Religionsfilosofi i Tyskland

Edith Düsing

Gottvergessenheit und Selbstvergessenheit der Seele. Religionsphilosophie von Kant zu Nietzsche

(Paderborn: Brill, 2021).

651 sider. €80,61.

Denne bog af Edith Düsing (født 1951) er lidt af en mundfuld. Düsing har været professor i filosofi, undervist ved flere forskellige universiteter i Tyskland, og har blandt andet været leder af Fichte-selskabet i Tyskland. Hendes bog er en seriøs tekstnær og deskriptiv læsning af særligt tyske tænkere fra Kant til Nietzsche. Kierkegaard inddrages som en udenfor tyskernes kreds, men dog som en del af en samtale, der i høj grad begynder med Kant. Augustin og Luther kommer også ind i samtalen med stemmer, der ikke er filosofiens, men som nogle der adresserer problemstillingen. Og også Heidegger blander sig, selvom han er efter Nietzsche, men som en der er tydeligt interesseret i Nietzsches problemstillinger.

Det, som er en ledende tråd i Düsings læsning, er sammenhængen mellem gudsforståelse og selvforforståelse: Når Gud forsvinder ud af billedet, sker det noget med mennesket, hvilket den religionsfilosofiske debat i Tyskland er med til at udfolde.

Bogen er delt op i tre dele og 12 kapitler med flere hovedafsnit og underafsnit. Første del adresserer menneskets gudsglemsel, anden del drejer sig om sjælens opløsning og tredje del angår forholdet mellem jeget og det absolutte.

Udgangspunktet er Kant og hans kritik af ateisme som reduktionisme. Bogen er fremadskridende, begyndende med Kant, men samtidig kan hvert enkelt kapitel læses for sig, selvom de alle er en del af det overordnede tema. I forordet får vi at vide, at bogens titel også kunne være: ”Nietzsche i kontekst af den tyske idealisme” (s.xvii), hvilket understreger, at den person, der er gennemgående, er Nietzsche.

Med Kants kritik af ateismen og hans argumenter for en gudstro, som er etisk begrundet, bevæger bogen sig i retning af Nietzsches angreb på al gudstro og de konsekvenser, som kommer deraf. Der er en menneskelig frihed og værdighed, der fastholdes hos Kant, og er tæt forbundet med tanken om Gud, hellighed og mennesket som et mål i sig selv, hvilket bliver moralfilosofisk begrundet. Alt det gør Nietzsche op med blandt andet under påvirkning af Fichtes tanke om det skabende jeg. I sin ungdom tænkte Nietzsche teologisk og anså Kristus som den, der giver helhed, frelse, men under påvirkning af bibelkritikken hos Strauss, begynder han at tænke anderledes. Nietzsche fremhæver i stedet jeget som skabende, hvilket kommer til fuld udfoldelse i dag, hvor mennesket skal forsøge at løfte sin egen værdi i stedet for som før at få den skænket.

Düsing anser den tyske idealisme – Kant, Fichte, Schelling, Hegel – som en modvægt mod naturalisme og filosofisk materialisme, hvor ånd, sjæl, hellighed, frihed, evighed og det absolutte forsvinder. I den materialistiske reduktion af det menneskelige, bliver mennesket noget andet, end det var før. Projektet for Nietzsche var at fremhæve og ophøje det menneskelige, men resultatet blev ikke den ophøjelse, han ønskede. Ifølge Kant gælder det, at hvis der ingen frihed er i tanken, er der ingen fornuft, og hvis der ingen frihed er i viljen, er der ingen moral (s.xx), hvorved mennesket ikke er andet end et dyr, der lever på baggrund af instinkter og drifter, styret af det der sker med det, af ydre årsager, et anonymt produkt dannet af naturen. Denne kantianske frihedstænkning videreføres i den tyske idealisme og indarbejdes i et menneskesyn, som angribes af både Nietzsche og den radikale oplysningstradition.

Man kan læse denne bog af Düsing som et apologetisk indlæg i en længere debat, men det er en meget afdæmpet apologetik, for sagligheden og nærheden til teksterne er stor, så det er nok mere præcist at kalde bogen en samtale om Gud og mennesket end en apologetik, men en samtale hvor der argumenteres i en bestemt retning.

Hvis man som jeg kommer fra en Kierkegaard-påvirket læsning af tysk idealisme, vil man nok være noget kritisk overfor denne positive brug af tysk idealisme, men frugtbarheden i dele af Hegels eller Kants tænkning, bliver mere tydelig, når de stilles op overfor Nietzsches tanker. Selvom Nietzsche gerne kritiserer Kant og Hegel, så er der på trods af kritikken ressourcer i deres filosofi, som kan anvendes i dag. Når vi står på den anden side af tabet af sjælen, af Gud og det evige, så begynder det at vise sig, hvilke konsekvenser det får for det menneskelige, konsekvenser som Kant og Hegel pegede på.

Hvis mennesket alene er overladt til sig selv og anonym natur, får det betydning for menneskelig frihed, identitet og selvudfoldelse, for hvilket selv er der i virkeligheden at udfolde? Det er som en drage uden snor. Mennesket farer vild i sine egne muligheder og fanges af det vilkårlige.

Kapitel 1 begynder med et citat fra et brev af Fichte, hvor han skriver til Jacobi, at spørgsmålet om Guds eksistens sætter mennesket i en strid med sig selv. Det drejer sig om menneskets frihed og selvforhold, hvilket særligt kommer til udtryk i Hegels filosofi, og formuleres hos Hegel som en kritik af dele af oplysningsfilosofien, nemlig den filosofi der ender med at underlægge mennesket naturens blinde kræfter. Düsing citerer Hegel: Et ”folk uden metafysik” uden ”kontemplation om det evige (…) ikke kun om nytte” er fortabt; det har ingen bestandighed (s.488).

Hegels dialektiske tilgang betyder, at identiteten må forstås spændingsfyldt. Definitionen af det mandlige forudsætter det kvindelige, jeg’et forudsætter du’et, det materielle det immaterielle, frihed ufrihed og så videre. Mennesket kan derfor ikke hvile i sig selv, men må forstå sig selv ud fra det udenfor sig selv, som for Hegel kan formuleres som det absolutte. Hvis det mistes, mister mennesket sig selv, hvilket vil erfares som ufrihed på trods af, at forkastelsen af det evige eller det hellige kan begrundes ud fra et ønske om frihed.

Man kunne, i højere grad end Düsing gør i denne bog, kritisere den tyske idealisme for på forskellige måder, at tro for meget på den menneskelige fornufts muligheder og på den baggrund underlægge teologien filosofien, hvilket jeg mener, er en rimelig kritik. Men det er ikke Düsings anliggende her. I stedet trækkes den tyske idealisme frem som en ressource, der har noget væsentligt at sige i en tid, hvor mennesket skal ud fra sig selv skabe sin egen identitet. I den sammenhæng, med Nietzsches filosofi som baggrundstæppe, er der meget godt og væsentligt at hente hos Hegel.

Jakob Valdemar Olsen

Associate Professor

Fjellhaug International University College Copenhagen

DBI København