Tro og fornuft

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård har for nylig skrevet et essay, som er en opsamling og lidt grundigere gennemgang af et hovedtema i hans anden roman i et foreløbigt firebinds værk, Ulvene fra evighedens skov. Hovedtemaet i essayet drejer sig om det, der var i spil i den netop fejrede påske: opstandelsen og det evige liv.

I Knausgårds selvbiografiske romanserie Min kamp, fortæller han om sin egen kristne tro i teenageårene, som fordampede og ikke er vendt tilbage indtil videre, uanset at Knausgård jævnligt bevæger sig direkte og indirekte ind og ud af kristne temaer i sine bøger og essays. Således altså også i essayet, hvori han afskriver kristendommens opstandelsestro. Knausgård synes at finde mere mulighed for liv efter døden i de dele af moderne videnskab, som forsker i muligheden for mere eller mindre varig livsforlængelse, med bl.a. henvisning til genforsker ved Harvard University David A. Sinclair. Om end Knausgårds anliggende snarere er accept af dødens vilkår.

Knausgårds afskrivning af kristendommens opstandelsestro forekommer mig – noget atypisk for Knausgård – temmelig overfladisk. Knausgård sender den kristne opstandelsestro ud med nogle få sætninger, hvor han henviser til ”en frygtelig mistanke”, som fra tid til anden har ”bemægtiget sig menneskene”, nemlig at opstandelsen måske simpelthen bare blev iscenesat af disciplene, og at Jesus slet ikke var guddommelig.

Og det er så øjensynlig grunden til det, Knausgård også konstaterer, nemlig at det i den kristne kirke i den vestlige verden er blevet sådan, at ”den før så dominerende forestilling om evigt liv er blevet kraftigt nedtonet og nu er så tåget og abstrakt, at det ikke længere er muligt at vide, om det er et reelt fænomen eller kun billedtale”.

At der i den vestlige verden er markante kirkelige stemmer, der omskriver den klassiske, ligefremme opstandelsestro, er helt sandt. Således f.eks. i Københavns Stifts Årbog, hvor man kan læse, at kødets opstandelse skal ikke forstås som ”zombier, der rejser sig fra graven og stavrer rundt. Du skal tænke på alle de gange, hvor du oplever, at tiden bliver ophævet, og du nærmest bliver løftet op i en anden sfære. Måske under en koncert i Roskilde? På en løbetur i høj sol langs havet? Eller måske når du rører ved et flere millioner år gammelt fossil? Følelsen af, at tiden bare kværner af sted, bliver for et øjeblik bremset. (…) Dét er kødets opstandelse, og det sker hele tiden i det – kropslige – liv, vi lever lige nu. Du er stadig din krop, men du er også mere end det.”

Vi løb tilsvarende stærkt ind i det for ti år siden i Danmark, da nogle præster offentligt i Jyllandsposten vedgik, at de har svært ved at tro jævnt og ligefremt på nogle af den kristne tros grundbegivenheder, Jesu opstandelse for eksempel. Det affødte en omfattende mediedebat om sagen, plus et par bogudgivelser henholdsvis for og imod sen rent billedlige forståelse af Jesu opstandelse.

I en leder i Jyllandsposten blev der udtrykt forståelse for udfordringerne med ordene: ”Det er kirkens og teologiens helt overordnede udfordring at skulle fastholde troen på evangeliet og samtidig tale ind i en virkelighed, hvor kristendommen er afmytologiseret og fortrængt af troen på naturvidenskabens dogmer”. Det lød, som om forkyndelsen af evangeliet mestendels må finde sted på trods af bedreviden, på trods af afmytologiseringens og naturvidenskabens faktualiteter.

Det er et besynderligt syn på forholdet mellem tro og fornuft - i Jyllandsposten, hos en række danske præster og ovenikøbet også hos Karl Ove Knausgård. De er øjensynlig ikke klar over, at en stor mængde moderne naturvidenskabsfolk har let ved at kombinere tro og fornuft.

En israelsk forsker, Baruch A Shalev, udgav i 2003 en bog om de sidste 100 års nobelprisvindere indenfor alle kategorier. I bogen fokuserer han særligt på nobelprisvindernes trosforhold og når frem til, at godt 65% er personligt troende kristne, 21 % er jøder, 7 % er ateister eller agnostikere, og de sidste få procenter er andre religiøse. Og de 7 % ateister og agnostikere er vel at mærke mest indenfor de litterære nobelpriser, hvorimod de kristne og jødiske fylder de videnskabelige priser.

Én atomfysiker tror på Gud, en anden gør ikke. Det gør ingen forskel i deres daglige forskningsarbejde. De vil kunne nå til de samme konklusioner indenfor deres afgrænsede forskningsfelt, og er de fagligt uenige, handler det ikke om tro eller ikke tro på Gud. Skulle de derimod forsøge at formulere et helt fundamentalt syn på livet, ville uenigheden være til at få øje på. Men det er vel at mærke ikke en uenighed, der handler om et valg mellem tro og fornuft. Når det kommer til de fundamentale antagelser om livet vil begge være styret af både tro og fornuft. Og af en masse andre faktorer, hvoraf mange kan være helt ubevidste, såsom påvirkning fra gener, forældre, skolelærere, kultur og miljø og så videre.

Mange er desværre hildet i den misforståelse, at man kan vælge at bygge sin opfattelse af virkeligheden på enten tro eller fornuft. Og vælger man det sidste vælger man den naturvidenskabelige tilgang, mens man med valget af det første vælger religionens tilgang. Intet kunne være mere forkert. Og man gør tillige naturvidenskaben en bjørnetjeneste ved at tiltro den evnen til at svare på alle tilværelsens afgørende spørgsmål.

Således også spørgsmålet om Jesu opstandelse. Som en given ting går man ud fra, at alle selvsagt er enige om, at kristendommen rent umiddelbart har et solidt forklaringsproblem her – målt med fornuftens og naturvidenskabens alen. Det giver nogen en form for medlidenhed med præsterne, fordi de altså har fået denne overmåde vanskelige opgave: at forkynde mod bedre vidende. Andre, som Knausgård, ser ikke nogen anden vej end den fortyndende, men også uundgåelige konsekvens: at nøjes med billedlig, abstrakt forkyndelse af tidligere tiders bogstavelige forestillinger.

Men er det mon nu det eneste mulige: at forkynde mod bedre vidende, eller at nøjes med billedlig, abstrakt forkyndelse?

Det kommer ganske enkelt an på vores grundlæggende antagelse om livet. Tror vi på, at vi lever i en lukket eller i en åben virkelighed?

De, der tror på den lukkede virkelighed, tror, at alt til syvende og sidst er natur. De kan sagtens finde på at tale om ånd og spiritualitet og mystik. Man skal bare være klar over, at de med disse udtryk hele tiden bevæger sig indenfor den virkelighed, hvis grænser er sat af den givne natur og materie. Som netop ikke er ”givet”. For der har ikke været nogen til at give den eller skabe den. Virkeligheden er lukket. Virkeligheden og verden findes helt og holdent i kraft af sig selv. ”Gud” er et af universets (endnu) uigennemskuelige fænomener, omtrent som mørk energi eller en indtil videre ukendt tiende dimension.

De, der tror på en åben virkelighed, tror – lige som de gamle filosoffer – at ”intet kommer af intet”. Verden og virkeligheden er ikke blevet til af ingenting. Der har aldrig været ingenting. Noget eller snarere Nogen var der først – som forudsætningen for, at noget overhovedet findes.

I en sådan åben virkelighed er der principielt altid åbent for, at der kan ske et indbrud udefra. Et brud med den kendte lovmæssighed. For lovmæssigheden er ikke den yderste realitet. Der findes en realitet forud for den lovmæssigt bundne realitet, vi kan måle og veje med vores instrumenter. En så at sige ubunden realitet. Og denne ubundne realitet, som de fleste identificerer som Gud, gør virkeligheden åben. Virkeligheden er aldrig i yderste forstand bundet af sin egen lovmæssighed. Naturlovene, både de kendte og de endnu ukendte, kan principielt brydes.

Om man er tilhænger af den ene eller den anden opfattelse, er et spørgsmål om tro. Intet i naturvidenskaben taler mere for den ene opfattelse frem for den anden. En stor del af verdens naturvidenskabelige forskere tilslutter sig som før nævnt et åbent virkelighedssyn. Modsætningen er altså ikke naturvidenskab contra religion, fornuft contra tro.

Selvfølgelig gør det åbne virkelighedssyn ikke Jesu opstandelse til a piece of cake. Vi taler jo om det enestående, det komplet unormale, og det derfor ubeviselige. Man beviser ikke det uigentagelige. Så troen er stadig i spil. Men hvis virkeligheden er større end den synlige og målelige natur, så er det uigentagelige, ubeviselige fuldt ud muligt.

Gid min for tiden yndlingsforfatter Karl Ove Knausgård, samt en række teologiske stemmer i den danske folkekirke, kunne få mere blik for det.

Henrik Højlund, prest

(Tidligere publisert i Kristelig Dagblad, Danmark)