Lars Malmgaard Jensen & Michael Agerbo Mørch:
Virkelig nær – En lille bog om nadveren
Credo 2022, 152 sider
To forfattere med tilknytning til Dansk Bibel Institut (DBI) i København har skrevet en kortfattet bog, som skal give en indføring i nadverens mysterium. Som bagsiden forklarer, ønsker de at ”’genfortrylle’ nadveren og åbne læserens øjne for de skatte, som dette enkle ritual rummer”. Dette er et prisværdigt projekt. I de lavkirkelige kredse, som forfatterne tilhører, er der en løbende fare for at nedtone sakramenternes betydning og værdi til fordel for talt forkyndelse og undervisning. Dette forstærkes af de seneste årtiers åbenhed for amerikansk reformert kirkekultur. Derfor kommer denne bog et godt sted på det rigtige tidspunkt.
Bogen skal tænkes som en kortfattet indføring, og den består af to dele: Lars Malmgaard Jensens (LMJ) dogmatiske indføring i nadveren og Michael Agerbo Mørchs (MAM) essay om nadverens betydning. Bogen er let læst, og det lykkes de to forfattere at formidle enkelt og kortfattet. Man kan håbe at denne indføring vil blive læst af mange - især unge.
LMJ rammer plet når han påpeger at troslæren er ”en bastion og et bolværk mod den personlige tros fortvivlelse” (14). Det er en god måde at gå til dogmatikken på, for dermed får den en befriende funktion for troslivet, frem for de fordomme af tør teori, som mange (unge) kunne have. Dog er det en svær øvelse at skulle redegøre for nadverens dogmatik og historie på en så koncentreret og kortfattet måde. Det lykkes på mange måder godt, men nogle steder synes jeg det går lige hurtigt nok. Heldigvis er der en god fodnotepraksis med henvisning til yderligere læsning. Af samme grund kunne det have været godt med en litteraturliste bag i bogen.
Der synes at være nogle uheldige uklarheder. Eucharistien knyttes stærkt til den romerske offerteologi (37), og det kommer til at fremstå som om elevationen i sig selv er udtryk for en genfremstilling af Jesu sonoffer (41). Men der findes eksempler på at både taksigelse og elevation indgår i lutherske nadverfejringer, uden at det er udtryk for en problematisk offer-teologi.
Et lille hjertesuk: Jeg er træt af begrebet ’bibeltro’ som i første del af bogen bruges konsekvent. Jeg synes det er en upræcis og indforstået term. Netop i denne bog kunne det give mening at erstatte det med ’bekendelsestro’. Man kunne også variere det med begreber så som ’bibelsk’ eller ’klassisk’, hvor det var passende.
MAM kommer med nogle gode refleksioner over, hvordan nadveren kan blive mere nærværende (han kalder det ’et refleksionstilbud’). Det er et godt supplement til LMJ’s undervisende afsnit. Grundtanken synes at være, at vi får meget mere ud af nadveren ved at kontemplere den med både krop og sind: ”lad det synke ind, grund over det, reflekter, læs igen. Når Herren selv har rakt os et nådemiddel, er det, for at vi skal ære det, bruge det, nyde det og kende det” (98). Han knytter sine betragtninger til teologisk tækning omkring nadveren og slutter med at knytte dem til liturgien. Selvom han her vælger en minimalistisk model med fokus på indstiftelsesordene, modtagelsen og velsignelsen, er det velgørende, at få liturgien på banen.
God liturgi kan nemlig sætte gudstjenestestens ord ind i et større kontemplativt perspektiv. Derfor kunne jeg godt savne, at MAM udvidede sine betragtninger til at inkludere flere liturgiske elementer så som præfations-bønnerne og Sanctus. For en minimalistisk, simpel nadverfejring kan let give nadveren en mere reformert karakter, hvor fokus er på personlig refleksion frem for en god balance mellem tro, nådemidlerne og den fælles fejring.
Nadveren er en stor gave til Guds folk. Bogen motiverer virkelig til at være med i fejringen af den. Hermed et tillykke til forfatterne for at have udført en vigtig formidlingsopgave.
Peter Nissen