at disse små fællesskaber ikke skal glide ud i hvadsomhelst. Vi har brug for det samlende fællesskab, den store fællessamling søndag formiddag, hvor menigheden konstitueres ved ordets forkyndelse og sakramentemes forvaltning, hvor vi ser det fælles mål, og hvor vi får de fælles visioner, og hvor vi også finder vores identitet som kristne i kraft af det ord, der tales til os, og i kraft af den nadver, vi tager del i. Altså menigheden opbygget som et virkeligt fællesskab, et fællesskab, hvor de personlige relationer tæller, og hvor der virkelig er et mål, en vision, en identitet midt i en verden, som lever i Gudsoprøret. Hvis vi virkelig får menigheder, der er fællesskaber, vil de stå som et frelsens tegn, som et banner midt i vores folk, så vil der være et vidnesbyrd om det Guds rige, som er den sande nye tid; her og kun her er der håb for mennesker!