"Skrift och bekännelse i luthersk kyrkoliv

"Sola scriptura" - er som bekendt det lutherske formalprincip, som Konkordieformelen udtrykker det i sin indledning (her citeret efter Libri Symbolici, Leipzig 1897):

Credimus, confitemur et docemus unicam regulam et normam, secundum qvam omnia dogmata omnesque doctores aestimari et judicari oporteat, nullam omnino aliam esse, qvam prophetica et apostolica scripta cum veteris tum novi testamenti. . ( Vi tro lära och bekänna, att den enda regel och norm, varefter alla läror såvail som lärare böra provas och bedömas, endast är Gamla och Nya testamentets profetiska och apostoliska skrifter... (Sv.Kyrk.Bek 499)

Samtidigt understreges betydningen af de oldkirkelige symboler og "nostri temporis symbolum, Augustanam illam primam et non mutatam Confessionem' Værd at bemærke er ordene om Luthers lille og stor kathekismus, som man anser for

"den lekmannabibel, vari allt finnes sammanfattat, vilket utförligt behandlas i den heliga Skrift och som en kristen människa behöver veta för sin själs salighet."(SKB s. 500, FC de Comp.Reg. 5).

Luthers lille Kathekismus er utvivlsomt det lutherske bekendelsesskrift, som har betydet mest i luthersk kirkeliv. Den har været brugt i skoler og bruges vel stadig meget i konfirmandundervisning. Dog har der været modstand imod den. I Rationalismens tid ca 1790 foreslog således en seminarierektor i Tønder i det daværende hertugdømme Slesvig, at man helt enkelt skulle forbyde forældre at undervise deres børn i Lille Kathekismus. I den danske folkeskole blev Lille Kathekismus afskaffet som obligatorisk lærebog i 1956. Og i vore dage arbejdes der med nye former for lærebøger i uvilje mod tidligere tiders inddoktrinering af kathekismen. Jeg tror det er vigtigt, at vi ikke glemmer at betone overskriften over de enkelte artikler:

Qvo modo paterfamilias eam suae familiae simplicissime tradere debeat.

Luther forudsætter Kathekismen traderet fra forældre til børn altså i en sammenhæng, hvor der råder fortrolighed og kærlighed. Læres den i skolen, er det i hvert fald af betydning, at den også spiller en rolle i hjemmene. Nicaenum blev i form af Luthers gendigtning brugt liturgisk, men udsat for omdigtninger forstummede den til sidst med det frie salmevalg. i en lang periode.

Fremhævelsen af sola scriptura er fælles for lutheranere og reformerte. Og der er egentlig ret stor concensus om at fastholde det lutherske skriftprincip også i vore dage, men det udhules idet Skriften fortolkes efter tvivlsomme principper.

Når man siger, at Kirken samles om Skrift og Bekendelse - er det så et angreb på "sola scriptura", sådan som det efter vor opfattelse er tilfældet, når romerne siger "Skrift og tradition"? - Eller er det netop et værn om sola scriptura? I det følgende vil jeg fremhæve Skriftens vidnesbyrd om bekennelsen, og dernæst henvise til Hermann Sasses argumentation for til slut at sige lidt om N F S Grundtvigs fremhævelse af Apostolicum - dåbspagten som Troens Ord.

1. Netop i opgøret med de Reformerte vil disse hævde, at vi lutheranere gør for meget ud af Bekendelsen, mens lutheranere finder, at de reformerte i høj grad har fortolket Skriftens ord ud fra fornuften, så de på grund af filosofiens "Finitum non capax infiniti" fornægter, at nadverbrødet ER Kristi legeme. Og her hævder vi, at bekændelsen netop værner sola scriptura mod "skrift og fornuft". En anden forskel på de to gamle evangeliske kirker er forskelligt syn på den historiske kirke. Mens Rom tillægger kirkens tradition selvstændig betydning, og kirkens tolkning ned gennem tiderne bliver normerende, så har de reformerte en biblicistisk tendens til at ville genoprette den oprindelige kirke ud fra Skriften - og springe historien over. Luthersk tankegang kommer til udtryk i ordene fra CA VII "Una sancta ecclesia perpetuo mansura sit." Man tager alvorligt, at Kristus er med sin kirke alle dage. CA lægger vægt på både skrifthenvisning og citater fra kirkefædrene. Konkordieformelen har et afsnit i det mindste i nogle udgaver med "Fædrenes vidnesbyrd."- Man ved, at antikrist har etableret sig på det hellige sted, men man ved også, at Evangeliet og sakramenterne ikke forgæves forvaltes også uden for den lutherske kirke. Dagens_kirke lader sig undervise - ud fra Skriften- af Fædrenes kirke og fastholder ikke blot de korte bibelske bekendelser, men også de oldkirkelige og reformatoriske bekendelser.

Hvordan er da Skriftens vidnesbyrd om bekendelsen og bekendelsesdannelsen?

Vi ser i NT, hvordan Jesus vil bygge sin kirke på Peter - vel at mærke på den Peter som bekender, at Jesus "er Kristus den levende Guds Søn."

Jesu ord i Matth 16.18 viser, at Kirken er bygget af Jesus selv på bekendelsens grund. - I 1Kor 12.3 ser vi, hvordan Helligånden kalder bekendelsen frem:

"Jesus er Herre"(Meget tyder på, at Paulus med ordet Herre mener JHWH).

I 1Joh 4.2 ser vi så, hvordan bekendelsesdannelsen finder sted. Her udvides den enkelte Kristus bekendelse, idet Johannes siger:

Derpå kan I kende Guds Ånd: enhver ånd, der bekender, at Jesus er Kristus, kommen i kødet, er af Gud.

Bag denne bekendelsesdannelse ligger mødet med begyndende gnostisk heresi, hvilket gør, at en bibelsk sandhed må bekendes - for at værne den enkelte Kristusbekendelse. - Og her er det, at biblicisterne har en tendens til at standse med en vis tilbageholdenhed over for bekendelsesformuleringer ud over de bibelske formuleringer. Men mødet med græsk filosofis ringeagt for den ydre verden, nødvendiggør, at den bibelske lære om Gud som Himlens og jordens skaber får bekendelseskarakter i 1. trosartikkel. På samme måde fastholder Nicaenum den enkelte Kristusbekendelse og de dertil hørende bibelske sandheder mod heretiske forsøg på at tilpasse Kristendommen til græsk filosofi. I 1530 må bekendelsesdannelsen på samme måde fastholde bibelsk lære om, hvordan et menneske bliver frelst.

2. Nu vil jeg vende mig til den tyske theolog Hermann Sasse, som i flere skrifter har beskæftiget sig med bekendelsen. I "Bekenntnis" fra 1930 understreger Sasse ud fra Matth 16, at Kristusbekendelsen "Du er Kristus den levende Guds Søn" er det af Faderen selv åbenbarede svar på spørgsmålet, som Jesus stiller om, hvem han er. Det er troens svar på Kristus-åbenbaringen. Jesus fordrer bekendelsen. Og ud fra Rom 10.9 hævdes, at der er en sammenhæng mellem hjertets tro og mundens bekendelse. Og Sasse understreger, at Bekendelsen sætter skel mellem sandhed og løgn, mellem Kirke og ikke-kirke.

Med henblik på dette symposiums overordnede tema vil jeg også henvise til Sasses næste skrift om bekendelsen "Jesus Christus der Herr. Das Urbekenntnis der Kirche" fra 1931. Her siges:

Die Bindung des Geistes an das Wort gehort zum Wesen des Christentum als der Religion der einmal geschehenen Of fenbarung.

Og i den forbindelse siger Sasse også:

Die Absolutheit der Offenbarung in Christus steht und fällt mit dem Primat des Apostolats vor der Profeti. (citeret efter In statu confessionis II s 28).

Dette har sammenhæng med, at Kristusbudskabet "eine geschichtliche Botschaft war "til forskel fra mysteriekulterne, som ingen bekendelse har.

Sasse gør gældende, at senere bekendelsesdannelse har det formål at fastholde den nytestamentlige Kristusbekendelse f.ex. 1Kor 12 "Kyrios Jesous Christos." Bekendelsen rummer, at evigheden går ind i tiden og dermed, at "finitum capax infiniti" - som det siges polemisk mod den filosofiske sætning "finitum non capax infiniti", som har præget både romersk og reformert nadverlære - og i nogen grad reformert kristologi.

I "Kirche und Bekenntnis" fra 1941 findes den vigtige sætning "Um das Bekenntnis sammellt sich die Kirche." Og her kommer Sasse ind på spørgsmålet, hvorvidt "Skrift og Bekendelse" er et angreb på sola scriptura - eller et værn om Skriften. I polemik med de reformerte - og Barth, for hvem bekendelsen "nur eine der Kirche vorlaüfig geschenkte Einsicht", som kan blive erstattet med en bedre, dybere indsigt, hedder det:

Aber dass unsere Kirche das sola scriptura weniger ernst nehme als die reformierte, und dass sie der Schrift eine ringere Bedeutung für die Kirche beimesse, wenn sie sagt, um das Bekenntnis sammle sich die Kirche - das können wir nicht zugeben. Auch für uns steht die Hl. Schrift im Mittelpunkt der Kirche. Aber es ist nun einmal in dieser Welt der Sünde so, dass die Schrift auch falsch verstanden und missbraucht werden kann. Ein Jahrhundert lang, ehe es ein Neues Testament gab, hatte die Kirche die Bibel mit der Synagoge gemeinsam, und des Neuen Testaments haben sich alsbald alle Häretiker bemächtigt. Heute haben wir die Bibel mit dem schlimmsten Sekten gemeinsam. Nicht um die Schrift, sondern um die recht verstandene, um die lauter und rein ausgelegte Bibel sammelt sich die wahre Kirche. (In statu confessionis I~22).

3. Hermed vil jeg gå over til Grundtvig, som især fremhævede den apostolske trosbekendelse. Grundtvig har det til fælles med Sasse, at de begge stod overfor en diffus unionistisk protestantisme. Baggrunden for Grundtvigs skrift "Kirkens Gjenmæle" 1825 var professor H. N. Clausens bog "Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Riter." H N Clausen var oprindelig præget af oplysningstiden, men havde navnlig modtaget påvirkning af Schleiermacher og var en ivrig tilhænger af den Preussiske Union af reformerte og lutheranere. H. N. Clausen anså Skriften som den eneste af Gud os givne Kundskabskilde og TrosRegel. Det er efter hans opfattelse Protestantismens egentlige Helligdom. Grundtvig opridser forskellen på den Lutherske og den Clausenske Tale om Skriften s 33 med ord, som ikke blot har brod imod Clausen, men også rammer megen moderne theologi:

Luther forudsatte, at det Ny Testament var ægte, Texten sikker, og de Ord, der tilskrives Sønnen og den Hellig Aand, et virkeligt, med sig selv enigt Guds Ord, og fandt da i det Historiske en sikker Regel til at fortolke det Dogmatiske efter; Clausen derimod paastaar at Bogens Ægthed er tvivlsom, og Texten usikker, den evangeliske Historie aldeles upaalidelig, Pauli Apostel-Kald ugyldigt, alle Apostlenes Vidnesbyrd om at det var Guds og Jesu Ord, de talede, falske eller uægte, og han finder altsaa intet Guds Ord i det Ny Testamente, og ingen Fortolknings-Regel til, hvad han finder. Forskiellen er da unægtelig, at Luther grundærlig underkastede sig Skriftens Aand og Ord, og at Clausen, mildest talt, driver det letsindigste og uforsvarligste Spil med Skriften, som en intetsigende Kundskabs-Kilde, og en aldeles ugyldig og ubestemt Troes-Regel; og hermed haaber jeg at have sat saa kiendelig Skiel mellem Luthers og Clausens Bibel-Tro og Skrift-Fortolkning, at ikke selv den yngste Student skal kunne forvexle to Ting, der ere langt uforeneligere end Ild og Vand."(Kirkens Gjenmæle s 33-34).

Grundtvigs "Opdagelse" er, at man må få at vide, hvad sand kristendom er, når man bliver kristen - altså ved dåben. Det er som dåbsbekendelse, at Forsagelsen og Apostolikum får den helt enestående plads i kirken.

Det, "som den ældste Christelige Kirke byggede paa, og hvorpaa den var kjendelig ei blot for sine Fiender, men især for sine Venner, Det maa unægtelig findes i enhver Kirke, der med Rette skal kaldes christelig, og Det, paastaar jeg, findes i vores, findes overalt, hvor man gør den apostolske Troes-Bekiendelse til det udelukkende Vilkaar for Indlemmelse i Samfundet, og tillægger Naademidlerne: Daaben og Nadveren, en til Troes-Bekiendelsen svarende, altsaa saliggiørende Kraft."(kirk.Gjenmæle s 24).

Grundtvigs bevæggrund er ikke uluthersk. Han havde de døbte og troendes almindelige præstedømme for øje. Han ser, at de døbte efterhånden er blevet prisgivet "exegeternes pavedømme", idet de ikke har mulighed for at vurdere, om de ortodoxe theologer eller de rationalistiske theologer havde ret. Men - hævder Grundtvig - de kan ud fra den trosbekendelse, som de er døbte på, vurdere kristne lærere. Og Grundtvigs syn har præget den danske kirke, så Apostolicum med forsagelsen af Djævelen, og alle hans gerninger og alt hans væsen, ikke blot er i dåbsritualet, men også i højmesseliturgien. Grundtvig holdt meget på forsagelsen af Djævelen, thi " bekende sandhed ingen kan, som løgn ej vil forsage." Og "Troens Ord" (Forsagelsen og Apostolicum) indgår i mange grundtvigske hjem i daglig andagtsliv. Svagheden ved Grundtvigs syn er, at han fristedes til påstanden om, at apostolicum som Troens Ord stammede fra Herren selv - ligesom Håbets ord (Fadervor) og Kærlighedens ord (Nadverindstiftelsesordene). Det medførte en tendens til at man mødte den senere bekendelsesdannelse med en vis mistillid. Det gjaldt allerede Nicaenum. - Senere hen medførte Grundtvigs syn - ikke så meget hos ham selv, men hos grundtvigianerne - en manglende forståelse for Bibelen som Guds Ord.

Afslutning.

I vor tid er der et stort behov for fortsat bekendelsesdannelse ud fra Skriften. Den politisk korekte kristendoms tilhængere er jo ikke bange for en de facto bekendels dannelse, hvor man efterhånden udelukker præster fra embedet, om de holder fast ved apostolsk lære og ordning frem for den herskende ideologi. Der er behov for en bekendelsesdannelse, som fastholder, at Jesus er Herre - også i de aktuelle stridsspørgsmål. Samtidig gør opdelingen i konfessioner og fraktioner det svært at få formuleret en bekendelse, som ikke blot bliver en sær-bekendelse. Vi må i de mere og mere totalitære ideologiers tidsalder ud fra Skrift og Bekendelse bevidne apostolsk lære og ordning.

Dertil hjælpe os Gud ved sin Ånd.