PORVOO-avtalen

1. Introduktion

Allerførst må jeg sige tak for invitationen til at deltage på dette FBB-seminar. Det er en fin anledning til bl.a. at redegøre for og afklare nogle af de misforståelser, der er i omløb mand og mand imellem i Norge vedrørende det danske nej til Porvoo-erklæringen. Nogle af de misforståelser, der er i omløb, kommer også frem i spalterne i de norske tidsskrifter, som læses af teologer. Så tak for en fin anledning til at komme ind på det. Men det er ikke blot det danske nej, der er mit emne - det er selve Porvoo-aftalen - men der er sammenfald mellem et hovedproblem i Porvoo-dokumentet og det danske nej, så derfor vil der alligevel være en sammenvævet rød tråd i mit foredrag her.

Emnet, som jeg har fået, er fælles for Ola Tjørhom og mig. Det lyder: Porvoo-avtalen - en berikelse eller et problem? Allerede her ligger der i sprogbrugen en mulig misforståelse, for mange nordmænd tror, at Den danske Folkekirke sagde nej til Porvoo-avtalen. Sådan er det imidlertid ikke, i hvert fald ikke så unuanceret. Den danske Folkekirke sagde derimod nej til Porvoo-erklæringen, og det indebar, at Porvoo-aftalen ikke kunne ratificeres.

Læser man de danske biskoppers fællesudtalelse fra bispemødet på Nyborg Strand d. 29. august 1995, som er underskrevet af alle de danske biskopper, så fremgår det, at de danske biskopper sagde nej til selve Porvoo-erklæringen, men samtidigt sagde de fra dansk side ja til nogle af de betydeligste punkter i Porvoo-aftalen.¹⁾ Grunden, til at Porvoo-aftalen ikke blev til noget, skyldes indholdet i Porvoo-dokumentet. Jeg citerer, hvad de danske biskopper sagde:

"Det er magtpåliggende for biskopperne fortsat at fastholde og udbygge Den danske Folkekirkes nære forbindelser med såvel de anglikanske som de lutherske kirker, der har deltaget i kommissionens arbejde.

Vi præciserer derfor, at vi ikke finder forskelle af kirkeadskillende karakter mellem de lutherske og de anglikanske kirkers trosgrundlag, og vi glæder os over, at vore kirker heller ikke tidligere har hævdet, at der var sådanne forskelle.

Således kan vi i Den danske Folkekirke som hidtil uden forbehold indbyde også medlemmer af de anglikanske kirker til at tage del i vore gudstjenester, herunder nadveren,og til ved længerevarende ophold i Danmark at blive fuldgyldige medlemmer af folkekirken.

Vi bekræfter endvidere muligheden for, at anglikanske præster efter de til enhver tid gældende regler kan gøre tjeneste i Den danske Folkekirke uden reordination, ligesom vi bekræfter muligheden for at indbyde biskopper fra de anglikanske kirker til at tage del i bispevielser i folkekirken". (citat slut)

Fra dansk side har man vist sig positiv til mange af Porvoo-aftalens konsekvenser. Det er ikke noget nyt. Man var altså positiv til Porvoo-aftalen, men negativ til Porvoo-erklæringen. Det fremgik også af biskoppernes fællesudtalelse, hvorfra jeg igen citerer: "Vi skal understrege, at bispeembedet ifølge evangelisk-luthersk embedsforståelse er et præsteembede, som er tillagt en særlig tilsynsopgave i forhold til menigheder og præster". Så langt de danske biskoppers udtalelse.

Hvad er Porvoo-aftalen? Er det en samarbejdsaftale mellem p.d.e.s. den anglikanske kirke i England og mindre lignende kirker på de britiske øer og p.d.a.s. de lutherske nationalkirker i Norden og de lutherske kirker i Balticum - altså en samarbejdsaftale mellem forskellige kirker, som vedbliver at være forskellige? - eller er det en aftale, som ved et bekendelsesskriftlignende erklæring søger mod kirkelig enhed? Hvis Porvoo-aftalen var en samarbejdsaftale mellem forskellige kirker, som gensidigt anerkender hinandens historiske og aktuelle forskelligheder, så kunne den danske Folkekirke ubekymret sige ja til Porvoo-aftalen. Men sådan var det jo ikke. Porvoo-erklæringen forelå i et formelt tilsnit som på en del punkter lignede et bekendelsesskrift. Hvis man tager ordlyden alvorligt i både Porvoo-erklæringen og i Porvoo-dokumentet, er der tydeligvis sagt, at man søger at udjævne de forskelligheder som er der historisk og aktuelt. Det skal jeg dokumentere i dette foredrag.

Porvoo-erklæringen blev vedtaget af Den norske Kirke uden større forudgående offentlig debat. Vidar L. Haanes anmeldte for kort tid siden en række bøger bl.a. svenskeren Carl Henrik Martlings bog De nordiske nationalkyrkorna, der har undertitlen Från Kalmarunionen til Borgådeklarationen (Verbum 1997).²⁾ I anmeldelsen nævner Haanes, at Martling kun bruger én linie på Den norske Kirkes behandling af Porvoo, men Haanes siger, at det afspejler virkeligheden. Kirkemødet "antok deklarasjonen i Bergen i november, hvorefter forsamlingen spontant reiste seg, applauderte og sang salmen Guds kirkes grunnvoll ene". Haanes bemærker, at læseren selv må vurdere, om det er symptomatisk for det teologiske reflektionsniveau i den norske kirke i dag. Til sammenligning kan det siges, at Porvoo-dokumentet blev trykt i 12.000 eksemplarer og spredt og debatteret i Danmark. Her må jeg spørge: Hvis Porvoo-erklæringen virkelig var en berigelse, sådan som fortalerne mener, hvorfor lagde man så ikke dokumentet ud i bred offentlighed, til bred debat. Frygtede man, at den norske kirke i bred almindelighed ville afvise en berigelse?

Når man ser, at der først efter vedtagelsen af Porvoo-erklæringen er kommet egentlig debat om sagen, så kan man ikke undgå at spørge, om ikke Porvoo-erklæringen allerede nu er blevet et problem.

Et par forhold skal nævnes: Det var kun selve fælleserklæringen (Porvoo-erklæringen), paragrafferne 58-61, der er tiltrådt, men det er alligevel klart, at paragrafferne 1-57 (Porvoo-dokumentet) danner forudsætning for, hvad der står i selve Porvoo-erklæringen. I § 58 refereres eksplicit til den enighed, som ligger i de foregående afsnit af Porvoo-dokumentet.På denne måde er det vævet sammen. Om man bruger begreberne Porvoo-erklæringen, Porvoo-dokumentet eller Fællesudtalelsen fra Porvoo kommer i den sidste ende ud på ét.

I den debat om Porvoo-erklæringen, som bemærkelsesværdigt først er kommet efter vedtagelsen i Norge, har der specielt været fokuseret på Porvoo-dokumentets nadverteologi, specielt formuleringen i presensform i § 32h: "idet han ofrer sig til Faderen". Jeg skal ikke bruge tid på dette, men blot sige, at jeg for min egen del tilslutter mig den kritik af Porvoo-dokumentets uklare nadverteologi som er rejst af Oddvar Johan Jensen³⁾ og Arvid Tångberg⁴⁾. Jeg mener ikke, at de dogmatiske uklarheder, der findes i Porvoo-dokumentet er nogen berigelse. De er et problem.

Jeg skal ikke komme ind på alle spørgsmål vedrørende Porvoo-dokumentet, men koncentrere mig om det, som er et afgørende hovedproblem i forholdet mellem luthersk og anglikansk teologi, nemlig kirke- og embedssynet i almindelighed og synet på bispeembedet i særdeleshed.

Kirkeligt demokrati

I den nævnte anmeldelsen skriver Haanes om Den danske Folkekirkes forhold til Porvoo: "I Danmark har man tradisjonelt været langt mer forsiktige med økumeniske tilnærmninger, hvad den tidligere professor i kirkehistorie ved Det teologiske Fakultet i Århus, Anders Pontoppidan Thyssen kaller "en grundvigsk kirkelig danskhet, med forherligelse av den danske folkekirken og forakt for andre kirkesamfunn ..". Haanes skriver videre: "Når det endte med at den danske folkekirke ikke skrev under Porvoo-erklæringen, skyldes dette blandt annet frykten for at folket og Folketinget skulle miste sin indflydelse over kirken på bekostning af biskopperne, dersom man knyttet seg til den episkopale anglikanske kirken"⁵⁾. Jeg skal ikke kunne sige, om det norske sprog åbner mulighed for sådanne formuleringer, men set med danske øjne er denne sætning umulig både udfra sin form og sit indhold. Hvis man knyttede den danske kirke sammen med den anglikanske kirke, så ville dette give mere magt til biskopperne, og dette ville blive på bekostning af netop Folketinget.

I Danmark diskuteres om den egentlige magt i Den danske Folkekirke skal ligge i Folketinget, i Kirkeministeriet (Kirkedepartementet), i en synode (et kirkeparlament) eller i bispekollegiet. I praksis vil det være svært at se forskel, fordi det i alle fire tilfælde vil være biskopperne, som skal administrere magten.

På samme måde kan man spørge, om det gør nogen forskel, om det er Folketinget eller en synode (et kirkeparlament), der har den egentlige autoritet. I begge tilfældet vil det være demokratiet, som er basis. De, som i Danmark er fortalere for en synode, begrunder en sådan synodes eksistens udfra demokratiet.⁶⁾ Der har været peget på, at alle de kirker, som har indgået Porvoo-aftalen, er synodale. Som Porvoo-debatten forløb i Danmark viste den, at der hverken er basis for Porvoo-aftale eller en synodal ordning i Den danske Folkekirke på nuværende tidspunkt. Men jeg vil ikke udelukke, at udviklingen ad åre kan medføre, at der kommer en synode i Den danske Folkekirke. Men aktuelt er det også demokratiet, der er basis ved bispevalg. De stemmeberettigede i menighedsrådene er valgt demokratisk i sognene, hvor også de politiske partier er opstillede på valglisterne.

Pontoppidan Thyssens udsagn ikke er sagssvarende. Der er ikke tale om "foragt for andre kirkesamfund". Når det gælder Den danske Folkekirkes nej, så var det ikke et principielt nej til en samarbejdsaftale, det var et nej til et bekendelsesskriftlignende erklæring.

Økumenisk nej til Porvoo

I Danmark har vi nogle folk, som i mange år har beskæftiget sig med økumeniske spørgsmål. På Det teologiske Fakultet i København er lektor Peder Nørgaard-Højen ansat på Institut for systematisk teologi. Han er en af vore absolutte eksperter på økumeniske spørgsmål i Danmark. Mange havde ventet, at Nørgaard-Højen ville ønske ethvert økumenisk gennembrud velkomment. Men det interessante er, at Nørgaard-Højen mente, at Porvoo-dokumentet var et stykke dårlig økumenik, et ufærdigt arbejde. Det foredrag, som var hans indspil i debatten er nu trykt.⁷⁾ Jeg vil i det følgende referere hovedsynspunkterne fra Nørgaard-Højens fordrag, fordi det dels rammer selve problemet i Porvoo-dokumentet, og fordi jeg selv kan tilslutte mig Nørgaard-Højens indvendinger.

Resultaterne af Porvoo-samtalerne tilstræber en kirkelig enhed mellem tre forskellige kirketyper,

Historisk set har der imellem de tre kirketyper været et "embedsteologisk morads", siger Nørgaard-Højen, og peger på, at "bispeembedet og den apostoliske succession" er hovedsagen i Porvoo-dokumentet (s.267).

Der, hvor problemerne skulle være størst, er mellem de anglikanske kirker og de dansk-norske kirke. I denne henseende står de svensk-finske kirker i en formidlende mellemposition. Nørgaard-Højen kritiserer Porvoo-arbejdet for at være ufuldstændigt. Det interessante er, at han kritiserer dette på både fra engelsk side og fra dansk side. Hvis Porvoo-aftalen virkelig skulle indebære, at den anglikanske kirke anerkender de lutherske kirkes bispeembeder uden succession, så er der tale om en omstødelse af The Lamberth Quadrilateral, siger Nørgaard-Højen (s.267). Han mener altså, at den anglikanske kirke ville komme i splid med sit eget grundlag. Men heller ikke på dansk side er forarbejdet gjort, hvorfor Nørgaard-Højen anbefaler en afvisning af Porvoo-erklæringen. Strengt taget er det blot de sidste paragraffer, der underskrives, men Nørgaard-Højen peger på, at paragraf 32 har et "bekendelsesmæssigt præg", selv om det er ment som en sammenfatning af det, som anglikanere og lutheranere er enige om. Det er her, at Nørgaard-Højen mener, at "det nødvendige forarbejde til klarlæggelse af relationen mellem Folkekirkens bekendelsesskrifter og Porvooerklæringen er endnu ikke ydet. Alene af den grund kan det være vanskeligt for ikke at sige umuligt for Folkekirkens definitivt at tilslutte sig dialogresultaterne", siger han (s.272).

Personligt vil jeg gerne sige, at netop på dette punkt synes jeg, at denne kritik rammer Den norske Kirke på et særdeles ømt punkt. Udredningen Troens fundamenter og kirkens enhet er et udtryk for at der en række spørgsmål, som er fælles både for Porvoo og for den aktuelle situation i Den norske Kirke, som ikke er diskuteret færdigt. Det skal jeg vende tilbage til senere. Fejringen af Porvoo-aftalen i Trondheim blev markeret af flere retoriske udfald, f.eks. "Nu er vi gift". Man man kan spørge om ikke disse problemer, som jeg taler om her, burde have været afklaret allerede i forlovelsestiden.

Nørgaard-Højen peger på en del problematiske forhold fra et luthersk synspunkt. Dels nævner han, at der i § 58 a.IV tales om embeder i pluralis, og at dette ville være noget andet end den grundlæggende lutherske opfattelse, at der dybest set blot er ét embede (singularis), som ganske vist er differentieret. Dybest set er både præst og biskop indehaver af samme embede, nemlig forkynderembedet. Nørgaard-Højen mener på denne baggrund også, at det er problematisk at sige som § 58 a.VI, at "bispeembedet værdsættes og opretholdes i alle vore kirker som synligt tegn, der giver udtryk for og tjener Kirkens enhed og kontinuitet i apostolisk liv, tjeneste og embede" (s.268). Dette må imødegås med kritik fra luthersk side, idet det lutherske synspunkt er, at der ikke principielt er forskel på biskop og præst. Bispeembedet er funktionelt identisk med præsteembedet (s.278.)

Kernepunktet i Nørgaard-Højens kritik af Porvoo-dokumentet er, at det ønsker "enheden genoprettet mellem den anglikanske kirke i United Kingdom og de lutherske kirker i Skandinavien og Balticum efter al sandsynlighed under forudsætning af, at disse sidste anerkender og genindfører den historiske bispesuccession". Dette siges på bagrund af, at det i § 53 eksplicit taler om: "Genoptagelsen af brugen af dette tegn", som den historiske succession er. Ligeledes på baggrund af, at der i § 57 siges, at "tiden er inde" til, at Porvoo-kirkerne kan "bekræfte værdien og anvendelsen af den historiske bispesuccessions tegn" og tillige er "fri til at anerkende tegnets værdi og bør tage det i brug". Det siges altså i klartekst, at bispesuccessionen skal genindføres.

Derfor siger Nørgaard-Højen: "Den mest indlysende tolkning af Porvoo-teksten er således, at bispeembedet forstås som hørende væsensmæssigt med til kirken" (s.276). Bispeembedet har været en del af læren for anglikanerne, mens det for lutheranere har været et adiaforon. Men med Porvoo-erklæringen gøres bispeembedet til en del af læren, til en del af kirkens væsen.

Dette "strider så evident imod en luthersk forståelse af kirken og af de nødvendige forudsætninger for enhed", slår Nørgaard-Højen fast og henviser til Confessio Augustana art. 7, der blot nævner 2 forudsætninger for kirkelig enhed, nemlig enighed om forkyndelsen af evangeliet og forvaltningen af sakramenterne (s.276).

Nørgaard-Højen mener, at det er at vende tingene på hovedet, hvis lutheranerne skal acceptere den apostoliske succession. Og faktisk har Den anglikanske Kirke i Meissen-aftalen afvist, at have kirkeligt fællesskab med de kirker, der ikke har historisk bispesuccession. At sige ja til Porvoo er derfor at stille sig på anglikanernes side imod de lutherske kirker, som ikke har historisk bispesuccession. At tilslutte sig Porvoo er at skabe splittelse internt i lutherske sammenhænge, konkluderer Nørgaard-Højen. Perspektiverende kan man sige, at det netop er, hvad de norske, svenske og finske kirker har gjort, man har distanceret sig fra de lutherske kirker i Tyskland og Danmark ved at tilslutte sig Porvoo.

Praktiske tendenser

Siden Porvoo-erklæringen er vedtaget, er der kommet forslag om, at Oslo biskop skal have forrang for de øvrige norske biskopper. Biskoppen vil da ikke længere være primus inter pares, den første blandt ligemænd, men vil i stedet være på vej til at blive ærkebiskop efter anglikansk og svensk model.

Dokumentet Troens fundamenter og Kirkes enhed, som et udvalg under Det norske bispemøde har udarbejdet, er interessant,⁸⁾ fordi det viser, at Den norske Kirke ikke på nuværende tidspunkt har nogen gennemdebatteret løsning på de udfordringer, som Porvoo- dokumentet rejser. Efter denne udredning skulle det med henvisning til Confessio Augustana art. 28 principielt være muligt for en præst at bryde det åndelige fællesskab med den overordnede biskop og dermed frasige sig biskoppens tilsyn. I teorien vil dette være godt, men i praksis må man forudse, at denne teoretiske mulighed vil forsvinde i juridiske, tjenestelige og kirkepolitiske manøvrer, som vil begrænse den enkelte præsts handlefrihed i forhold til biskoppen.

Man skal i denne forbindelse ikke glemme, at det tredelte embede, som findes i Porvoo-erklæringen, er et hierarkisk embede, biskop, præst, diakon. Dette er en hierarkisk magtstruktur, hvor det forudsættes, at der er loyalitet og lydighed mod de embedsbærere, som er overordnede og i særlig grad mod biskoppen.

Målet og midlerne

Andreas Aarflots strategi kommer til dels frem i bogtitlen: Lad kirken være kirke. Et stykke på vej er der tale om en løsrivelsestrategi. Kirkerne skal skilles fra staten, det er en process som er i gang i Sverige, og emnet diskuteres også i Norge. Når kirkerne bliver mere selvstændige i forhold til staten, og tættere forbundet kirkeligt, bliver de bedre til at være vejledere for folket.

Går man til Porvoo-dokumentet, ser man, at den politiske situationsanalyse har været en meget afgørende faktor. Det siges, at vore kirker og nationer har opgaver og muligheder nu, hvor der er "ideologiske, samfundsmæssige og politiske ændringer". Der slås også på, at de europæiske nationer er "afhængige af hinanden" (§ 10 og 10a). Der peges netop på dette med henvisning til, at "Alle Europas større kirker rådfører sig nu med hinanden" (§ 11). Det er ikke småting, der skitseres i Porvoo-erklæringen. Skridtet, der tages, ses ikke som "et mål i sig selv, men som en del af bevægelsen mod en bredere enhed". Denne bevægelse indebærer, "at videreudvikle de eksisterende forbindelser til alle verdensomspændende konfessionelle fælleskaber". Porvoo-erklæringen er blot et lille skridt imod "den synlige enhed, som alle kirker, der er engageret i den økumeniske bevægelse, forsøger at finde udtryk for" (§ 60). Det er meget prætentiøst formuleret.

Målet er den synlige kirkelige enhed, som man finder manifesteret i bispeembedet. Det er samme tendens, som viser sig i debatten mellem de lutherske kirker og den romersk- katolske kirke. Her har debatten vist flere resultater de sidste 30 år end i de foregående 400 år. Det skyldes, at man har fokuseret på den mulige synlige enhed i embedsstrukturen. Enheden vil vise sig, hvis man er i stand til at "udøve episcopŠ sammen".⁹⁾

Når man fra norsk side går med på det, viser det en teologitræthed, hvor man ikke magter at fastholde debatten omkring evangeliets indhold. Det er således en afgørende svaghed ved Porvoo-dokumentet, at det flytter opmærksomheden bort fra evangeliet som forudsætning for kirkens enhed, sådan som Confessio Augustana art. 7 fastslår, men i stedet går over til den kirkelige magtstruktur, som søges gennemført i bispeembedet, - og det er et teologisk tilbageslag.

Ser man på det internationale økumeniske debatklima, så skal det nævnes, hvad det er for en metode, som ligger bag den måde at skrive økumeniske fælleserklæringer på, som vi ser her. Metoden kaldes "differentieret konsensus". Denne metode synes at rumme kompromissets mulighed, forstået på den måde, at den teologiske intention kan tilgodeses på begge sider, selv om man undertegner en fælleserklæring. Der ligger en speciel hermeneutik til grund for dette, nemlig tanken om at ethvert trosudsagn eller enhver dogmatisk læresætning kun lader sig udtrykke tilnærmelsesvist ("approximativt") i det menneskelige sprog. Dette hermeneutiske koncept er udviklet af kardinal Ratzinger i 1966 udfra en opfattelse af, at der altid er inkongruens mellem p.d.e.s. ord og sprog og p.d.a.s. den teologiske virkelighed.¹⁰⁾ Denne metode har foreløbig ført frem til en del fælleserklæringer, hvor den katolske kirke har været den ene part.¹¹⁾

Jeg vil godt kritisere metoden. Den rummer et anslag imod både åbenbaringsforståelsen og sandhedsspørgsmålet. Nørgaard-Højens kritik af Porvoo-dokumentet viser tillige, at man med denne metode ikke kommer overens med selve problemerne.

Det er interessant, at Porvoo-dokumentet er blevet kommenteret af katolske iagttagere. Den svenske katolik Henrik Roelvik siger i sin kommentar til Porvoo-erklæringen, at den indebærer, at "lutheranerna utvecklar en episkopal ecklesiologi, som accepterer ett antal traditionellt katolska ståndpunkter". Roelvik savner dog i Porvoo-dokumentet, at bispeembedet garanterer den apostoliske kontinuitet, og at bispeordinationen er et sakrament.¹²⁾

Henrik Roelvik har senere kommenteret Porvoo-erklæringen i bakspejlet. Og det, som nu foruroliger Roelvik, er, at Porvoo-erklæringen nu fortolkes på flere forskellige måder blandt de, som har tilsluttet sig. Roelvik kritiserer specielt den norske kirke for ikke at tage det problem alvorligt, som Ola Tjørhom har rejst vedrørende domprovsters ret til at ordinere nye præster under biskoppens vakance. Den norske kirke fortsætter efter Porvoo-aftalen med denne mulighed, og Roelvik mener, at dette "minsker automatisk trov"rdigheden av Den norske kirke". Det er "teologisk inkonsekvent", og strider imod § 58bV, som forudsætter, at kirkerne vil "modtage personer, der er ordineret af en biskop i hvilken som helst af vore kirke til embedet som biskop, præst eller diakon ....".¹³⁾

Jeg vil godt kommentere dette ved at sige, at det for det første er en konsekvens af metodens uholdbarhed, (differentieret konsensus), at en erklæring kan tolkes så forskelligt. For det andet er dette konkrete eksempel på domprovstens fortsatte mulighed for at ordinere præster, noget som man skulle have diskuteret færdig i en forlovelsesperiode, inden man blev gift (for at blive i retorikken fra Trondheim). For det tredje er det et eksempel på, at til trods for, at Porvoo-erklæringen de jure er indført med biskop Andreas Aarflot signering, så er Porvoo-erklæringen de facto ikke indført i Den norske Kirke.

Bispeembedet

Selve bispeembedet er ikke en del af evangeliets lære efter luthersk opfattelse. Men den lutherske bekendelse forholder sig til en historisk betinget kirkeordning, hvor der var biskopper, uden at sige at biskopper en nødvendige. I Confessio Augustana art. 28 siges det om biskoppernes tjeneste med Ordet og sakramenterne, at det bl.a. er at forlade synder, at forkaste den lære, som afviger fra evangeliet, at udelukke vantro, hvis ugudelighed er bekendt. Dette skal biskopperne ikke gøre med menneskelig magt, "men ved Ordet". Det betyder, at bispeembedet er underordnet læren, "Ordet", og ikke en del af selve læren. På den baggrund kan man spørge, om der virkelig er tale om enighed fra anglikansk og luthersk side, når behandlingen af bispeembedet er behandlet i selve læreafsnittende i Porvoo-dokumentet. Der slås det nemlig fast, at "det tredelte embede med biskop, præst og diakon" kan tjene ikke blot som udtryk for den enhed, der søges efter, men også som et middel til at opnå enheden (§ 32j). Porvoo-dokumentet gør en bestemt embedsstruktur til et udtryk for kirkens enhed. Det er i modstrid med bekendelsesgrundlaget i en luthersk kirke. Det viser endvidere, at det dybeste problem er, at der faktisk ikke er enighed om, hvad der er evangeliets lære.

Det hierarkiske embede

Forudsætningen for Porvoo-dokumentets embedsteologi er "det apostolske embede, indstiftet af Herren og overleveret gennem apostlene". Dette apostolske embede er struktureret i en tredeling "med biskopper, præster og diakoner". I teksten siges at denne tredeling blev det almindelige mønster i Kirkens første tid (§ 41). Det er tilsynsembedet, (episcopé), bispeembedet, der er det samordnende embede for de andre.

Der er ingen bibelhenvisninger som dokumentation. Hvorfra har man, at "Herren selv", altså Jesus Kristus, har indstiftet et embede, der "i Kirkens første tid" udkrystalliseredes i en trehed med biskopper, præster og diakoner? Alene af den grund, at der i nytestamentlig græsk ikke findes noget fast begreb, der svarer til begrebet embede, bevirker, at man må forholde sig kritisk til den embedstænking, som der køres frem med her. Hverken leitourgia eller diakonia eller andre nytestamentlige begreber giver basis for en sådan opfattelse af ordet embede. Den har i stedet sine rødder i Romerrigets politiske og juridiske magttænkning, hvorfra det tidligt kom ind i oldkirkens teologi. Udfra NT er det klart, at Jesus Kristus har instiftet en tjeneste til at forkynde evangeliet og at forvalte sakramenterne. Men udfra NT er det temmelig problematisk at sige, at det apostoliske embede netop udtrykkes i en treklang bestående af biskopper, præster og diakoner. Hvor er da de mange andre tjenester blevet af, der er beskrevet i NT? I Ap.G.13,1 nævnes f.eks. profeter og lærere (profætai og didaskaloi) og i Efes.4,11 nævnes yderligere evangelister og hyrder (euanggelistas og poimevas). Hvor er disse tjenester blevet af i Porvoo-dokumentets tredelte embedstænkning? Påfaldende er det også, at Paulus i 1.Kor.12,28ff. opremser en række tjenester i kirken uden at nævne hverken biskop, præst eller diakon!¹⁴⁾ På den baggrund må det fastslås, at Porvoo-dokumentets embedstænkning kommer til kort overfor de nytestamentlige tekster. Embedstænkningen kommer ikke fra NT, men fra Ignatius af Antiokia.

Porvoo-dokumentets tredelte embede var ikke det almindelige "i Kirkens første tid". Der gik nemlig en menneskealder, godt og vel 70 år af kirkens første tid, inden det findes nævnt i Ignatiusbrevene, som er fra omkring år 110. Her argumenteres for at få det indført. Der tales om biskopper, der har presbytere under sig, som igen har diakoner under sig.¹⁵⁾ Der er tydeligvis tale om et magthierarki, for det understreges meget, at der skal vises lydighed først og fremmest mod biskopperne. Denne lydighed mod biskopperne er efter luthersk opfattelse kun relativ, jf. CA art. 28. Hvis biskopperne handler mod evangeliet, skal menighederne ikke adlyde dem. På den baggrund må det fastslås, at Porvoo-dokumentet ikke viderefører en bibelsk og reformatorisk kirkeopfattelse, men er med sin embedsopfattelse et opgør med denne.¹⁶⁾ Det tredelte embede er ontologisk set en magtstruktur. Tillige har næsten 1900 års kirkehistorie i praksis vist, at det er en magtstruktur.

Reformationens kirkesyn

Man skal være klar over, at bag de juridiske og kirkepolitiske forhold på reformationstiden findes der nogle enkle teologiske pointer. Hvis man koncentrerer sig om de juridiske og kirkepolitiske forhold, er der stor fare for, at man ikke får fat i den teologiske pointe.

Reformatorernes syn rummer et opgør med dette klassiske kirke- og embedssyn. Det er ikke kun misbrug, som Luther ville fjerne fra den katolske kirke. Han retter er angreb på selve denne hierarkiske embedstænkning.

Det er værd at tage udgangspunkt i Luthers skrift Om kirkens babyloniske fangenskab. Udgangspunkt for Luther er i dette skrift at gøre op med romerkirkens opfattelse af, at der er 7 sakramenter. Der er ifølge Luther kun tre, dåb, bod og nadver. Et af de sakramenter, som han gør op med, er ordinationen. I afsnittet om ordinationen gør han op med det hierarkiske embede. Han nævner alle leddene i det udbyggede hierarki; pave (kardinaler), (ærkebiskopper), biskopper, præster og diakoner. Luther kan godt gå med til at ordinationen er en relativ størrelse, en kirkeskik, en ceremoni, men hvis man opfatter ordinationen som et sakramente, så skærper Luther tonen og kalder ordinationen for "et fantasifoster".¹⁷⁾

Hos Luther er bispeembedet ikke konstituerende for kirken. Hos Luther sker der en genopdagelse af det almindelige præstedømme, som det sædvanligvis kaldes. Det kaldes også de døbtes præstedømme, de troendes præstedømme.

Jeg vil illustrere, at det faktisk er evangeliet og ikke embedet, der konstituerer kirken hos Luther. I skriftet Begrundelse og hjemmel fra 1521, som er en forklaring og diskussion med de indvendinger, som var rejst imod de oprindelige reformationsteser siger Luther midt i en argumentationsfølge: "Sådan forholder det sig også, thi hvor evangeliet ikke er i gang og gænge, dér er ingen kirke, og det bestående pavedømme er til samme nytte for kirken som det femte hjul på vognen, ja det er direkte skadeligt".¹⁸⁾

På samme måde, som vi ser det i NT, forholder det sig for Luther sådan, at evangeliet skal have frit løb. Luther ser i den katolske embedsstruktur en hindring for evangeliet, derfor ønsker han at begrunde evangeliets frie løb i det almindelige præstedømme.

I skriftet Til den kristne adel af den tyske nation om reformation af kristenheden fra 1520 tager Luther fat på dette spørgsmål om det almindelige præstedømme contra Den katolske Kirke hierarki. Pavens og biskoppernes autoritet og magt er ikke en magt, som de har i sig selv. Luther siger: "Thi dersom vi ikke besad en højere indvielse end den, paven eller biskoppen giver, så ville der aldrig ved pavens eller biskoppens indvielse blive skabt en præst, der kunne holde messe, prædike eller give absolution".

Det er i dette skrift, at Luther taler om, at hvis man tager en lille flok fromme kristne lægfolk til fange og sætter dem ud i ørkenen, og der så ikke er nogen præst hos dem, så må de selv vælge en præst af deres egen midte, og overdrage ham at prædike, døbe, holde nadver. Den konklusion, Luther drager af dette, er klar og entydig. Denne nyvalgte præst er lige så meget præst, som den der er indsat af en biskop. Det skyldes, at for Luther ligger kaldelsesretten ikke hos biskoppen, men hos menigheden.

Det er også i dette skrift, at Luther siger de berømte bemærkninger, at "hvad der er krøbet ud af dåben, kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave, selv om det ikke sømmer sig for enhver at udøve sådan et embede. Thi selv om vi alle i lige grad er præster, så må ingen selv træde frem og uden vor billigelse og vort valg fordriste sig til at øve det, som vi alle har myndighed til". Alle døbte troende kristne udgør menigheden, kirken, og der er her, at kaldelsesretten ligger. Der skal være orden i måden, der kaldes mennesker til tjeneste på, derfor taler Luther om billigelse og valg i kirken. Men valget foretages af den troende menighed. Der skal altså være orden og ordning i disse sager.

At der alligevel er noget andet, som er hævet over denne orden og ordning i kirken, kommer frem i samme skrift. Luther taler nemlig om, at hvis paven handler imod Skriften, så skal han irettesættes.¹⁹⁾ Denne måde at tænke på er en nødsituation, hvor nøden bryder ordenen og ordningen i kirken. Hvis paven eller en anden lærer imod evangeliet, så må pavens orden og ordning brydes, for at evangeliet kan få frit løb. Her har vi egentlig reformationens grundtanke i koncentreret form, når det gælder kirkesyn.

Luther siger noget om det almindelige præstedømme i skriftet Om menighedens læretugt og præstevalg fra 1523. Der kommer Luther ind på spørgsmålet om bedømmelse af læren, forkyndelsen og siger, at det desværre er gået sådan, at der er mennesker, der har bestemt og forordnet, "at man alene skal overlade til biskopperne og de lærde og koncilierne at bedømme læren". Det er den katolske kirkes fejl, at man har overladt til biskopper, de lærde og koncilierne at bedømme dogmatikken og etikken. Og man kan i dag tilføje, at det er forkert, hvis det er overladt paven, kardinalerne og troslærekongregationen i Vatikanet at udtale sig om læren. Hvad sætter Luther så i stedet? Han henviser til Jesu ord i Joh.10: "mine får kender min røst". Kristus, "Han tager både ret og magt til at bedømme læren fra biskopperne, de lærde og koncilierne og giver dem til hver enkelt og til alle kristne i fællesskab". Luther kommenterer også Jesu ord fra Matt.7 om at vogte sig for de falske profeter. Luther siger: "Se, her giver Kristus ikke profeterne og lærerne bedømmelsen, men disciplene eller fårene". De falske profeter befinder sig ifølge Luther ikke blandt tilhørerne, men alene blandt lærerne. Luther siger videre: "Derfor skal og må alle lærerne med deres lære være underkastet tilhørernes bedømmelse".

I det følgende giver Luther en begrundelse for det almindelige præstedømme bl.a. med henvisning til 1.Pet.2, og siger: "Thi det kan ingen nægte, at enhver kristen har Guds ord og af Gud er oplært og salvet til præst". Luther siger også, at "en kristen ikke alene har ret og magt til at lære Guds ord, men er skyldig at gøre dette".

Luther skelner derefter i sin redegørelse mellem to situationer. Den ene er, hvis man er på et sted, hvor der ingen kristne er, "da behøver man intet andet kald, end at man som kristen fra Gud har indre kald og salvelse", siger Luther. Hvor der ingen kristne er, er der tale om en nødsituation i tilspidset form, og til det siger Luther: "Thi nød bryder alle love og har ingen lov". Den anden situation er, hvor der i forvejen findes kristne. Her skal man ikke skubbe sig frem. Man kan altså ikke kalde sig selv her. Luther siger, at man "skal lade sig kalde og trække frem, så at han prædiker og lærer i de andres sted og på deres befaling". Det er altså den lokale menighed, de troendes præstedømme, der har kaldsretten. Luther siger også: "for at vi ikke skal være i tvivl om, at den menighed, som har evangeliet, bør og skal af sin midte udvælge og kalde en, som på deres vegne skal forkynde ordet". Nu kan der faktisk godt være en nødsituation et sted, hvor der lokalt er kristne. Det omtaler Luther også. Han siger, "at hvis han ser læreren dér farer vild", så skal han ikke lade som om det er ligegyldigt, Nej, Luther siger: "En kristen har så megen magt, at han selv midt blandt de kristne ukaldet af mennesker bør og skal optræde og lære, hvis han ser, at læreren dér farer vild, dog således, at det går ordentligt og tugtigt til". I en nødsituation skal den kristne "selv uden kaldelse" optræde som lærer.

Kaldelsesretten til kirkens forkyndelse ligger ikke hos biskopperne. Luther siger temmeligt ligeud, at hvis biskopperne er "i djævelens sted", "som hverken forkynder eller vil tåle evangeliet, så angår beskikkelsen af prædikeembedet blandt de kristne dem ligeså meget som tyrkerne og jøderne". Biskopperne er ifølge Luther ikke garant for noget som helst.

Luther fortsætter, og han understreger 2 gange, at biskopperne ikke skal indsætte nogen prædikant "uden menighedens vilje, valg og kaldelse". Kaldelsen ligger ikke hos biskopperne, men hos menigheden, de troendes præstedømme. Biskopperne opgave er at stadfæste de evangeliske prædikanter, "som er udvalgt og kaldet af menigheden".

Også her er Luther klar over, at der kan være nødsituationer, og han nævner to. Han siger om det principielle: "Thi nød er nød og har ingen begrænsning". Den ene nødsituation er, hvis menigheden får en vranglærer, så må der gøres noget. Her må nogen træde frem "selv ukaldet". Den anden nødsituation er, hvis menigheden ikke får evangeliet forkyndt, så må biskoppen gribe ind og sende en evangelisk prædikant.

Det handler for Luther om, at evangeliet skal forkyndes. Derfor slutter han også skriftet af med at sige: "Derfor, hvem prædikeembedet pålægges, han får det højeste embede i kristenheden. Han kan derefter også døbe, holde altergang og øve enhver sjælesorg".²⁰⁾ For Luther er Ordets tjeneste den vigtigste funktion i kirken, og forvaltningen af sakramenterne og udøvelsen af sjælesorgen er naturligt sammenhørende funktioner med denne Ordets tjeneste.

Kaldet og/eller ordineret af biskop

Kernepunktet i diskussionerne i lutherske sammenhænge har ofte været tolkningen af Confessio Augustana artikel 14, hvor der siges: "Om kirkeordningen lærer de (de lutherske menigheder), at i kirken bør ingen lære offentlig eller forvalte sakramenterne uden at han er rettelig kaldet".

Her skal man lægge mærke til, hvad der siges, og ikke mindst hvad der ikke siges. Ordene biskop og ordination nævnes nemlig ikke i denne forbindelse. Det skyldes, at efter reformatorisk forståelse, så ligger kaldelsesretten ikke hos biskoppen, men hos menigheden.

Nu blev der diskussion om dette på reformationstiden. Faktisk kom svaret på Confessio Augustana fra Rom i form af et modskrift, som ikke blev trykt, men som blev oplæst for reformatorerne. Dette skrift Konfutationen, svarer Melanchthon på i Apologien for Confessio Augustana. I Konfutationens artikel 14 havde Rom krævet at "rettelig kaldet" (rite vocatus) skulle betyde ordineret af en biskop efter kanonisk ret.

I Apologiens artikel 14 skriver Melanchthon, at man ikke har villet gøre oprør imod den bestående orden i kirken. Melanchthon var en mere fredsommelig sjæl end Luther. Men problemet var altså, at de daværende biskopper tvang noget igennem, som var imod evangeliet og den kristne lære. Derfor kunne præsterne ikke være loyale mod biskopperne, og derfor er biskopperne selv skyld i, at den kanoniske orden med biskoppernes ordination af præster nogle steder brudt sammen. Det betyder, at rettelig kaldet ikke nødvendigvis betyder ordination af en biskop, ifølge CA art 14 og Apol.for CA art. 14. CA artikel forholder sig ganske enkelt til en nødsituation. - Tillige kan det nævnes, at hverken i CA art. 5 (Om det kirkelige embede), art. 7 (Om kirken) eller art. 14 (Om kirkeordningen) nævner noget bispeembede.

At have en forkyndertjeneste eller et forkynderembede betyder i luthersk sammenhæng ikke nødvendigvis at være ordineret til det af en biskop. De første lutherske biskopper efter reformationen i Danmark og Norge eller rettere superintendenter, som de blev kaldt, var ikke ordineret af en biskop til denne særlige udgave af forkynderembedet. De var blot ordineret af Luthers udsendte medarbejder Bugenhagen, der ikke selv var ordineret til biskop.

Det, som fra Luthers egen hånd var tiltænkt at være et bekendelsesskrift, er De schmalkaldiske Artikler fra 1537. Der har Luther også i artikel X en bemærkning om kirke og embedssyn: "Hvis biskopperne ville være rette biskopper og tage sig af menighederne og evangeliet, så kunne man for kærlighedens og enhedens skyld tåle dem. Men det er ikke nødvendigt, at de ordinerer og stadfæster os og vore prædikanter. Det er også et vilkår for at tåle dem, at de aflægger alt narreværk og svindel".²¹⁾

I skriftet Om koncilierne og kirken fra 1539 nævner Luther, at kirkens 5. kendetegn er, at kirken indvier eller kalder tjenere eller har tjenester/embeder, som den skal besætte. Luther siger her, at kirken må have biskopper, præster og prædikanter, der udfører det som rummes i kirkens første 4 kendetegn (1. forkyndelsen af Guds ord; 2. dåben; 3; nadveren; 4. nøglemagten. Det 5. ser for en overfladisk betragtning ud som meget embedsorienteret. Men det fremgår, at f.eks. der 4. kendetegn er begrundet i almindelig præstedømme. Nøglemagten skal nemlig udøves både offentligt og privat. "Nøglerne er ikke pavens, som han løgnagtigt siger, men kirkens, det vil sige Kristi folk, Guds folk eller det hellige, kristelige folk ud over hele verden, eller hvor der er kristne".²²⁾ Det er altså dette hellige folk, de troendes præstedømme.

Konklusion

1. Det teologiske substans i Porvoo-dokumentet er i sig selv et problem.
2. I Den norske Kirke er der tillige det selvmodsigende problem, at Porvoo-erklæringen de jure er indført, men de facto ikke er indført.
3. Porvoo-erklæringen er en samarbejdsaftale, som skaber splittelse internt i lutherske kredse.
4. For Porvoo er "ordineret af en biskop" altafgørende. Derimod betyder den lutherske forståelse af "rettelig kaldet" ikke nødvendigvis ordineret af en biskop, hvad de første dansk/norske superintendenter er en understregning af.
5. Porvoo-dokumentet eksplicit taler om successionens indførelse. Når Den norske Kirke gik ind for Porvoo-erklæringen, så stiller man sig på det svenske synspunkt imod det danske synspunkt og tillige imod den århundredlange norske tradition.
6. Den norske Kirke har nogle store foreliggende udfordringer med den lutherske opfattelse af nødsprincippet i forhold til bispeembedet.

1 Fællesudtalelse fra de danske biskopper, trykt i Kristeligt Dagblad 30. august 1995.

2 Luthersk Kirketidende 8/1997, s. 223-224.

3 Oddvar Johan Jensen: "Porvoo" og messens offer, Dagen 27. marts 1996.

4 Arvid Tångberg: Nattverden, Jesu offer og Porvoerklæringen, Dagen 28. december 1996.

5 Luthersk Kirketidende 8/1997, s. 224.

6 Hans Ravn Iversen og Theodor Jørgensen sætter det folkekirkelige demokrati som en direkte forlængelse af det almindelige præstedømme. Preben Espersen (m.fl.): Det almindelige præstedømme og det folkekirkelige demokrati, Frederiksberg 1996.

7 Peder Nørgaard-Højen: Apostolisk succesion og Bispeembedet. Kritisk læsning af Fællesudtalelsen fra Porvoo, i Theodor Jørgensen og Peter Widmann (red. ): Verbum Dei - verba ecclesiae. Festskrift til Erik Kyndal, Århus 1996, pp. 266-281.

8 Kirkens Enhet og Troens Fundamenter, innstilling fra et utvalg i Bispemøtet, Januar 1997.

9 Herve Legrand Op: Det kirkelige fellesskapets karakter, Tidsskrift for Teologi og Kirke 4/1994, p. 246.

10 Heinz-Albert Raem: Dialog ohne Ende? Hermeneutische Überlegungen zur "Gemeinsame Erklärung des Lutherische Weltbundes und der römisch-katholischen Kirche zur Rechtfedigungslehre", Catholica 3/1996, pp. 235-240.

11 - i 1973 med den koptisk-ortodokse kirke, i 1984 med den syrisk-ortodokse kirke, i 1990 med den melankarisk syrisk-ortodokse kirke og i 1994 med den assyriske østkirke. I alle de nævnte tilfælde er der tale om oldkirkelige kristologiske konflikter.

12 Henrik Roelvik: Borgå-överenskommelsen sedd med katolska ögon, Nordisk Ekumenisk orientering 1/1994, p. 12.

13 Henrik Roelvik: Svårigheten att vara konsekvent. Om Borgå-överenskommelsens kompatibilitet, Nordisk Ekumenisk orientering 1/1997, p. 8.

14 Ud fra NT kan der ikke fastslås noget fast om embedsstrukturen, men der kan nok siges noget om ledelsesstrukturen i de første menigheder, jfr. Ernst Baaslands: Ledelsesstrukturer i den ældste kirke, i Per-Otto Gullaksen m.fl. (red.): Reform og Embete, Festskrift til Andreas Aarflot, Oslo 1993, pp. 181-197.

15 Filad. 4,1; 7,1-2; Magn. 13,1; Trall. 2,1-3,3; 7,2; Polyk. 6,1, i: Ernst Baaslan og Reidar Hvalvik: De Apostoliske Fædre i norsk oversættelse og noter, Oslo 1984.

16 Se: Carsten Elmelund Petersen: Porvoo-dokumentet - fremskridt eller tilbageslag?, Præsteforeningens Blad 1995/9, pp. 190-194, Carsten Elmelund Petersen: Luthersk nej til Porvoo i Danmark, Fast Grunn 6/1996, pp. 364-368. Ad hierarkisk embede se også: Carsten Elmelund Petersen: Oldingevældet regerer!, Fast Grunn 4/1996, pp. 229-232.

17 Martin Luther: Om kirkens babyloniske fangenskab, København 1982, pp. 25, 129-140.

18 Martin Luther: Begrundelse og hjemmel, Skrifter i Udvalg, bind I, Århus 1980, p. 388.

19 Martin Luther: Til den kristne adel af den tyske nation om reformation af kristenheden, Skrifter i Udvalg, bind IV, Århus 1980, p. 46, 47 og 52.

20 Martin Luther: Om menighedens læretugt og præstevalg, Skrifter i Udvalg, bind II, Århus 1980, p. 50-57.

21 Jens-Olav Mæland (red.): Konkordieboken, Oslo 1985, p. 257.

22 Martin Luther: Om koncilierne og kirken, Skrifter i Udvalg, bind II, Århus 1980, p. 396

Adjunkt Ph.D. Carsten Elmelund Petersen